Når hænderne er “skruet rigtigt på”…

Forleden sagde min mor noget i retning af: Du har jo altid kunnet få alting til at gro, Marianne. Det var sødt sagt af hende, men jeg ved ikke om det er helt rigtigt. Og dog, jeg har nok altid haft “grønne fingre” – nyder  at gå i haven, elsker at se nye planter spire frem, går på jagt i skov og krat efter spiselige planter, lader “ukrudtet” i havens bede stå længere end andre måske gør – for tænk nu hvis… der lige gemmer sig noget spændende imellem ukrudtet, som ikke skal luges væk…

Sådan gik det også sidste år, hvor denne lille Valnødde-baby pludselig dukkede op imellem kruspersille, Kinesisk purløg, solsikker og Marokkansk mynte, fordi jeg, som altid, havde været lidt “langsom” med at få luget. Vinteren forinden havde vi måttet lade parcellens meget store, og måske mere end 40 år gamle, Valnøddetræ fælde. Det var en sorgens dag, men vi havde fået monteret solceller på husets tag, og den store Valnøddekrone kastede alt for lange skygger på taget (og dermed også på solcellerne). Så der var ingen vej uden om, træet måtte væk… Til gengæld har vi nu en aflægger, som jeg vil passe og pleje, så vores gamle 70’er hus igen, om mange år, kan prale af, at være et hus med et Valnøddetræ i haven. Se hvor fin den er, 9 måneder gammel og lige ved at springe ud 🙂

Valnodden

 For at vende tilbage til det der med at have “grønne fingre”, så har jeg gået og tænkt, at alle dem jeg kender privat, der som jeg, elsker- og bruger meget tid på havearbejde – OGSÅ – er gode til et håndværk eller- håndarbejde. Måske har det noget at gøre med generne eller, at “Krage søger mage” – men pudsigt er det, at vi er mange som BÅDE har hænderne skruet ordentligt på til tømmer- og træarbejde, billedmageri, vævning, strikning, hækling, syning o.s.v. – OG – samtidig har “grønne fingre” og elsker at bruge tid i haven.

Måske er jeg bare en “skidtsamler” – når jeg sådan går og gemmer og venter på, at små ukrudtslignende spirer, skal forvandle sig til skønne og u-undværlige haveplanter. MEN – jeg nyder bare, at få en masse forærende på denne måde, ved at væbne mig med tålmod og lade tingene stå, til jeg ved om- og hvad de kan blive og bruges til. Derfor har jeg forglem-mig-ej, purløg, persille, akelejer, solsikker, stokroser, valmuer, træspinat… og nu også: et valnøddetræ, de mærkeligste steder i haven. Jeg elsker det, for det betyder, at mine rosenbede og andre “almindelige” bede, ikke bare rummer roser og traditionelle stauder, men også alverdens frie, selvsåede planter, som jeg kan nyde. Når jeg fra tid til anden får for mange af disse selvstyrende planter, så forærer jeg dem bare væk 🙂

Skidtsamler i haven – således også når det kommer til stof og garn i husets gemmer… For jeg har stakkevis af lækre stykker stof, store som små – og kassevis af gode gamle garnrester – som jeg ved, at jeg liiige pludselig kan få brug for, senere – til et eller andet projekt, til en design-idé jeg ikke har fået endnu o.s.v. Og som med stauder og andre planter jeg fra tid til anden får for mange af, så forærer jeg også stof og garnrester væk, til familie, venner eller Røde Kors’ fantastiske strikke-damer.

