Tanker… om tid og kvalitet i forhold til håndværk og læring.

Da jeg for 20 år siden, som Seminarierådsformand og studerende, var til et større weekendmøde med repræsentanter fra andre håndarbejdsseminarier i Danmark, blev vi underholdt og inspireret af nu afdøde Peter Bastian.

Underholdt og inspireret er måske fattige ord, for tråden i Peter Bastians foredrag denne dag, gjorde et enormt og uforglemmeligt indtryk på mig. På det tidspunkt havde jeg taget et stort skridt: opsagt et godt job som logistikassistent i en større dansk industrivirksomhed – været et lille halvt år på højskole – og var nu førsteårsstuderende på det studie som, på godt og ondt, skulle ændre mit arbejdsliv. Det “onde” lader vi ligge og holder fast i det gode – nemlig, at jeg så småt begyndte at mærke efter, i forhold til job og karriere.

Tråden i Peter Bastians foredrag, med udgangspunkt i fortællinger fra hans liv med musik og filosofi (og bogen “Ind i musikken”) – handlede kort fortalt om: Tid og Kvalitet. Da alle mødedeltagere var lærere og studerende i håndarbejd- eller kunsthåndværksfag, havde Peter Bastian naturligvis tonet foredraget, så hans tanker om tid og kvalitet i forhold til arbejde med musik, også passede til det at arbejde med – eller undervise i et håndværksfag.

Tid og kvalitet – har jeg skrevet om før – i forhold til håndarbejde, men også i forhold til uddannelse og skole. Det at lære et fag godt, tager tid. Så enkelt er det. Og det vidste og viste Peter Bastian på sin kompromisløse måde ved foredraget for 20 år siden. Kunsten at blive professionel tager også tid, bare længere end det tager at blive god…

Ting tager tid. Det lyder enkelt, men er i virkeligheden ofte lidt af en umulighed, med mindre man som Peter Bastian går virkelig kompromisløst til opgaven: til det at lære et fag professionelt. Arbejde, arbejde og arbejde – øvelse, øvelse og øvelse. Tid, flid og ihærdighed. Og måske ikke mindst: modet til at fejle med oprejst pande.

At blive god eller professionel, kræver altså både tid og rum til at fejle. Et problem, i min optik, i vores hastprægede og procesorienterede samfund, med PISA-test og alverdens målstyring, hvor tid og kvalitet groft sagt er ringeagtede parametre i forhold til den enkeltes udbytte og glæde ved at lære. Kunne jeg være blevet god til at strikke, sy, tegne og designe – hvis ikke jeg var begyndt som barn, i kyndig mesterlære hos forældre og bedsteforældre – som alle, på hver deres måde var passionerede og kreative gør-det-selv-folk? Jeg tror det ikke.

Filosoffen Michael Polanyi skrev i bogen “Personal Knowledge” at fag der ikke bruges professionelt, glemmes eller betragtes med foragt, forsvinder for altid i løbet af en generations tid. Med mindre, at nogle bruger tid på at bevare fagets indhold, traditioner og teknikker… Spørgsmålet er så bare, om faget bare uddør langsomt, hvis ikke der er tale om et professionelt fagligt “vedligeholdelsesarbejde”?

Naturligvis udvikles samfund hele tiden – og især den teknologiske udvikling har ført meget nyt og godt med sig, men også overflødiggjort mange fag og teknikker, måske mest inden for håndværksfagene. Men er det kun den teknologiske udviklings “skyld” at nogle fag langsomt uddør? Eller er det også den moderne tids systemtænkning og rationelle effektivitetsstyring som har ladet respekten for håndværket – kunsten og håndarbejdet smuldre? Eller eller… for der er sikkert mange forklaringer, men på bundlinjen står stadig, at kompromisløse “fagnørder” som Peter Bastian er sværere at finde nu, end tidligere.

Selvom Peter Bastian i meget høj grad har styrket mit livs interesse for håndværksfag, uddannelse og mesterlære, så blev jeg alligevel selv lidt af en generalist, som både lærte merkantile fag og drømte om iværksætteri… som både læste pædagogik og håndarbejde på seminariet – og som nu, i skrivende stund, både er garnbutikindehaver og pædagogikstuderende på universitet. Har jeg lært noget af Peter Bastian? Både og, for jeg er stadig kritisk, selvkritisk og ivrig efter at lære – også af fejl, men aldrig kompromisløst.

Istedet har jeg altid haft mottoet “alt med måde” med mig, i stort set alt hvad jeg har beskæftiget mig med. Men vi har stadig som samfund brug for, at nogle har modet til at sætte ting på spidsen – modet til at turde være kompromisløse og modet til at fejle, prøve igen og blive bedre og bedre…

Jeg bliver nok aldrig selv kompromisløs i forhold til min egen faglighed og læring – for jeg har familie og andre beskæftigelser som også fortjener plads i mit liv. Men jeg vil gerne – næsten kompromisløst – gå i front i en kamp for, at Tid og Kvalitet i skole og uddannelse føres ind i en ny og forhåbentlig kvalificeret debat og udvikling. Dette lille jordnære skriv til minde om Peter Bastian, hans musik og filosofiske tanker – er måske et skridt på vejen.

KH Marianne Damgaard Porsborg

Lidt om gigt, uldens gode egenskaber – uldtøj og, at have værktøjet i orden…

I dette blogindlæg vil jeg gerne sætte fokus på uldens gode egenskaber og hvordan man med fordel kan bruge uldtøj til naturlig lindring, eller forebyggelse af, gigt- led- og muskelsmerter. Ligeledes sætter jeg fokus på hvilke strikkepinde mv. og arbejdsrutiner man bør bruge, hvis man som gigtplaget gerne vil strikke eller hækle.

Gigtplagede lemmer og ømme muskler, har alle dage haft godt af, at blive “pakket ind” i tøj lavet af ren uld. Helst skal uldtøjet helt ind på kroppen, måske i lag-på-lag, uden at blive presset for meget sammen, for som min gamle materialelærer på håndarbejdsseminariet sagde: det er luften – det man ikke kan se, som isolerer og gør godt. I min optik er det så godt, at jeg i mit stille sind ville ønske, at det var noget lægerne ville “ordinere” patienter med slidgigt, eller led og muskelsmerter, i f.eks. ryg, lænd, skuldre, håndled og knæ.

Mere teknisk om uldens gode egenskaber, skal blandt andet nævnes, uldens evne til at optage op til 35% fugt (sved, regn mv) uden at uldtøjet virker vådt og samtidig med, at ulden stadig varmer. Fugten fra sved “vandrer” simpelthen ud igennem uldtøjet og fordamper eller ligger sig yderst på uldtøjet. En anden skøn egenskab, er uldens termostatagtige egenskab. Når ulden optager fugt, f.eks. fra fugtigt og koldt vejr – skabes varme, og når ulden igen afgiver fugten i mere tørt vejr, “forbruger” ulden varme – og uldtøjet føles kølende. Det sidste, betyder at uldtøj også er godt om sommeren, men mere herom længere nede. (Kilde: www.denstoredanske.dk – søg på uld).

At have tøj – strikket, vævet eller hæklet af uld, tæt ind på kroppen, er desværre blevet noget de fleste takker nej tak til. DET KRADSER, er der mange der mener 🙂 og måske med rette… Uld gør altså godt på ømme led og muskler, men ja – nogle føler det kradser, og det er der et par løsninger på.  For det første, er det at have uldtøj tæt på kroppen en vanesag (påstår jeg). En ven sagde en gang, at man kan vende sig til at have uld inde på kroppen, ved at holde “kradseriet” ud i bare 10-15 minutter – så stilner det af, og langsomt, har man vænnet sig til at have uldtøjet på. For det andet, anbefaler jeg altid, at baby, børn og “begyndere” – skal bruge så blødt uldtøj som muligt, til en start. Og der findes bløde – eller blødere – uldgarner, som er fine at bruge i starten, imens man vænner sig til at gå med uld tæt inde på kroppen. Her skal nævnes Alpaca-uld, som har en lidt anderledes fiberstruktur og er så godt som kradsefri – og superwash-behandlede uldgarner, kan også kan virke blødere på de fleste. Og tro mig, starter man med disse to tricks, så bliver de fleste hurtigt glade for at gå med uldtøj!

Baby og børn – og uldtøj… Fra mine børn var helt små og op til skolealderen, gav jeg dem altid uldent undertøj på. Uldundertøj i tynd blød strikkvalitet, som sørgede for, at deres små kroppe bedre kunne temperere sig. Naturligvis havde de som små også uldbluser, uldsweatre og/eller uldtæpper, når de sov i barnevognen – mængden af uldtøj: alt afhængig af vejr og vind, naturligvis. Samtidig havde vi også et ægte lammeskind, blødt – tykt og lækkert, som børnene lå på i barnevognen – året rundt.

