Sådan laver du et nemt, retstrikket sjal i blød alpaka

Retstrikket sjal

For mange år siden strikkede min mor et enkelt, blødt sjal til mig. Så vidt jeg husker, strikkede hun det på en camping-sommerferie med min far. Anyway – så ville hun gerne have et nemt strikke-projekt med på ferie, og jeg havde en rest kidmohair i god kvalitet liggende – så efter ferien, kom hun hjem med dette sjal til mig:

gratis opskrift på nemt retstrikket trekantssjal

Da yndlingssjalet blev spist af møl…

Det brune Kidmohair-sjal har jeg “boet i” hver vinter siden, på skift – med de mange andre uldne sjaler jeg har. Det her, er dog et af mine yndlinge… MEN – for 2 somre siden, fik mit klædeskab besøg af møl. ØV – for de små banditter nåede at spise lidt af yndlingssjalet, inden jeg opdagede det og fik dem bekæmpet. Mølhullet har dog ikke forhindret mig i at bruge sjalet alligevel, men nu trænger det måske, til at blive afløst af et nyt. Se opskrift herunder:

mølhul i strikket sjal. Gratis opskrift på nemt retstrikket trekantssjal

Sjal i blød 100% ren alpaka-garn:

Jeg strikkede afløseren i alpaka fra BC Garn, men anbefaler nu (august 2019) at bruge Alpakagarnet fra Filcolana: Indiecita. Der går 4 nøgler /50g til – 5 hvis du vil have det større.

Sjalsopskrift – retstrikket og trekantet:

Slå 3 masker op (1-2 m hvis det er tykt garn) på en pind som er ½-1 nummer større end garnet normalt strikkes med (så det bliver lidt løst, luftigt og lækkert). Strik ret, første pind uden udtagning, herefter – og på resten af arbejdet: tages 1 maske ud i begyndelsen af hver pind.

Skift til en stor rundpind (80-100 cm) efterhånden som arbejdet skrider frem. Strik til sjalet er stort nok (eller til du ikke har mere garn :-)), hæft ender og værs´god – 1 styk skønt sjal!

Jeg har brugt pind 4½ men du kan også gå ned på 4 mm pind. Sjalet kan iøvrigt også strikkes stribet, og i forskellige/blandede garnkvaliteter (måske har du nogle gode garnrester liggende, som du kan “blande” til sådan et sjal?) – hvis du har lyst til det.

sjal-i-babyalpaca

Efterfølgende har jeg hæklet små fine blomster i restegarn, og har syet dem på sjalet, hist og pist. Få opskrift til de hæklede blomster – her.

God fornøjelse!

Marianne Porsborg v/Doggerland Design

Strikdesign og opskrifter fra Doggerland Design

Indehaver af firmaet Doggerland Design og webshop i samme navn. Marianne er uddannet Cand.pæd. i Generel Pædagogik (Master of Arts /Education), Tekstilformgiver, håndarbejdslærer og All-round kontorassistent (logistik).