…Måske når min Valnødde-baby at blive så stor, at jeg – når jeg engang går på pension – kan nyde min tredje ungdom, med at sidde og strikke eller hækle i skyggen af et nyt, men måske kun halvstort valnøddetræ – og den drøm ville jeg ikke kunne drømme, hvis jeg havde været for ivrig med lugejernet sidste sommer 🙂

Marianne Porsborg

strik-terrasse-rosentroje

…Om hvorfor en garn webshop kom til at hedde Doggerland Design…

Som nævnt i tidligere blogindlæg, fik jeg idéen til min nuværende strikdesign- og iværksættervirksomhed, under en miniferie til Dublin i Irland. På denne mini-ferie rejste min mand og jeg ikke blot tværs over Nordsøen, i fly fra Danmark til Irland – over Sverige og Norge… vi rejste også i tiden, ved besøg på Dublins vikinge musseer, gåture langs floden Liffey igennem den gamle vikingeby Dublin, og på en guidet bustur til den irske jernalders Hill of Tara -og den 5000 år gamle stenalder gravhøj Newgrange nord for Dublin. Doggerland, som forhistorisk landområde, læste jeg i første omgang om, ved en tilfældighed i en lille avisartikel, i Dublins lufthavn…

Denne miniferie, blev altså til en rejse i både tid og sted, langt væk fra dagligdagens trummerum – hvor timerne og dagene var vore egne og hvor fantasien, og drømmene, fik frit løb… og hvor, måske ikke mindst: Doggerland, stenalderen og fortidens mønstre, i bogstaveligste forstand slå gnister i mit strikke- og garn glade hoved.

Stenalder mønster på sten ved Newgrange, Irland. Foto: Marianne Porsborg 2012
Stenalder mønster på sten ved Newgrange, Irland. Foto: Marianne Porsborg 2012

Opdagelsen af det forhistoriske “land” Doggerland, blev både bindeledet mellem min egen fortid og nutid og inspirationen til, at kombinere fortidens enkle mønsterverden med nutidens strikdesign, og det kræver måske en fortælling om selve Doggerland…

For det første skal det nævnes at jeg aldrig havde hørt om Doggerland som gammelt landområde, før denne tur til Irland. Som barn, i 1970’erne, blev jeg fra tid til anden passet af min farmor og farfar, og hos dem hørte jeg ordet “Dogger banke” (og Brune banke, Viking banke, Fiske banke…) nævnt i radioens Farvandsudsigt – om morgenen, når min farfar lavede gymnastik og min farmor lavede morgenmad til os… men selve Doggerland, hørte jeg altså først om, som voksen… (og hvad lavede jeg imens Farvandsudsigten rungede i mine bedsteforældres hus? Jeg lå sikkert på entrégulvet og tegnede, imens jeg beundrede min stærke farfar og hans morgengymnastik – eller også, sad jeg måske på badeværelset imens han lavede gymnastikøvelserne, og pludrede og pludrede… så han nok måtte skrue op for radioen, for at høre farvandsudsigten færdig 🙂).

For det andet købte og læste jeg bogen Europe’s lost World – The rediscovery of Doggerland (se note 1), under den spæde virksomhedsopstart. Denne bog, en arkæologisk forskningsrapport om Doggerland, oplyser ikke blot om nyeste viden om Doggerland som tidlig stenalder landområde mellem Storbritannien og kontinentet (nu: Nordsøens havbund), men også om det første (for ca. 100 år siden) arkæologisk arbejde med søgning efter beviser for Doggerlands “eksistens”, og endelig fortæller bogen også illustrativt om nutidens studier af landområdet, ved et utraditionelt samarbejde mellem arkæologer og oliebranchens ingeniører m.fl. En meget spændende bog på engelsk, som jeg varmt kan anbefale.

Doggerland, fra før den sidste istid, forbandt Irland og Storbritannien med Nederlandene, Tyskland, Danmark og Sverige – og det, at en stor del af dette kæmpe landområde nu er dækket af havet, af Nordsøen og den engelske kanal – gør unægteligt Doggerland til et “Nordens Atlantis” – mystisk, fordi det ikke længere findes som landområde, og fordi det er så svært at studere arkæologisk. Fascinerende er det også at tænke på, at megen strik og mange strikkemønstre, ligner hinanden, fra Irland og Storbritannien til Danmark og det øvrige Norden (jeg kunne derfor fristes til at kalde denne mønsterverden for: Doggerland mønstrene :-)).