Andet sted her på bloggen, har jeg lagt en nem og gratis opskrift ud, til strik af en ryg- og mavevarmer, i uld – naturligvis.  Dette “bælte” strikkes rundt med rib – så højt eller stort som man ønsker det, måske af garnrester, men allerhelst af gode uldgarner med mindst 75% uld i (strømpegarn). Hører man til dem som synes uld kradser, så strik den i en god alpacagarn, så bliver den superlækker blød – og ja, næsten med garanti: kradsefri 🙂 Ryg og mavevarmeren lindrer eller forhindrer smerter i lænden og ryg – og er i øvrigt også god ved menstruationssmerter. Gå til opskrifter her.

Desværre har jeg personligt altid været lidt kuldskær omkring skuldre og brystkasse. Det er så blevet værre med alderen 🙂 og nu – hvor jeg nærmer mig de 50 år, møder man mig næsten aldrig uden en uldtrøje – tyk eller tynd, eller et sjal… Til gengæld: husker jeg trøjen eller sjalet – bliver jeg MEGET sjældent forkølet, og tendensen til slidgigt (især i min højre skulder) forsvinder! Ergo: har du det lige som mig, vil jeg varmt(!) anbefale dig at få et strikket, hæklet eller vævet sjal i uld, det behøver ikke alle ligne en million – og husk at bruge det – eller dem, hvis du har flere, så får du en hurtig lindrende eller forhindrende effekt.

Og fødderne – dem må vi ikke glemme. En akupunktør sagde en gang til mig, at fryser man om fødderne og anklerne, får man næsten med garanti en forkølelse 🙁 Ergo: uldne sokker – og valkede hjemmesko i god uld, giver ikke bare varme til fødder og tæer, de kan også forhindre forkølelse.

Slidgigt og smerter i knæ og håndled, kan også lindres eller forhindres, ved brug af uldtøj. Knævarmere – som også sidder godt, er imidlertid lidt svære at lave selv, men jeg er igang med at designe og prøvestrikke en knævarmer i alpacagarn, og hvis det bliver godt, lægger jeg opskriften her på bloggen 🙂 Opskrifter på håndledsvarmere findes der nok gratis på internettet – hvis ikke, så må jeg da se at lave en…

Selv om sommeren – er uld og uldtøj godt! Som tidligere beskrevet virker uldens termostatagtige egenskab også om sommeren, fordi uld, under et par betingelser, både kan virke lindrende og kølende. Med et par betingelser mener jeg, at du naturligvis ikke skal iklæde dig din tykkeste uldne sweater i stegende sol og høj varme! Derimod anbefaler jeg blød, tynd, let og luftig uldstrik til brug om sommeren. Det vil sige, at de helt tynde uldne undertrøjer sagtens kan bruges året rundt, ligesom en tynd og lækker trøje eller cardigan, måske med et fint hulmønster, også er helt i top, i forhold til at få gavn af uldens gode egenskaber, om sommeren.

Hånden på hjertet – om sommeren, i kampens hede – kan jeg sagtens glemme at tage min uldne ryg- og mavevarmer eller den uldne undertrøje på, når jeg går ture, cykler eller arbejder i haven. “Bøden” får jeg straks – i form af ondt i lænd og skuldre… Ergo: Uld er også godt, faktisk rigtig godt, når man bruger kroppen fysisk – inde som ude, ved sport og/eller arbejde.

Lidt om dilemmaet: gigt og håndarbejde. Nu er jeg selv så heldig, at jeg ikke døjer med rigtig leddegigt, og kan – og vil derfor kun udtale mig om slidgigt, som jeg selv har erfaring med. Og det er lidt af et dilemma, på den ene side at døje med gigtsmerter eller andre former for smerter og ubehag i skuldre, arme og håndled – og på den anden side, gerne ville strikke, hækle eller væve dejligt uldtøj. To råd, som jeg selv har fulgt i 20 år, er: brug godt værktøj – og hold pauser! Med godt værktøj mener jeg: lette, glatte og smidige strikkepinde og hæklenåle, helst i bambus – eller anatomisk korrekte metal eller træ-værktøj. Hvis man bruger f.eks. gode bambuspinde, lettes arbejdet og man spænder ikke så nemt op i især skuldrene, imens man strikker og hækler. Og så: pauserne! HUSK PAUSER! Det kan ikke siges for ofte 🙂 Men jeg ved, hvor svært det er, at huske pauserne. Er man lige godt igang med et håndarbejde, så løber tiden – og pludselig, minder ømheden eller smerterne een om, at man skulle have holdt en pause… for et stykke tid siden. Måske kan du sætte et æggeur? Igen, en af mine gode gamle lærere på håndarbejdsseminariet, som selv døjede med slidgigt i arme og skuldre, sagde tit og ofte: “Arbejd max. 15-20 minutter – og hold så en pause!” Pauserne, kan så passende bruges til lige at strække kroppen godt igennem, måske sætte en kop te over – eller lave noget helt andet, bare 5 minutter.

Det var – et længere skriv, om mine egne erfaringer med uld, uldtøj og håndarbejde – til lindring og forhindring af led- og muskelsmerter samt forkølelse. Har du selv gode råd, eller erfaringer – gode som dårlige – med gigt, uld og håndarbejde, så skriv endelig en kommentar her på siden! Jeg hører gerne fra dig!

På glædeligt genhør,

Marianne Damgaard Porsborg, v/Doggerland Design

 

Tid… fordybelse, håndens arbejde og “den gode håndværker”.

Sociologen Richard Sennett har arbejdet en del med håndværk og håndværkere* – bredt betragtet, både set i et samfundsmæssigt perspektiv, i forhold til håndværksfagenes historiske udvikling – og set i forhold til håndværkerens faglige kvalifikationer, hans “drive” (min betegnelse) og håndværkerens læringsproces.

Især det sidste, den håndværksmæssige læringsproces – hvordan man bliver en god håndværker, interesserer mig utroligt meget. Under min uddannelse til håndarbejdslærer – for “100 år” siden – kaldte vi det, at arbejde med et håndværksfag, for håndens arbejde. I virkeligheden er det nok en meget gammel betegnelse, eller betragtning, som dækker bredt over alle former for “håndarbejde” – fra de tekstile fag, over de gængse (måske mere mandlige) håndværksfag og til de mere de kunstneriske fag.

I mange håndværksfag er der sket et, den teknologiske udvikling taget i betragtning, naturligt skred i retning af, at håndens arbejde helt eller delvist, er blevet erstattet eller suppleret af maskinkraft og computerteknologi. Richard Sennett diskuterer, som mange andre, hvorvidt der sker en kvalitetsforringelse i den håndværksmæssige arbejdsproces og i det udførte håndværk – når teknikker og processer fjernes – igen helt eller delvist – fra den menneskelige hånd.

Når jeg tænker på min egen design- og arbejdsproces med et håndarbejdsfag, ved jeg – per erfaring og refleksion, at der ER en forbindelse mellem det fysiske materiale man arbejder med, hænderne der arbejder, tiden man bruger på håndens arbejde – og hjernes kreative og innovative tankeprocesser.

Jeg tror ikke jeg kender nogen inden for håndarbejde, som ikke kender udtrykket “at se med fingrene”. At se med fingrene, henviser præcis til, at det ikke er nok for en håndværker (måske uanset fag), at se eller læse sig til et materiales beskaffenhed (farver, glans mv.) og tekniske kvalitet (struktur, tykkelse, styrke etc.), men at man også skal mærke, fornemme og føle materialet – med hænderne, for at få den fulde oplevelse, inspiration og indledende erfaring med, hvad materialet kan bruges til.

Det er derfor, for mit vedkommende, uden undtagelser, at hver gang jeg f.eks. bestiller en ny type garn hjem til Doggerland Design, så begynder den kreative proces kun indledningsvist, når jeg ser farvekort og den teknisk præsentation (på f.eks. leverandørens hjemmeside) – og den forstærkes en smule når jeg får varerne hjem på hylderne, og altså ser garnet “rigtigt” – og processen accelerer, når jeg tager hul på et nøgle garn og laver en (eller flere) strikkeprøver… med hænderne. Erfaring, er uundværligt – og man kan læse sig til meget viden. Men den håndværksmæssige, kreative og innovative proces, kræver altså, i min optik, dels håndværksmæssig/faglig erfaring, dels tid og rum til fordybelse ved håndens arbejde med materialerne.

