Godt Nytår! Med info om UDSALG og mere åbent i Garnhytten Jægerspris!

Garnudsalg – online i shoppen og i Garnhytten Jægerspris

Kære ven af Doggerland Design og Garnhytten Jægerspris, For mit vedkommende, blev 2017 på mange måder et prøvelsens år. Nogle af prøvelserne var mine egne selvvalgte udfordringer – som fx at drive webshop, lille garnbutik og et fuldtidsstudie på een gang, andre var den slags prøvelser, som vi alle møder på vores vej: sygdom og død i familien.

Livet handler jo om i bund og grund, dels om de valg og fravalg vi løbende selv træffer, dels om hvordan vi navigerer igennem de udfordringer og prøvelser livet og omverdenen møder os med. Og sådan skal det vel også være. Så længe vi er bevidste om vores valg og fravalg – og ikke lader os overrumble af hverdagens høje aktivitetsniveau, mediernes hæsblæsende tempo på nyheder og gamle nyheder og af omverdenens forventninger og krav.

Tid til eftertanke…

I december måtte jeg selv melde pas og have et par uger for mig selv – uden arbejde og butik. Det var ikke stress, men slet og ret: sorg. Set i bagspejlet, har jeg haft så højt et aktivitetsniveau i 2017, at jeg ikke havde givet plads til sorgen over at miste to af mine kære familiemedlemmer i årets løb. Jeg er på plads og ovenpå igen, og har fået ros for at “hive stikket ud” i tide. Men de dage og uger hvor jeg rumsterede rundt med sorgen hængende som en dyne over mig, var også lidt af en øjenåbner, som – kort fortalt, har givet mig fornyet og skærpet lyst til at bruge mere tid på det jeg har kært og dem jeg holder af!

Ergo, tager jeg fat på både nye og gamle projekter i 2018, stille og roligt – som det nu bedst kan lade sig gøre, og jeg glæder mig til at fortælle mere om det, når tid er!

I første omgang bruger jeg det meste af min tid på Doggerland Design og garnbutikken Garnhytten, hvor jeg i den nærmeste tid blandt andet vil sætte mere fut under redesign og nydesign af strikke- og hæklekits i egen stil, samt holde mere åbent i Garnhytten Jægerspris.

UDSALG – UDSALG!

Det store vinterudsalg af garn mv. er startet i shoppen – og starter i Garnhytten Jægerspris lørdag den 6. januar kl 10-13 – VELKOMMEN!

NU MERE ÅBENT I GARNHYTTEN *

Onsdage kl. 10-17, Torsdage kl. 10-17, Fredage kl. 10-15 og lørdage kl. 10-13

* De nye åbningstider gælder fra og med lørdag den 6/1-18.

På glædeligt genhør og rigtig godt Nytår til alle!

Marianne Damgaard Porsborg v/Doggerland Design

Strikdesign og opskrifter fra Doggerland Design

Indehaver af firmaet Doggerland Design og webshop i samme navn. Marianne er uddannet Cand.pæd. i Generel Pædagogik (Master of Arts /Education), Tekstilformgiver, håndarbejdslærer og All-round kontorassistent (logistik).