Med til historien hører iøvrigt også, at jeg altid har været interesseret i historie, både som fag (på hobbyplan) – og ved studier af primitive, etniske, oprindelige (kært barn har mange navne) -motiver og mønstre (både de organiske og de geometriske). Kort fortalt, synes jeg det er dybt fascinerende at tænke på, at verdenen over, igennem alle tider, har mennesket omgivet sig med kunst, motiver og mønstre som på mange måder er ens, eller ihvertfald har samme udgangspunkt i en slags “fortidens grundmønstre”, næsten uanset hvor i verden mennesket var – eller er.

Min fascination af Doggerland, i kombination med min glæde ved fortidens mønsterverden, er derfor inspirationen og grundstenen i virksomheden Doggerland Design. I første omgang fortsætter jeg med at designe som jeg længe har gjort, med enkelthed og det rustikke bygget ind i moderne strikmodeller. Senere, efter lidt mere “forskning” og arbejde, er det også planen, at jeg vil lancere garnkit kollektioner som bærer mere synlige præg af fortidens mønstre… Mere herom, når jeg kommer så langt 🙂

Marianne Porsborg v/Garn webshoppen Doggerland Design

slide_1

Note 1: Europe’s lost World – The rediscovery of Doggerland, Published 2009 (2013), CBA Reseach Report 160 (Counsil for British Archaeology 2009), by V. Gaffney, S. Fitch and D. Smith, ISBN 978 1 902771 77 9.

Doggerland Designs irske forbindelse…

Om at rejse ud og få en god forretningsidé med hjem…

I marts 2012 rejste jeg på en forlænget kæreste-weekend til Dublin med min søde mand John. Det var min første tur til Irland, og jeg havde glædet mig som et lille barn! I mange år havde jeg drømt om at skulle opleve Irland, se landets natur og kultur og det folk som jeg, når det kommer til garn og strik, længe havde følt mig beslægtet med, på en eller anden måske lidt “sær” vis…

Rejsen derover startede kaotisk, med strejke blandt lufthavnens sikkerhedspersonale, et fly som drog afsted med vores bagage og uden os, en ekstraordinær overnatning på hotel i København og endelig – afsted til Dublin med en dags forsinkelse. Selvom strejken og forsinkelsen naturligvis var oplevelser vi kunne have været foruden, på denne første mini-ferie i 14 år, uden børn – så er det jo den slags der kan ske i en moderne verden! Og det sjove er, at disse “bump” på vejen til Dublin gav en masse tanker, snakke og oplevelser, som vi naturligvis ikke havde fået, hvis det hele bare havde kørt som smurt i olie.

Ankommet til Dublin, og fint installeret på hotel i udkanten af byen, tog vi ind til midtbyen og syntes i første omgang, at vi skulle opleve det hele på den halve tid, nu vores miniferie jo var blevet ufrivilligt forkortet med en dag… Men, hold da op, hvor var vi bare trætte. Så vi satte tempoet ned, og dryssede i stedet stille og roligt rundt i midtbyens hyggelige gader og stræder, og op og ned langs floden Liffey med de mange broer. De næste dage var energien meget bedre – og vi drog blandt andet afsted på en guidet bustur nord for Dublin, med destination: Newgrange – eller Brú na Bóinne, som det hedder på gælisk. Helt fantastisk tur igennem små irske landsbyer og store landskaber: underholdt af guidens komprimerede fortælling om Irlands historie, fortalt på en god time, med et par pit-stop ved andre historiske steder og så endelig, var vi der: Newgrange – den største af 3 enestående, stenaldergravhøje, bygget før pyramiderne i Egypten og Stonehenge i England!