Uden at det (naturligvis?) er videnskabeligt bevist (og skal det være det?), er der en “regel” blandt erfarne håndværkere, sportsfolk og musikere, at der skal mindst 10.000 timers arbejde med et fag til, at man er blevet professionel. Personligt, har jeg helt sikkert strikket og syet (på maskine) i langt mere end 10.000 timer i mit liv. Jeg har måske ikke hæklet i fulde 10.000 timer, har måske heller ikke (slag på tasken) brugt mere end 7-8.000 timer på udarbejdelse af model-, arbejdstegninger og mønsterkonstruktion – og har slet ikke vævet, broderet, lavet batik og stoftryk og malet tekstile billeder – i mere end måske 2.000 timer/fag… Så, med den gamle hovedregel in mente – kan jeg altså kalde mig professionel strikker og syerske 🙂 men ikke professionel hækler, væver etc. Og hvorfor skulle jeg? En tømrer, som fra tid til anden snedkerer møbler eller brugskunst i træ, kan vel heller ikke kalde sig professionel snedker fordi han har “lugtet” lidt til faget? Eller kan han?

Før industrialiseringen i Europa, varede en håndværksuddannelse i omegnen af 6-7 år. Inden man kom i lære, havde man måske endda et par års erfaring med faget, som arbejdsdreng. Efter endt uddannelse, skulle man så arbejde en del år, måske 5-10 år som svend, før man kunne søge lauget om at slå sig ned som Mester i sit fag: altså 10-20 års arbejde inden for sit fag, før man kunne kalde sig professionel…

I dag, hvor alting er speedet op i tempo, når hverken håndværkere eller andre uddannede personer, at få så mange timer- eller års praktisk erfaring med sit fag, før man kalder sig, eller betragtes, som færdiguddannet – som professionel. Ydermere, går mange timer af en håndværksmæssig uddannelse med boglig undervisning på skole, måske både fysisk og mentalt væk fra faget – fra værkstedet og dagligdagens praktiske arbejdsopgaver. Ikke, at jeg vil forklejne boglig undervisning inden for håndværksfag, som helt sikkert er nødvendig i vores moderne, højtempo og globaliserede verden. Men – tiden til håndens arbejde – på værkstedet hos en mester (praktiksted) under en håndværksuddannelse – den er mindsket, og jeg synes personligt, at det er tid til refleksion over og diskussion af, om vi som samfund “skyder os selv i foden” når vi ikke giver eleverne megen tid til fordybelse, tid til håndens arbejde, og dermed tid til erfaring – kropslig og situeret – med faget?

Naturligvis forestiller jeg mig ikke, at vi som samfund skal skrue tiden tilbage, og uddanne håndværkere som man gjorde for 200 år siden. Det vil ikke give mening! Men en gylden middelvej ville nok være godt, hvor håndens arbejde igen anerkendes som en vigtig faktor – hvis vi igen skal kunne bryste os af, at være et land der uddanner de gode håndværkere.

Tanker til debat,

Marianne Porsborg, d. 28. marts 2016

* = henvisning til Richard Sennetts bog “The Craftsman” (Penguin Books, England, 2009).

 

Nyhedsbrev: Lidt om forårsmoden 2016 – og farver, strik og hækling!

Sukker efter sommer og sol… Den nyeste udgave af modemagasinet Elle ligger idag så fint og fristende på mit spisebord… Suk – forår, sommer og sol – føles langt væk, på sådan en blæsende januar-dag som i dag, men med det nye Elle og en varm kop te, ja – så kan man jo bare dagdrømme sig til varmere og lysere tider!

Sammen med denne måneds magasin, fulgte også Elles Trendbibel – et tillæg fuld af flotte fotos fra de internationale modehuses seneste kollektioner… Skønne farver og fine nye snit og detaljer, varsles for den kommende mode: forår/sommer 2016.

Som tekstilformgiver og selvlært strikdesigner, er det altid utrolig inspirerende, at se på det seneste nye fra de store modehuse. Vel vidende, at en del af det Haute Couture tøj, eller danske designertøj som f.eks. Elle viser frem, måske enten ikke falder i danskernes smag før til næste år, eller er i en prisklasse der ikke matcher de flestes pengepung – så kan man alligevel godt få noget ud af at nærstudere magasinet, hvis man er modeinteresseret, lidt fantasifuld og kreativ.

Det spraglede og pastellerne… F.eks. kan man notere sig den nye modes farveskalaer, som i kommende sæson, primært kører i to spor. Tommy Hilfiger, Gucci og Dolce & Gabbana lancerer det spraglede, mønstrede, glade – og måske vilde farvevalg: med græsgrøn, postkasserød, solgul og marineblå – mikset som striber, med etniske mønstre, blomster og print… Chanel og Stella McCartney m.fl. kører til gengæld fuld skrue på de smukke pasteller, kombineret i klassiske snit og fejende, lette flæser en masse! Og endelig er den altid sikre: Sort og Hvid – i blonder, tern og ensfarvet!!

Det spraglede og pastellerne… og strik… I både garn webshop og Garnhytte kan du meget snart finde både opskrifter og garn der matcher den nyeste mode, som den er præsenteret her i min udmyge tolkning af Elles nyeste Trendbibel. Jeg har nemlig valgt at bestille sommergarner hjem, både fra den spraglede palet og en bred vifte af de smukke pasteller… og hvid, hvid og hvid – som jeg ser som et sikkert “farve”valg i år!

Brug det du har…. og… Personligt, elsker jeg supplere mit tøjkøb med dels, at købe tøj i genbrugsbutikker, dels (naturligvis) at sy og strikke selv. Når jeg har tid, eller tager mig tid, river jeg mindst  et par gange om året en uge ud af kalenderen, hvor jeg bare syr og syr… med symaskine (et kapitel for sig, som I kan få en anden gang) og stof allevegne i stuen og… Tidligere: syede jeg mest til ungerne 🙂 nu: mest til mig selv. Samtidig, tænker jeg de nye tendenser ind i min eksisterende garderobe (der pt. er lille – af økonomiske årsager, som studerende og iværksætter) – og med et hurtigtstrikket smalt kilometer-halstørklæde, en hæklet hat, et flettet bælte, nye knapper på en gammel skjorte, et par hæklede blomster som “lapper” over fiktive eller uheldige huller i yndlings sommerkjolen o.s.v. – kan jeg hurtigt føle mig lidt rigere og lidt smartere, end jeg egentlig er 🙂 Måske gør du det samme?

Modestrik… og hækling… De nye/kommende forårs-strikkeopskrifter er på mange måder klassikere med et tvist. Det vil sige, at der kommer søde toppe, T-shirts, cardigans og bluser, som nok kører i den sikre stil med klassiske snit, men med nye mønstre og de moderne farver – kan man altså hurtigt strikke sig til smart modetøj, uden det koster spidsen af en jetjager… Apropos Elle, så har Tommy Hilfiger iøvrigt en flot kollektion fuld af hæklede sager, i spraglede farver og mønstre: bøllehatte, bikinier, badedragter, cardigans, “netundertrøjer” (Onslow, rest in peace) og sommerkjoler – så smart! Den kollektion vækker søde minder fra mine teenageår i det forrige årtusinde, hvor jeg – 10 kilo slankere og med masser af mod på at klæde mig anderledes end de fleste – hæklede en pastel gul mini-bikini til migselv… Der var ikke et øje tørt 🙂 Flot og fræk er Tommy Hilfigers hæklede kollektion ihvertfald, og jeg håber der er mange, som tør følge i dette spor, og hækle – OG – gå med hjemmelavet tøj og badetøj i denne friske “nye gamle” hæklede stil! Selv, holder jeg mig nok til at hækle en stribet bøllehat -og en “flippet” cardigan i de spraglede, nye farver 🙂 Men vi får se!

Mere nyt om modefarver, garn, strik og hækling følger – snart!

Drømmende glade hilsner,

Marianne Porsborg v/Doggerland Design

 

Tekst inspireret af Elle Trendbibel, marts 2016 “Classy & Classic”. Se eventuelt mere på: hjemmesiden elle.dk

Essay “Tekstile tendenser” af gæsteblogger Lisbeth Tolstrup

Kunsthistoriker Lisbeth Tolstrup. Foto: Lars Pryds
Kunsthistoriker Lisbeth Tolstrup. Foto: Lars Pryds

 

Tekstile tendenser

I mange år var håndarbejde et fag, der i den bedste mening blev betragtet som opdragende og ikke mindst dannende, når det indgik i en skole- eller anden uddannelsessammenhæng. I de mere private boldgader kunne det ligge som dele af en varm understrøm, når det fx gjaldt undervisningen på højskoler, fagskoler eller kurser, alle med det fælles mål at styrke særlige kundskaber – der så igen kunne være rettet mod erhverv, meningsfuld fritid eller, i enkelte tilfælde, ligefrem udtryk. Blandt de stærkeste positioner sås beklædningssyningen, der på en gang kunne målrettes praktiske formål i hjemmet og erhverv i forhold til det at skabe sig et eksistensgrundlag. Med højskolebevægelsen, og hele spektret af folkeoplysning, som det har kunnet følges gennem mere end 150 år på land som i by, har det været muligt at iagttage en omfattende udfoldelse af fagligheder. Nogle blev teknik- og i visse sammenhæng linjedefinerede, som fx vævning og stoftryk på landets kunsthåndværkerskoler, mens andre blev mere specifikke i forhold til håndtering af materialer og teknikker. Et kig i oplysningsforbundenes aktuelle efterårsprogrammer vil afsløre, at der stadig findes en rig diversitet af fagbetegnelser.