Newgrange (og de to mindre gravhøje et stykke derfra) er i en klasse for sig. Et stort, 5000 år gammelt kompleks, bygget som en cirkelgrav af 97 store kampesten og med et “vindue” ind til det inderste gravkammer, konstrueret så solens første lysstråler ved vinter-solhverv, når helt ind i konge-gravkammeret,som ligger 19 meter inde i Newgrange… Stor oplevelse – der også bød på smukke, organiske mønstre hugget ind i stenene, mønstre jeg sent vil glemme. Og det var her, på en frisk men overskyet forårsdag ved Newgrange, at jeg fik de første idéer til en forretningsplan, og hvor jeg genvandt lysten til at arbejde med strikdesign…

Efter 4 skønne dage i Dublin og omegn, skulle vi så hjem igen – og tilfældigt sad jeg i Dublins lufthavn og læste en lille artikel i en reklameavis eller lignende, om en engelsk arkæolog der havde været med til at undersøge og kortlægge det forhistoriske landområde mellem Europa og England: Doggerland. Nok en gang var jeg tændt – nok en gang fik jeg lidt at tænke over og pludselig gav det hele mening. Brikkerne faldt på plads, i flyet fra Dublin til København – og min forretningsidé tog sin endelige form. Tak til tilfældigheder og uforudsete hændelser som gjorde, at jeg for en stund blev mere opmærksom på det store i de små ting.

Så efter en, trods omstændighederne, skøn miniferie i Irland, kom jeg altså hjem med langt mere end jeg rejste ud med – for nu havde jeg en plan! Jeg måtte “straks” hjem og starte en moderne garn webshop, med gode uldgarner, egne designs og strikkeopskrifter inspireret af stenaldermotiver og de klassiske irske, engelske, danske og svenske strikkemønstre, og med en tilhørende blog, hvor jeg kunne kombinere de ting jeg holder mest af at arbejde med: garn, salg, design, debat og fortællinger!

Doggerland Design fik sin begyndende form og indhold, til vands, til lands og i luften – på min rejse fra Danmark til Irland – både fysisk og mentalt, tværs over det forsvundne, forhistoriske landområde Doggerland. MEN – ligesom vores tur til Dublin ikke lige gik som planlagt, så gik tiden efter hjemkomsten fra Dublin-ferien, heller ikke lige som planlagt… En masse skete i familien, og sådan er livet jo, fuld af bump på vejen, med uforudsete korsveje og omveje – og sådan gik det altså til, at jeg på en kort rejse fik et hav af gode idéer, som så bare var 2½ år om at blive realiseret 🙂

Og Irland… bliver jeg vist ikke færdig med foreløbigt, og mon ikke 2015 skulle byde på en lille studietur derover… 🙂

Marianne Damgaard Porsborg v/www.doggerlanddesign.dk

Tanker om at være kreativ, og at skulle vælge uddannelse, før og nu…

Lige nu, marts 2015, er det 20 år siden, at jeg fik mit første møde med den danske Folkehøjskole. Et møde, som skulle ændre mit liv. Året forinden havde jeg mødt John, som jeg nu har været gift med i snart 16 år. John læste til Eksport-ingeniør, en forholdsvis ny 5-årig Teknikumuddannelse dengang. Og John havde besluttet, før han mødte mig, at når han var færdiguddannet på Teknikum, ville han “hive stikket ud” ved at tage på et højskole ophold. Det at tage på højskole, lå langt fra hvor jeg var i mit liv på det tidspunkt, som nyuddannet All-round Kontorassistent, med en matematisk-samfundsfaglige studentereksamen, HH-eksamen, Merkonom og andre erhvervsrelevante aftenskole-enkeltfag i bagagen, samt med et job som Logistikassistent i en af landets store og ældste industrivirksomheder. Min plan var på det tidspunkt, at læse HD i Logistik, stige i graderne til Logistikkoordinator, og så ellers, tage det hele derfra.