Det, der måske udgør den største forskel, set under et tekstilt perspektiv på fx 40 år, er de udsving, der kan registreres fra midten af 1970’erne, hvor det modelfunderede skolehåndarbejde blev konfronteret af to stærke strømninger. Ungdomsoprørets frie tilgang til håndarbejde af snart sagt enhver form overfor ideen om at få legaliseret en håndarbejdslæreruddannelse på et vist niveau. Mens ungdomsoprøret lystigt sprang fra det ene område til det andet – fra det kønspolitiske til meningsskabende, fra det rebelske til det performative – fastholdt man i håndarbejdslæreruddannelsen en struktur, der for nogle seminariers vedkommende var tæt forbundet med folkeoplysningens kursuskonstruktioner, for andre stod i en klar gæld til højskolebevægelsens mere komplekse livsopfattelse. Uanset tilhøret fejede en politisk beslutning omkring år 2000 ind over området, der i løbet af nogle få år blev decimeret til en skygge af fordums uddannelsesposition. Omkring ti år senere blev det politiske søgelys rettet med folkeskolens håndarbejde, der i løbet af nogle få år gik fra at være et kulturbærende fag med en lang fagfaglig tradition, til at blive element i en rekonstruktion, der hverken på læreruddannelsesniveau eller på praktisk skoleniveau endnu kan siges at have fundet sin identitet. Begreber som materiel design, materiel kultur samt konstruktionen håndværk og design er lige nu under udvikling.

 

Rebelske fibre

Med denne indledning kan det lyde, som om en særlig tristesse har lagt landet øde, når det gælder håndarbejde. Men det er faktisk ikke rigtigt – tværtimod er min påstand. Det er som om hele forventningen til formalisering – både i folkeskolen og i folkeoplysningen – har sat et særligt blus under nogle mere rebelske tendenser. Som en stærk kontrast til de formelle uddannelsesstrukturer lader en anden bevægelse til at have suget næring i form af tekstile forgreninger – nemlig foreningsdannelsen. Uanset om blikket rettes mod vævning med tilhørende vævekredse, patchwork eller knipling, for blot at nævne nogle – er det foreningsstrukturer på frivilligt grundlag, der i dag er bærende for møder og træf, formidling af information og ikke mindst introduktion af ny viden. Dertil kommer markedskulturen, der med en stigende bevidsthed om genbrug og nærhed i dialogen, kan ses som infrastruktur for festivaler fx med forstavelsen uld, strikke eller knipling, vævedage eller ”tekstile højskoledage”, hvor handel, formidling og almindelig underholdning mikses sammen til folkelige træf af fagligt interesserede på alle niveauer. Endelig – som en tredje pind i registreringen – ses erobringen af det offentlige rum, fx i form af yarn bombing, street art eller graffitiinspirerede markeringer eller events.

Disse tre tilgange, foreningsdannelsen, markedsfestivalerne og de subkulturelle oprør er så meget i bevægelse, at det kan være svært at adskille tendenser og nytænkning overfor en mere formel kontekst. For med de tekstile forgreninger bliver der på en gang mange nye muligheder, men samtidig længere mellem fx en direkte faglig forankring, eller med overliggeren smækket lidt højere op, en egentlig tekstil forskning. Det tekstilfaglige kan naturligt forbindes med de tidligere omtalte fagligheder, men det vil også give god mening at forbinde dem med de digitale netværksdannelser, der er blevet mulige på kort tid – reelt inden for mindre end 15 år. Dermed opstår der den interessante situation, at fx strikkere med samme faglige nysgerrighed eller interessefelt på et øjeblik kan etablere kontakt på tværs af tid og sted, ligesom hvem som helst kan kommunikere ideer og teknikker ud ved egen hjælp. Dermed har der vist sig en særlig grobund for fx tekstil turisme, hvor større eller mindre tekstile grupper rejser ud sammen for at møde åndsfæller eller opleve begivenheder, der for få år siden ville have været praktisk uoverkommelige. Tættere på, hjemme i stuen, er det fx en søgemaskine som Google eller introsites som You Tube eller Wikipedia – for ikke at nævne den sværm af formidlingssider – der gør det muligt at præsentere og dele viden på et splitsekund, der åbner for helt nye tilgange.

I denne slipstrøm af tendenser bliver det stadig festligere og mere nærværende at deltage i tekstile træf, uanset om de finder sted på en ø i Nordatlanten, en campingplads i Sønderjylland eller et partytelt i København. For det er tekstilerne og glæden ved at møde hinanden og ikke mindst at blive præsenteret for nyt inden for de enkelte teknikker, der bliver bærende. Meningsfuld fritid for de fleste og faglige udfordringer for deltagerne i de vækstlag, der i dag har antaget nogle former, de færreste ville have gættet på for få år siden. På den måde får vi lov til at opleve historiens vingesus, i selvsamme øjeblik, det fejer forbi os.

 

Lisbeth Tolstrup

Er tekstilt uddannet som håndarbejdslærer og tekstilformgiver med afgang i vævning og strik. Hun arbejder funktionelt med formgivning af bl.a. strik og udtryksmæssigt inden for området fiber art. Teoretisk er hun som kunsthistoriker optaget af tekstil som kunstnerisk medie – med fokus på anden halvdel af det 20. århundrede.

Fra 2010 indehaver af det tekstile antikvariat www.tex-antik.dk

Tekstilpigen – et portræt af billedkunstner Lene Lundgaard

I dette blogindlæg giver jeg et beskedent indblik i billedkunstneren Lene Lundgaards farverige liv og verden, i form af et portræt – præget af mit 20-årige personlige venskab med Lene, og skrevet på basis af et lydoptaget og dialogbaseret interview, gennemført i Lenes hjem, have og atelier, mandag den 3. august 2015. Fordi jeg har kendt Lene så længe som jeg har, flettes lidt af min egen historie, ind i fortællingen om Lenes liv som tidligere højskolelærer og igangværende billedkunstner.

Tekst skrevet med kursiv i portrættet, er citater og ord plukket fra Lenes svar i interviewet. God læselyst! 

Lene Lundgaards have og atelier på en skøn sommerdag... Foto: Marianne Porsborg
Lene Lundgaards have og atelier på en skøn sommerdag… Foto: Marianne Porsborg, 2015.

Mit første møde med Lene Lundgaard… I foråret 1995 var jeg på et tre måneders højskoleophold, på Brandbjerg Højskole ved Jelling. Et helt igennem dejligt, oplysende og inspirerende forløb, som på flere måder, kom til at betyde meget for mig. På højskolen, havde jeg overvejende valgt kreative fag: drama/teater, grafik (på den gammeldags og kunstneriske måde) og tekstil billedkunst…

I faget tekstil billedkunst, som vist nok var et af de mindste fag på mit skema, blev jeg undervist af Lene Lundgaard, som på daværende tidspunkt primært arbejdede som højskolelærer, sekundært som billedkunstner.

Lene Lundgaard, underviste altså på det tidspunkt i fag, som jeg samlende vil betegne som billedmageri, altid med et tekstilt afsæt – i og med, at tekstil billedcollage, håndstøbt papir og billedvævning var de primære fagområder i undervisningen. Selvom faget var et af de mindste fag på mit højskole-skema, kom det hurtigt til at fylde – vi nåede så meget, og dét der altså startede, som et tre måneders lærer-elev-forhold, blev til et varigt venskab, som jeg stadig værdsætter højt.

Lene Lundgaard maler. Foto: Lene Lundgaard.
Lene Lundgaard maler. Kilde: www.lundgaard.com. Foto: Lene Lundgaard.

Flittige hænder – Lenes uddannelse og opvækst… I 1970 fik Lene, som færdiguddannet lærer i beklædningssyning, straks sit først job som højskolelærer, på Grundvig Højskole i Hillerød. Beklædningssyning nåede Lene at undervise i i fem år, hvorefter mange andre tekstile fag, hurtigt kom til at fylde i Lenes undervisning: stoftryk, billedvævning, håndstøbt papir, collage-maleri  – og senest også klassisk maleri.

Kombinationen af at formgive og bruge sine hænder til håndarbejde, vævning og billedmageri, og det at undervise i de formgivende fag og teknikker, har altså kendetegnet Lenes professionelle liv i rigtig mange år.

Når jeg spørger ind til, hvor interessen for de tekstile fag kommer fra, svarer Lene hurtigt: ”fra min mor”. Lenes mor var altid flittig og hårdtarbejdende – hun strikkede, syede, broderede mv. og lavede selv alt tøj og anden beklædning til Lene og hendes tre søskende. Lene lærte derfor disse håndarbejdsfag af sin mor, aldrig under tvang, men som en naturlig del af Lenes opvækst, hvor hun, set i bagspejlet, oplevede hvordan hendes mor ”magtede det” – det, at have fire børn og altid være flittig i hjemmet.

Evnen og viljen til altid at være arbejdsom, har Lene altså fået med sig hjemmefra. Med Lenes ord, fik hun det ligefrem forærende fordi det, at ”alle lavede noget (med hænderne, red.) næsten hele tiden”, var en naturlig del af Lenes og familiens hverdag.

Udsnit af maleri. Kilde: www.lundgaard.com. Foto: Lene Lundgaard.
Udsnit af maleri. Kilde: www.lundgaard.com. Foto: Lene Lundgaard.

Mine malerier er hverdagshistorier”… Lene beskriver sine malerier som en slags hverdagshistorier, der altid udtrykker noget humoristisk, og noget søgende – men vil helst ikke sætte præcise ord på, om et maleri forestiller en person, flere personer, dyr o.s.v. Lene maler for sin egen skyld – og lader det herefter være op til beskueren, at afsøge sin egen fortælling, følelse eller stemning i maleriet.

Stoftryk – skulle det nok have været”… Når Lene ser tilbage på sin uddannelse, mener hun, at det nok ville have været bedre for hende, at have haft stoftryk som hovedfag (i stedet for beklædningssyning). Stoftryk, og i det hele taget kombinationen af tekstiler og farve/maling, har nemlig altid haft en vigtig betydning i Lenes maleri.

I Lenes eget arbejde med tøj og beklædningssyning, var den rette kombination af struktur, kvalitet og farvevalg, vigtig. Efterfølgende, i mange af Lenes malerier, lige fra de tidligere collagemalerier til Lenes nuværende arbejde med mere klassisk maleri, har stoflighed, struktur og det at ”lægge” farve og motiv på en tekstil flade, også haft stor betydning. Lene synes derfor selv, at måden hun arbejder på, minder meget om stoftryk, med lag, på lag, på lag – af farve og struktur… En teknik, der giver dybde og liv i hendes billedkompositioner, ja – som var det næsten stoftryk.

Lene Lundgaards atelier. Foto: Marianne Porsborg
Lene Lundgaards atelier. Foto: Marianne Porsborg, 2015.

Det er nok fordi jeg er en tekstil-pige”… Gennem vores samtale om det at undervise og formidle vores to tekstile fag, rundede vi emnet af med en snak om, hvad der kan inspirere til – og starte et nyt maleri eller et nyt strikdesign. Lene forklarede – kort fortalt, hvordan det ofte er bestemte farver, som starter hendes maleproces. Jeg prøvede at sætte ord på min designproces, ved at forklare hvordan jeg som regel først forelsker mig i et garns struktur eller farve – og/eller har udset mig et bestemt strikkemønster som jeg vil arbejde med… og hvordan jeg derfra arbejder mig frem mod design af den beklædningsgenstand, det snit o.s.v., som jeg synes mønster og struktur passer til…

Da jeg, måske ad lidt snørklede veje, havde søgt at sætte ord på min egen designproces, med fokus på hvordan jeg arbejder i en slags spiral-proces – lidt frem og tilbage, og lidt lag-på-lag – svarede Lene: ”…det er jo også dér jeg starter, med lag på lag” … ”det er nok fordi jeg er tekstil-pige”…

Et værk bliver til… Som nævnt, kan det ofte være en bestemt farvepalet, som sætter Lene i gang med et nyt værk. Lene maler altid til musik, og kan arbejde koncentreret og effektivt i flere timer af gangen. Hun bruger først små pensler, og arbejder, næsten intuitivt, med hurtige bevægelser til musikken, og hvor hun, med mine ord, altså på denne måde former og ”lægger” grunden til maleriets komposition. Se foto herunder, hvor Lene viser et nystartet værks grund, bemalet med små pensler og hurtige bevægelser.

Lene fremviser ekstraordinært et eksempel på hvordan et nyt maleri startes med masser af hurtige penselstrøg mv. Foto: Marianne Porsborg
Lene fremviser ekstraordinært et eksempel på hvordan grunden til et et nyt maleri startes. Foto: Marianne Porsborg, 2015

Herefter arbejder Lene sig op og ud i maleriet – med større pensler, større farveflader, mere lag-på-lag, og med langsommere og mere bevidste bevægelser og penselstrøg. Undervejs søger Lene efter den endelige kompositions figurer, former og farver. Så holder hun pauser og holder fast – og arbejder i det hele taget grundigt og målbevidst med sine værker.

Når et maleri er tæt på at være færdigt, “prøver” Lene maleriet af, ved at tage det ind i dagligstuen – væk fra sit atelier, for at vurdere hvordan det virker i mere hjemlige rammer, og i et andet lys end atelier-lyset. Efter denne “prøvning” vurderer Lene, om et maleri er færdigt, eller om det lige skal have lidt tid, og lidt mere opmærksomhed.

Det at skabe… Glæden ved de tekstile fag, og håndens arbejde i det hele taget, har hun som sagt fået med sig hjemmefra, som en gave hun værdsætter mere og mere, som årene går. Men det at skabe, det at tænke og arbejde kreativt og skabende med billedvævning, tekstile collager og maleri som udtryk og produkt, mener Lene at hun må have haft i sig, og altså ikke fået med sig hjemmefra, fordi ingen i familien, ud over Lene, arbejder skabende, som kunstner.

Som jeg ser det, og som jeg kender Lene, tænker jeg, at hun nok alligevel, måske indirekte, har fået – hvis ikke evnen, så i hvert fald lysten til at skabe, med sig hjemmefra. Det at være fagligt dygtig til et eller flere kunsthåndværk – i kombination med altid at være flittig og hårdtarbejdende, tror jeg frembringer en indre ”nerve” af kreative evner og energi, som en skabende evne indlejret i kroppen.

Min Muse - maleri af Lene Lundgaard, med digt af Hanne Kirk. Foto: Lene Lundgaard.
Min Muse – maleri af Lene Lundgaard, med digt af Hanne Kirk. Kilde: www.lundgaard.com. Foto: Lene Lundgaard.

Modet til at træde ved siden af… Med Lenes egne ord, har hun altid haft modet, til at ”træde ved siden af”. Ikke, at hun som ung demonstrativt valgte at gå andre veje end resten af familien, men fordi hun fik lov til at fravælge de gængse uddannelser på den tid, og i stedet vælge det kreative, det formgivende og lærergerningen til.

Lenes mormor arbejdede i øvrigt som skrædder, og ”syede for byens folk” igennem hele Lenes opvækst, men ellers valgte resten af familien mere gængse erhverv, som de merkantile fag og håndværk.

Som ung, fra 14 års alderen, kunne Lene selv sy sit tøj, og valgte altid at sætte sit eget aftryk på tøjet, og fulgte med andre ord ikke nødvendigvis tidens tøjmode. Modet til at træde ved siden af, at have sin egen stil – og stå ved den, også i tider hvor moden måske dikterer noget andet, gælder ikke bare Lenes malestil og tøjstil, men også Lenes måde at indrette sit hjem på, Lenes havedesign o.s.v.

Naturligvis har det fra tid til anden, og måske mest tidligere i karrieren, bekymret Lene, når udeforstående har kritiseret hendes kunst, men hun har alligevel formået at stå fast på sin egen stil. Lene udtaler: ”Jeg hviler i mig selv, og anerkender, at nogle måske ikke bryder sig om mine malerier… måske fordi der er en voldsomhed i malerierne, og at malerierne måske kræver noget – en indsats, af beskueren” … ”Det var noget man skulle lære, at der var nogle, som virkelig ikke kunne lide det jeg lavede”.

Udsnit af maleri. Foto: Lene Lundgaard.
Udsnit af maleri. Kilde: www.lundgaard.com. Foto: Lene Lundgaard.