Oprindeligt, var det egentlig ikke min plan, at mit liv skulle være fuld af salg & marketing, logistik, lagerstyring, transport og jura… Men det var fagområder som kontorassistent-uddannelsen og mit første “rigtige” job førte mig ind til, og som jeg hurtigt lærte at holde af og blive god til, selvom jeg måske ikke havde hele mit hjerte med i den karriereplan…

Vinteren 1995, begyndte mit job som logistikassistent dog langsomt at ændre sig. De egentlige logistikopgaver tyndede ud, og flere og flere sekretæropgaver fyldte min hverdag istedet. Jeg var ung – stadig nyforelsket – og job og fremtidsmuligheder kunne passe sig selv, så jeg tog 4 måneders orlov og drog med John på Folkehøjskole: Brandbjerg Højskole ved Jelling. Og hvilket højskoleophold! Nye verdener åbnede sig for mig, nye sider af mig selv blev afprøvet, nye venskaber blev skabt og nyt mod til at stå fast – blev langsomt men sikkert grundlagt. John og jeg havde kun et fag på højskolen sammen, og det var det afsluttende valgfag: Friluftsliv og vandretur i de Norditalienske bjerge. John havde film og musik som sine største fag – jeg havde tekstilkunst og drama/teater som mine. Egentlig, er det ikke helt rigtigt, for tekstilkunst var skemamæssigt et af mine mindre fag, men det kom til at betyde så meget for mig, at jeg betragtede det som det største fag.

Med hensyn til tekstilkunst, håndarbejde, husflid, havearbejde og andre gør-det-selv-arbejder – er jeg skåret af samme læst, som næsten alle andre i min familie… Jeg lærte de mest grundlæggende strikke- og hækleteknikker at kende, inden jeg startede i folkeskolen. Jeg fik min første (håndførte) symaskine som 7-8 årig, skræddersyede mit konfirmationstøj (næsten) helt selv o.s.v. Så allerede som barn lærte jeg altså, langsomt men sikkert, at fordybe mig i den forførende design- og arbejdsproces, der ligger i Håndens arbejde. En kreativ fordybelsesproces, som i min barndom blev udviklet og styrket gennem samvær med mine forældre og bedsteforældre, og ved utallige fritidskurser for børn, på den lokale Husflidsskole.

Desuden er det ikke kun håndarbejde jeg er god til. Jeg kan også tegne og male, og især kul- og blyantstegning, var i mange år een af mine store lidenskaber. Derfor drømte jeg da også som barn om at blive billedkunstner…. eller forfatter: for det skrevne ord, fantasier, drømme, drama og ikke mindst historier om andre menneskers liv og mening, var også så fascinerende… eller kok: for hold da op, hvor var det også skønt at lave mad der ikke bare mættede, men også vakte glæde og stort behag hos venner og familie…

Folkeskolens 9. klasses eksamen blev overstået i 1985 og jeg skulle, i princippet til at klare mig selv: ved at få mig en uddannelse og et rigtigt job (jeg havde ellers masser af fritidsjobs som ung: rengøring, butiks- og babysitter jobs). Som 16 årig stod jeg så der, med alle mine drømme om at blive kok, forfatter eller billedkunstner – og følte mig lidt belastet af at have pæren i orden, fordi hverken mine forældre eller skolen syntes om, at jeg ville “spilde mit talent” på fag og uddannelse som højst sandsynligt “ikke ville give smør på brødet” – og ihvertfald ikke var særlig stor prestige i. Ergo: en sikker fremtid lå i samtidens øjne, i en eller anden form for merkantil uddannelse. Resultat: lange, lange diskussioner og skænderier om hvad jeg skulle med mit liv – og kompromiset blev, at jeg tog et år “i huset”, som tænkepause…

Det var et godt år i huset, hos en kærlig, moderne familie – som naturligvis, hjalp til med at få mig på rette tanker, så jeg i sommeren 1986 startede på Frederikssund Gymnasiums Matematisk-Samfundsfaglige linje. Jeg klarede da også gymnasieårene tilfredsstillende, og fik fine karakterer i næsten alle gymnasiefag. Jeg var bare ikke rigtig glad, da jeg stod der i 1989 med mit eksamensbevis i hånden. For hvad så? Nu lå det at blive kok, forfatter eller billedkunstner jo endnu længere væk – med en studentereksamen i bagagen og en samtid der havde “modernisering, globalisering og vækst” som mantra og omdrejningspunkt.

Endnu et sabbatår blev det til efter gymnasiet, med et års arbejde på 5-holdsskift på en af de store, lokale fabrikker. Mange tanker blev tænkt, mange bede i haven blev vendt og håndluget, mange striktrøjer og andet håndværk blev til i fritiden – og måske var det bare sådan det skulle være at blive voksen: at få sig en uddannelse og/eller et job, og så bare have de kreative fag som hobby? Eller, måske skulle jeg læse til maskiningeniør? Som barnebarn af en kunstnerisk begavet maskiningeniør, som mekaniker-datter med “hænderne skruet rigtigt på” og med en matematisk studentereksamen i lommen, var det måske bare det jeg skulle? På den anden side, nej. Så jeg tog en beslutning, eller rettere: overgav mig – og tænkte, at skulle det være en merkantil uddannelse, så skulle jeg selv vælge hvilken. Jeg arbejdede et lille års tid videre på fabrik, denne gang som (uuddannet) laborantvikar. Læste samtidig HH og Merkonom på aftenskole i Hillerød, flyttede så til København, kom i lære som kontorelev, studerede videre i fritiden, gik en masse i byen, festede og prøvede i det hele taget, at gøre det bare lidt som alle andre…

Men, det holder jo ikke, altid at ville gøre som alle andre. Og blot fordi man kan, er det jo ikke ensbetydende med, at man nødvendigvis skal… Sagt med andre ord, blot fordi jeg var god til tal og matematik, god til at sælge, god til at læse og forstå jura, god til at simplificere og forenkle, god til at forbedre og nytænke o.s.v… betød det vel ikke, at jeg skulle gøre det til min levevej, til min profession, når nu mit hjerte var fuld af så meget andet, eller? Og, på den anden side, blot fordi man (også) kan en masse kreativt, er det jo heller ikke ensbetydende med, at det er dét man skal…?

Det var de tanker der stadig nagede og som fik ny næring, da jeg kom til Brandbjerg Højskole i 1995. Tvivlen og tankerne fyldte meget mere end jeg nok ville erkende, og mødet med højskolens intensitet, mundtlighed, debat, kreativitet og filosofiske tilgang til livet – udfordrede mig på det kraftigste, og blev altså den største øjenåbner i mit unge liv. Men, det voldte også temmelig meget rabalder. For hvad nu hvis, højskolelivets skønne tanker og de kreative fag blot var en drømmeverden uden perspektiv? Hvad nu hvis, samtidens krav og forventninger om Just-in-Time, kvalitetsstyring og modernisering af alt og alting – var den uundgåelige, virkelige virkelighed, som jeg burde acceptere og følge? Hvad nu hvis, hele den voksne verden havde ret, at det at blive kok, forfatter eller billedkunstner, ikke ville blive et værdigt og udbytterigt liv for mig?

Idag, 20-30 år og mange jobs og erfaringer senere, tænker jeg mest af alt over: hvem det egentlig er, der skal have definitionsretten over, hvad der er et værdigt og godt arbejdsliv for den enkelte? Min søn er snart 17 år, og jeg ved med sikkerhed, at han går og grubler over mange af de samme ting som jeg gjorde, da jeg var ung. For ham er der blot endnu skrappere samfundsmæssige krav og forventninger om, at han retter ind og følger tidens trend med “uddannelse for livet” – og helst en akademisk “science” uddannelse, uden slingerkurs, sabbatår og alle de andre tænkepauser jeg og mange andre tidligere kunne tillade os at tage. Hans liv har til dato været styret af elevplaner og nu af uddannelsesplaner, som – oh skræk, oh ve – han ikke skal afvige fra, eller fortryde, uden på eller anden måde at føle sig forpligtiget til, at skulle stå til ansvar overfor ikke bare sig selv, men… samfundet.