Som Lene, vælger jeg også på mange måder bevidst, at træde ved siden af. Min webshop er lidt anderledes end andre garnbutikker på internettet. Mine strikdesigns er enkle i snit, mønster og farvevalg – måske tidsløse – og jeg lader altid garnets struktur og kvalitet ”føre an” i min designproces. Fagteknisk, så gør jeg i øvrigt også, som jeg altid har gjort. Jeg holder mig til de teknikker og måder at strikke på, som virker godt for mig – uagtet, at moden inden for strikketeknikker, måske dikterer noget andet. Heldigvis står vi begge i den situation, at vores ”udbud” i store træk matcher tidens ”efterspørgsel” og det styrker jo modet til at stå fast.

Udbud og efterspørgsel… Når Lene og jeg sammenligner vores arbejdsliv, dukker flere fællestræk end forskelle op. Udover, at vi begge er vokset op med en barndom fuld af håndarbejde og husflid, at vi begge er (og har været) passionerede formgivere udi de tekstile fag, så er vi også begge underlagt det faktum, at udbud og efterspørgsel, også har en stor betydning i vores daglige virke.

For eksempel, kunne Lene, i sine mange år som højskolelærer, ikke altid selv sætte dagsordenen for, hvilke tekstile kunsthåndværksfag hun skulle undervise i. Naturligvis kunne hun foreslå kurser og undervisningsforløb i fag og teknikker, men et kursus eller hold kom jo kun op at stå, hvis der var tilmeldinger nok.

Siden 1998 har Lene valgt at arbejde på fuld tid med sin kunst, og heldigvis har hendes værker siden da, været meget efterspurgte. Lenes kunst falder altså i mange kunders smag, men hun er også helt bevidst om, at når moden inden for maleri skifter, så kan interessen for hendes værker MÅSKE falde.

Balancegangen består altså i, at både at kunne stå fast på sine kunstneriske og faglige stil – og samtidig at kunne skaffe brød på bordet. Et faktum, som måske får mange til at fravælge et hverv som kunstner eller udøvende tekstilformgiver/designer…?

Lene Lundgaard i sit atelier. Foto: Lene Lundgaard.
Lene Lundgaard i sit atelier. Kilde: www.lundgaard.com. Foto: Lene Lundgaard.

Produktiv kunstner med mange udstillinger… Som det kan ses på Lenes hjemmeside (se nederst på siden) er hun hele tiden aktiv. Ikke bare i atelieret med produktion af mange nye værker, Åben Hus arrangementer og besøg af kunder og andre gæster i atelieret, men også som aktiv udstillende kunstner, landet over. Når Lene udstiller, holder hun af, selv at være med fra start til slut i udstillingsforløbet. Det betyder, at hun selv er med til at hænge værkerne op, at Lene ofte er til stede i galleriets åbningstid – og at hun også selv er med til at tage værkerne ned igen, efter endt udstilling. Det giver mange kilometer på landets veje, mange timers hårdt arbejde – og mange gode snakke med de mange nye mennesker, Lene møder på sin vej. En del af jobbet som billedkunstner, Lene ikke vil undvære!

Billedvævning – fortid og mulig fremtid?… Som nævnt, har Lene tidligere også arbejdet en del med billedvævning. Et stykke tid efter Lenes uddannelse som lærer i beklædningssyning, fulgte nogle år hvor hun videreuddannede sig til professionel væver, ved flerårige kurser hos Dansk Stoftryk & Væverlaug og ved Dansk Husflidsselskab. Arbejdet med billedvæven, blev til mange værker, små og store, alene og i fællesskab med andre vævere. Billedvævning var altså en fritidsbeskæftigelse og et håndværk, som i en årrække fyldte en del i Lenes liv.

Tidligere i år, præsenterede jeg her på Doggerland Designs blog: Tekstildesigneren og Væver Astrid Skibsted fra Århus, ved et bloginterview og en række fotos af Astrids værker. Et tekstilt bloginterview som fangede Lene, og som måske har været med til at inspirere hende til nye tanker, om fremtidige væve-projekter… Under alle omstændigheder, udtalte Lene sidst i interviewet, at hun godt kunne forestille sig, på sigt at ville arbejde med billedvævning igen…

Så måske, vender tekstil-pigen Lene Lundgaard tilbage til garn og væv? Uanset hvad fremtiden bringer af nye projekter og værker fra Lenes hånd, vil jeg fortsat følge hende, fuld af beundring og respekt!

Marianne Porsborg, den 14. september 2015

Udsnit af maleri. Kilde: www.lundgaard.com. Foto: Lene Lundgaard.
Udsnit af maleri. Kilde: www.lundgaard.com. Foto: Lene Lundgaard.

Har du lyst til at se Lenes kunst i virkeligheden, og ikke bare her i cyberspace, er du meget velkommen til at kontakte Lene og aftale et besøg i hendes atelier, eller du kan se hendes værker på de mange udstillinger, landet over. Du er naturligvis også hjertelige velkommen til at benytte dig af bloggens kommentar-funktion – så sender jeg din hilsen, dine spørgsmål mv. videre til Lene.

Find kontaktoplysninger, aktuelle udstillinger mv. på Lene Lundgaards hjemmeside (ved Rune Lundgaard): www.lundgaard.com

Varmestuestrik, omsorg og hjertevarme…

Garnhytten Jægerspris Doggerland Design

Da jeg for nyligt afholdte en forsinket åbningsreception, i form af et åbent hus arrangement i garnshoppens lille lager-butik (Garnhytten), fik jeg også besøg af Bente Nørgaard fra Slangerup, som kom til mig med en lille bøn…

Bente er nemlig tovholder for en gruppe strikkeglade og hjælpsomme lokale medborgere fra “Varmestuestrik”, som med varme hjerter og ja – glødende pinde, forvandler alverdens garnrester til strømper og andet godt hjemmestrik, der primært doneres til hjemløse, folk på Væresteder, socialt udsatte på herberg og krisecentre mv. landet over:

Varmestuestrik… Inden mit åbent hus havde Frederiksborg Amts Avis været søde, at lave en notits omkring arrangementet, og det var denne lille artikel, som fik Bente fra Varmestuestrik til at kontakte mig for at høre, om jeg skulle ligge inde med nogle garnrester som de kunne få – og naturligvis, havde jeg det.

Jeg har tidligere givet garnrester til “strikke-damer” organiseret under Røde Kors, hvor de strikkede og hæklede produkter primært går til nødhjælp. Da Bente kontaktede mig, synes jeg også Varmestuestrik-projektet lød spændende, dels fordi det handler om at (gen)bruge de garnrester som mange måske er fristet til blot at kassere og smide ud, dels fordi al denne kreative “reste-strik” netop går til et godt formål: varmende hjælp til hjemløse og folk i personlig krise.

Garnrester – gemmes altid i mit hus 🙂 Jeg kan stadig finde på, at strikke uldsokker og strømper til migselv, med “gakkede” uens striber, af alverdens – små og store – strømpegarnsrester, hvilket jeg også har skrevet om i et tidligere blogindlæg her på siden. Fra tid til anden, strikker jeg også reste-halstørklæder til migselv, lavet af alverdens garnrester, som “kilometer” lange smalle og stribede tørklæder, jeg flittigt bruger, til hverdag og fest… Måske ikke højeste mode, men sat “rigtigt” sammen med garderobens øvrige tøj, ser det nu meget fikst ud 🙂

MEN – når jeg nu har både blog, garnbutik og webshop, med eget design og produktion af strikkeopskrifter og garnkits mv., får jeg hurtigt MANGE garnrester… og kan selvsagt aldrig få gjort has på dem alle, alene!

Reste-sokker-3

Garnrester – skal godt nok gemmes, men ikke samle støv 🙂 Derfor har jeg (naturligvis) besluttet, at jeg også fremover, vil give Bente og de andre ihærdige Varmestue-strikkere en pose garnrester fra tid til anden – OG – opfordrer da også andre til at gøre det samme.

Dine garnrester, er også “guld” værd… På Varmestuestriks hjemmeside, kan man finde den nærmeste tovholder/kontaktperson, som man kan kontakte, enten hvis man vil støtte Varmestuestrik med gode garnrester, eller hvis man vil hjælpe med at strikke! Desuden er der flere garnbutikker landet over, inklusive Doggerland Designs Garnhytte, som har en kurv stående fremme til indsamling af privates garnrester. Ergo: kom gerne til Jægerspris med dine garnrester, så sørger jeg for, at Varmestuestrik får dem!

Du kan læse mere om Varmestuestrikkerne, organisationens historie og bedrifter på hjemmesiden: www.varmestuestrik.dk

Glade hilsner

Marianne Porsborg v/ Garnshoppen Doggerland Design

Lidt om designprocessen – mest om fag og titler, i en verden under forandring…

Kære læser,

I sidste blogindlæg blev Tekstildesigneren Astrid Skibsted fra Aarhus præsenteret ved et blog-interview, hvor Astrid blandt andet fortalte lidt om sine inspirationskilder til sit designarbejde, og om den faglig styrke der ligger i årelang erfaring med det jeg kalder håndens arbejde.

Idag vil jeg starte på en slags føljeton om “den tekstile designproces”. Men, som med så meget andet, kan man vist aldrig komme i dybden med et felt, eller begreb, som den tekstile designproces – blot ved ét blogindlæg, eller ved én snak. Mere må til, og derfor bliver det altså et emne, som jeg dels selv vil vende tilbage til fra tid til anden, dels lader stadig flere gæsteskribenter komme til orde om, her på bloggen.

Designprocessen og begreberne… Blogindlæggets overskrift kunne i min optik også nemt havde heddet “At være kreativ”, men da begrebet kreativ desværre længe har haft en klang af noget alternativt, på den nedladende måde, vælger jeg at bruge det mere moderne begreb: design… Personligt holder jeg nu både af begrebet kreativ og begrebet alternativ, og har aldrig haft problemer med selv at være begge dele… så måske derfor, står begreberne design og designproces omvendt lidt for “smarte” i mine ører – og sådan er der jo så meget 🙂 Når alt kommer til alt, handler det jo om den tid vi lever i og hvor vi hver især står som mennesker – og måske mest om vores forskellige vaner, vores opvækst og hvilke sociale kontekster vi indgår i…

Når æblet ikke falder langt fra stammen… Som jeg har skrevet om tidligere, er jeg selv rundet af en på mange måder meget kreativ familie, hvor arbejde med et “håndens fag” og med mennesker, har fyldt og stadig fylder. Bare set hen over et par generationer eller tre, tæller min familie håndværkere af forskellig slags, en mejeribestyrer, ingeniører, en bygningskonstruktør, en blomsterdekoratør, pædagoger, lærere o.s.v. Samtidig er, eller var, de fleste af mine familiemedlemmer også rigtig gode til mange former for husflid (nødvendige eller selvvalgte gør-det-selv-projekter), håndarbejde og/eller maleri og tegning. I og med, at jeg – som et rigtigt familiemenneske, også altid har været meget sammen med især min nære familie og mine bedsteforældre, har al denne kreativitet og lyst til at sætte i værk, (måske naturligvis) smittet af på mig… Jo ældre jeg bliver, og jo flere mennesker jeg lærer at kende – desto mere er jeg ihvertfald blevet opmærksom på, hvor meget det at vokse op i en kreativ familie, kan betyde for et menneskes forhold til håndværk og håndarbejde. Naturligvis, er det ikke nødvendigvis en naturlighed, at alle børn som vokser op i en kreativ familie, selv bliver en kreativ voksen…. Men – en påstand må lyde, set ud fra mine egne erfaringer, at voksnes glæde ved og fordybelse i et håndværk, eller et håndarbejdsfag, alt andet lige, vil smitte positivt af på børn.

Når håndværk og håndarbejde ikke er en naturlig del af hverdagen… Når jeg påstår, at glæden ved et håndens arbejde kan smitte af på børn, kommer det også fra en oplevelse af, at mange af mine venner som ikke er kreative – og altså ikke beskæftiger sig med hverken et håndværk, kunst, husflid eller håndarbejde i deres dagligdag, overvejende har forældre som heller ikke bruger tid på et håndens arbejde. Igen, så er det her jo alene en lægmands konstatering på baggrund af personlige oplevelser – og igen igen, er det sagt i erkendelse af, at verden naturligvis ikke er så “firkantet” som jeg skitseret her. MEN – hvis nu mine påstande ikke rammer helt forbi skiven, så bør det måske være et oplæg til en debat om hvor vi samfundsmæssigt er på vej hen, med de kreative, udviklende, designprægede håndværks- og håndarbejdsfag?

Titler – og moderniseringen af den offentlige sektor… Da jeg gik på håndarbejdsseminariet, som håndarbejdslærerstuderende i slutningen af 1990’erne, var der meget snak internt på seminariet om, hvorvidt der skulle skelnes – og i så fald hvordan, mellem titlerne designer og formgiver. Jeg hører til en af de sidste årgange af “rigtige” seminarieuddannede håndarbejdslærere (og tekstilformgivere), hvor den treårige uddannelse stadig var todelt, med 50/50 vægt på de pædagogiske/-undervisningsmæssige fag og de håndværksmæssige fag. Jeg fik således en uddannelse, som både kunne bruges pædagogisk/undervisningsmæssigt og håndværksmæssigt – for mit vedkommende: med fokus på dels pædagogisk forsøgs- og udviklingsarbejde, dels tekstil design og formgivning. Denne treårige kombinationsuddannelse betød dog, at jeg ikke blev uddannet “rigtig” lærer eller “rigtig” tekstil designer – og at jeg, efter endt uddannelse, stod med to enslydende eksamensbeviser for samme uddannelse: et eksamensbevis med titlen Håndarbejdslærer og et med titlen Tekstilformgiver. Imidlertid så jeg og mine medstuderende dengang denne dobbelthed i vores uddannelse som en force, i og med at vi efter endt uddannelse stod fagligt stærkere, både pædagogisk og håndværksmæssigt, end f.eks. håndarbejdslærere uddannet på de “rigtige” (folkeskole) lærerseminarier. Men verden ændrer sig, og det stadig med lynets hast – og uddannelsessektoren, eller i det hele taget mange institutioner i den offentlige sektor, blev også ændret – omlagt, nedlagt, udviklet… en forandringsproces som kaldes: moderniseringen af den offentlige sektor… En del af mine medstuderende fik efter endt uddannelse jobs som undervisere og lærere, deltids eller fuldtids. Andre arbejdede selvstændigt, som håndværkere, formgivere, designere eller kunstnere, igen – deltids eller fuldtids. Jeg selv, drømte ved studiets start om at blive fuldtids lærer på en folkehøjskole, men “moderniseringen af den offentlige sektor” førte imidlertid også en højskolereform med sig, som direkte eller indirekte nedlagde mange højskoler, og derfor mindskede mine muligheder for job som højskolelærer… Ergo: valgte jeg dengang, at slå mig ned som selvstændig, med garnsalg, strikdesign og en lille produktion af unika tøj – i kombination med diverse deltids lærerjobs, pædagogiske jobs, rengøringsjobs mv. MEN – gør det, at jeg på denne måde – on and off – har arbejdet med (strik)design det legalt, at jeg kalder migselv for strikdesigner ? I og med, at tiderne har ændret sig, og at min uddannelse og uddannelsesinstitution, ikke længere findes, så kender omverdenen heller ikke længere til min uddannelse, og når jeg præsenterer mig som håndarbejdslærer, tror folk jeg er uddannet folkeskolelærer – og når jeg præsenterer mig som tekstilformgiver, tror folk at jeg er “skrædder-et-eller-andet-agtigt”… Summa summarum, fandt jeg for lang tid siden ud af, at hvis jeg bruger titlen strikdesigner, som jo alt andet lige betegner det jeg længe, i større eller mindre omfang, har beskæftiget mig med – så “passer jeg ind i boksen” i en moderne tid, hvor håndarbejde, håndværk og formgivning som sagt, har fået en klang af kreativitet og noget alternativt – på den nedladende måde… I min verden, er jeg dog stadig BÅDE lærer OG tekstilformgiver, og ikke “rigtig” designer, men når verdenen ændres, og når begreber og betegnelser får moderniseret indhold og form, må jeg og mine fagfæller måske også ændre opfattelse af vores fag, vores kunnen og vores titler? Derfor kunne et afsluttende spørgsmål under dette tema passende være: Skal vi, i en moderniseret verden, bruge titler ordret efter ordlyden på vores eksamensbevis, eller efter vores aktuelle fag- og arbejdsområde?

Italesættelse af “håndens arbejde” Indledningsvist brugte jeg begrebet håndens arbejde som en betegnelse for de tekstile håndværksfag Astrid Skibsted har beskæftiget -og beskæftiger sig med. Det er helt bevidst og ganske velovervejet, at jeg bruger denne betegnelse – dette begreb, som ikke er et jeg har opfundet til lejligheden, men som dog stadig er forholdsvis ukendt. Min pointe er, at skal vi italesætte både håndværk og håndarbejde (som i min optik er to sider af samme sag, men lad nu det ligge :-)) på en ny og mere positiv måde – og altså prøve at ændre på vores kreative fags mere eller mindre blakkede ry og omdømme, så må der nok – blandt andet – nye begreber og termer til. Hvis flere og flere ikke arbejder med håndværk eller håndarbejde i dagligdagen – professionelt eller på hobbyplan – og hvis flere og flere uddannelser rykker sig væk fra “håndens arbejde” og den kreative (design)proces, så er det ihvertfald en overvejelse værd, om det er en udvikling vi vælger bevidst og velovervejet, eller om vi “bare flyder med strømmen”… Igen, hvis jeg må tillade mig at være lidt påstålig, så har moderniseringsprocessens anvendelse af begrebet design jo ikke hjulpet de kreative håndværksmæssige uddannelser og -fag synderligt, og derfor prøver jeg altså i en god mening, at bruge håndens arbejde som fællesbetegnelse og nyt begreb for de kreative (håndværks)fag og uddannelser. Måske er det naivt af mig at tro, at dette bud på en ny-italesættelse kan rykke noget i positiv retning, men om ikke andet, så er det i det mindste et forsøg 🙂

I flere af de kommende blogindlæg fortsætter jeg mit fokus på det at arbejde kreativt, set fra forskellige vinkler og perspektiver – nogle med udgangspunkt i den tekstile designproces – andre med afsæt i fagområder udenom- eller længere væk fra de tekstile fag.