Min søn har iøvrigt også både en skarp matematisk hjerne og gode kreative evner (han tegner som en drøm) – og det frustrerer mig en smule, at jeg ikke bare, uden skrupler om alle konsekvenserne, kan opfordre ham til at sige rend-mig-i-traditionerne til tidens styrende, samfundsmæssige uddannelseskrav.

Med andre ord, jeg står altså lige nu i samme, eller næsten samme, situation som mine forældre gjorde for ca. 30 år siden. Min søns verden er blot endnu mere kompleks og langt sværere at navigere i på egen frie hånd, end da jeg var på hans alder. Men – i erkendelse af, at det er hans liv og at intet er givet på forhånd, vælger jeg at opfordre ham til at gøre både og. Til BÅDE at tage en studentereksamen OG holde fast i, nyde og forbedre sine kreative evner, og frem for alt: ikke at være flov over, at være et kreativt menneske! For når alt kommer til alt, så er livet kort og vi skal alle få det bedste ud af livet, og gøre det godt, alene eller sammen med dem vi holder af.

Efter højskoleopholdet i 1995, sagde jeg året efter mit Københavnske logistikjob op, og startede som studerende på Seminariet for Formgivning i Nykøbing Falster, imens John knoklede i sine første ingeniørjobs, først i Nakskov og senere i Århus. Jeg blev Håndarbejdslærer & Tekstilformgiver med flidspræmie, skyhøje karakterer og med min 1 årige søn på armen i 1999 – stadig, med stor lyst til på sigt, at blive højskolelærer eller daghøjskolelærer… Men, moderniseringen af den offentlige sektor og især, den såkaldte modernisering af hele det folkeoplysende område, underhalede hurtigt mine planer indenom. Så med 2½ uddannelse i bagagen, måtte jeg finde på noget andet end at blive lærer i de kreative fag, som jeg ellers drømte om at skulle undervise i.

Nu, mange år og mange forskellige, men på hver sin måde spændende jobs og udfordringer senere, er jeg BÅDE selvstændig, kreativ OG studerende. Jeg læser igen videre, nu en kandidat i pædagogik, som overbygning til min gamle håndarbejdslæreruddannelse – og jeg elsker det! Tænker tit, hvor fantastisk det er, både at kunne arbejde selvstændigt og kreativt med min lille garn webshop og blog – og samtidig studere uddannelse og pædagogik på universitetet, som 45 årig. Højskoleopholdets drømme gik altså i opfyldelse, godt nok noget anderledes og senere end jeg først havde drømt om, men essensen – kernen: nemlig kombinationen af kreativitet/håndværk og undervisning/pædagogik, den er der igen, på bedste vis – for mig.

Så mit råd til min søn må helt sikkert lyde: Gør både og. Følg strømmen og følg dit hjerte, i en balance der giver mening for dig. Vælg rigtig og vælg forkert. Forsøg dig frem og anerkend, at intet er givet på forhånd. Gør dig umage og lav fejl. Knokl løs og hold pauser. Lær af andre og af dine egne fejl. Lyt – og luk ørerne for nogle af de mange råd der vælter ind over dig (inklusiv mine). Læs – og tænk dine egne tanker, om al den viden verdenen og livet kan byde på. Lær – langsomt men sikkert, at stå fast, på egne ben, og gå så dine egne vegne. Det har ihvertfald, på trods af bump på vejen, virket fint for mig 🙂

Marianne Porsborg, v/Doggerland Design