På glædeligt genhør – og kommentér MEGET gerne på indlægget!

Marianne Porsborg v/Doggerland Design

Blog-interview: Tekstildesigner Astrid Skibsted

Astrid Skibsted – Tekstildesigner med eget værksted (“Tekstil Design Studio”) i Aarhus, er valgt som Doggerland Designs første gæst på bloggen, fordi jeg personligt er fascineret af Astrids på én gang moderne og traditionelle tekstile udtryk, i kombination med hendes glade, sikre og modige farvevalg, i inspirerende væve- og broderi arbejder.

Astrid er også valgt som bloggens første gæst, fordi jeg synes det er spændende, at gå i dialog med andre om et fælles udgangspunkt, hvor vi “udfordrer” hinanden med forskellige indgangsvinkler, erfaringer, meninger og mål.

Astrid bor i Langenæs i Århus, med sin dansk/islandske familie, som består af kæresten Jón og parrets to små børn. På Astrids egen hjemmeside (link nederst på siden) kan du læse mere om Astrids tidligere og nuværende tekstile projekter, udstillinger mv. God læselyst! /Marianne Porsborg

Tekstildesigner Astrid Skibsted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Marianne: Fortæl lidt om dit arbejde som tekstildesigner – hvilke opgaver beskæftiger du dig med?

Astrid:Helt grundlæggende, er mit hovedfokus farver og væv. Jeg arbejder med at designe væveprøver til interiør og møbler på min digitale dobbyvæv. Design til håndarbejde er kommet til at fylde mere og det er jeg meget glad for. Det giver mening for mig, at lave produkter der ikke bare er ting, men noget der indeholder tid og flid. Der er masser af ro, glæde og begejstring for mig, når jeg arbejder med garn og det vil jeg gerne dele ud af. Jeg laver broderi for Fru Zippe og udvikler strikkeopskrifter i islandsk uld. Derudover har jeg designet en væveramme Square Loom, som er en ramme hvor man kan væve små værker og billeder og hænge dem direkte op på væggen.”

     Farve og vikle prøver af Astrid Skibsted           Astrid Skibsted broderi hos Fru Zippe

 

Marianne: Hvor finder du inspiration i dit arbejde som tekstildesigner – og hvad, eller hvem, inspirerer dig lige nu?

Astrid: Jeg har nogle inspirationskilder som jeg bliver ved med at vende tilbage til, og det er alle sammen seje og farverige kvinder. Der er f.eks Lovisa Matthiasdóttir som er en, islandsk modernistisk malerinde med et heftigt, feminint og farverigt udtryk. Hun maler islandske heste, får og landskaber, og fantastiske og sære opstillinger af mad. Hendes farvekombinationer er skæve og skønne, og jeg fornemmer en virkelig sej kvinde bag hendes billeder.

Jeg bliver i øvrigt også inspireret af kvinder som Camilla Plum, Sonia Rykiel, Sonia Delaunay, Anni Albers og Hella Jongerius – men det som inspirerer mig lige nu er, at vævning har fået en renæssance. På Pinterest og Instagram der det fyldt med folk der væver, og det gør mig så glad.”

 Trøje designet af Astrid Skibsted i islandsk uld      Væves tørklæde af Tekstildesigner Astrid Skibsted

 

Marianne: Hvad værdsætter du mest ved dit fag – og hvad gør dig til en god tekstildesigner?

Astrid: Det må være det, at jeg er vildt begejstret for mit fag, og at jeg er god til at videreformidle den begejstring. I designprocessen er det en stor fordel for mig, at jeg kan noget med mine hænder. Ideudviklingen bliver meget mere interessant og nytænkende, når jeg arbejder med udgangspunkt i håndværk og håndarbejde. Jeg har en fin fornemmelse for den måde farver opfører sig på i tekstile materialer, og jeg kan bruge mange farver sammen uden at larme.”

Vævet tørklæde af Astrid Skibsted hos Doggerland Design     Væve uld Astrid Skibsted hos Doggerland Design

 

Marianne: Nu du arbejder med vævning som dit hovedfokus, hvad er så dit yndlingsmateriale?

Astrid: ”Mit yndlingsmateriale er ubetinget uld. Jeg er vild med den kradsende, sprøde islandske uld og alle de skønne indfarvninger de laver af den.”

 

Marianne: Nævn et tekstilt projekt, eller et designobjekt, som du er særligt glad for?

Astrid:Jeg er meget glad for min Square Loom, som er en kvadratisk “væv-selv” væveramme. Den er er et produkt, som udover at være en fysisk ting, også indeholder: Tid, tekstil skaberkraft, nærvær og inspiration. Vævning er på mange måder et kompliceret håndværk, men her har jeg gjort det nemt, og har givet det en stram form hvor man kan eksperimentere frit med garn og farve.”

Astrid Skibsted square loom hos Doggerland Design     Astrid Skibsted hos Doggerland Design square loom

Marianne: Tak for interviewet, Astrid. Det var rigtig spændende at få et indblik i dit arbejde som tekstildesigner – og meget interessant, at høre om dine bevidste tanker om hvordan du inddrager din erfaringer med ”håndens arbejde” – håndværk og håndarbejde – i dit udviklings- og designarbejde. Håndens arbejde – er iøvrigt et emne, som jeg vil søge at sætte mere fokus på her på bloggen. Så jeg håber du vil “følge med” og eventuelt vende tilbage med nye input og indspark 🙂

***

Kære læser,

Jeg håber du synes, at det var spændende at få et lille kig ind i Astrids tekstile verden!? Skriv endelig en kommentar eller et spørgsmål – til Astrid eller undertegnede – her på bloggen!

Det vil, med andre ord, være dejligt, hvis Doggerland Designs gæste-bloggere og blog-interviews kan være med til, at vi sammen kan skabe en ny debat, eller en grobund for nye tanker i travle hverdage, og måske på denne måde inspirere til nye veje, nye projekter… Jo flere som “byder ind” med personlige historier, personlige meninger og refleksioner, om håndværk, håndarbejde og andre emner omkring “håndens arbejde” – her på bloggen og andre steder, desto bedre!

Du kan iøvrigt læse og se meget mere til Astrid Skibsteds arbejder og projekter – på hendes egen hjemmeside: www.astridskibsted.dk

Glade hilsner

Marianne Porsborg v/Garn webshoppen Doggerland Design

 

Fotos er venligst udlånt af Astrid Skibsted.

Nyhed på bloggen – og udsalg i shoppen…

Kære alle, SÅ – er sommer udsalget godt igang i garn webshoppen:

* Spar op til 50% på udvalgte strikke og hækle garner…

* Få op til 70% rabat på sy, strikke og hækle tilbehør – og

* Få 15% rabat på alt det andet i shoppen!

Under udsalget – som varer hele juli 2015 – kan den almindelige leveringstid på 1-2 (hver)dage måske godt blive lidt længere:-) Udsalget gælder udvalgte varer, som opdateres og fornyes løbende – og de store sommer-rabatter (mere end 15% rabat) gælder kun lagerførte varer og ikke på vare i eventuel restordre.

slide_1

OG – så til en NYHED her på bloggen, som jeg har glædet mig rigtig meget til at kunne præsentere: Fra imorgen, og fremover ca. 1 gang om måneden, får jeg besøg af en gæsteskribent – eller udgiver et interview med en spændende person – her på bloggen!

Tanken med at lade andre “komme til orde” her på bloggen er, at jeg på denne måde kan præsentere Jer for andre, spændende fagpersoner – for andre, interessante hjørner af den tekstile verden – udfordre vores håndarbejdsfag med input fra folk fra andre brancher – opfordre til debat om emner relateret til vores fælles interesser o.s.v. …o.s.v…

Den første “gæsteblogger” bliver tekstildesigneren Astrid Skibsted… Glæd dig!

Glade hilsner

Marianne Porsborg v/Doggerland Design