Lidt om designprocessen – mest om fag og titler, i en verden under forandring…

Kære læser,

I sidste blogindlæg blev Tekstildesigneren Astrid Skibsted fra Aarhus præsenteret ved et blog-interview, hvor Astrid blandt andet fortalte lidt om sine inspirationskilder til sit designarbejde, og om den faglig styrke der ligger i årelang erfaring med det jeg kalder håndens arbejde.

Idag vil jeg starte på en slags føljeton om “den tekstile designproces”. Men, som med så meget andet, kan man vist aldrig komme i dybden med et felt, eller begreb, som den tekstile designproces – blot ved ét blogindlæg, eller ved én snak. Mere må til, og derfor bliver det altså et emne, som jeg dels selv vil vende tilbage til fra tid til anden, dels lader stadig flere gæsteskribenter komme til orde om, her på bloggen.

Designprocessen og begreberne… Blogindlæggets overskrift kunne i min optik også nemt havde heddet “At være kreativ”, men da begrebet kreativ desværre længe har haft en klang af noget alternativt, på den nedladende måde, vælger jeg at bruge det mere moderne begreb: design… Personligt holder jeg nu både af begrebet kreativ og begrebet alternativ, og har aldrig haft problemer med selv at være begge dele… så måske derfor, står begreberne design og designproces omvendt lidt for “smarte” i mine ører – og sådan er der jo så meget 🙂 Når alt kommer til alt, handler det jo om den tid vi lever i og hvor vi hver især står som mennesker – og måske mest om vores forskellige vaner, vores opvækst og hvilke sociale kontekster vi indgår i…

Når æblet ikke falder langt fra stammen… Som jeg har skrevet om tidligere, er jeg selv rundet af en på mange måder meget kreativ familie, hvor arbejde med et “håndens fag” og med mennesker, har fyldt og stadig fylder. Bare set hen over et par generationer eller tre, tæller min familie håndværkere af forskellig slags, en mejeribestyrer, ingeniører, en bygningskonstruktør, en blomsterdekoratør, pædagoger, lærere o.s.v. Samtidig er, eller var, de fleste af mine familiemedlemmer også rigtig gode til mange former for husflid (nødvendige eller selvvalgte gør-det-selv-projekter), håndarbejde og/eller maleri og tegning. I og med, at jeg – som et rigtigt familiemenneske, også altid har været meget sammen med især min nære familie og mine bedsteforældre, har al denne kreativitet og lyst til at sætte i værk, (måske naturligvis) smittet af på mig… Jo ældre jeg bliver, og jo flere mennesker jeg lærer at kende – desto mere er jeg ihvertfald blevet opmærksom på, hvor meget det at vokse op i en kreativ familie, kan betyde for et menneskes forhold til håndværk og håndarbejde. Naturligvis, er det ikke nødvendigvis en naturlighed, at alle børn som vokser op i en kreativ familie, selv bliver en kreativ voksen…. Men – en påstand må lyde, set ud fra mine egne erfaringer, at voksnes glæde ved og fordybelse i et håndværk, eller et håndarbejdsfag, alt andet lige, vil smitte positivt af på børn.

Når håndværk og håndarbejde ikke er en naturlig del af hverdagen… Når jeg påstår, at glæden ved et håndens arbejde kan smitte af på børn, kommer det også fra en oplevelse af, at mange af mine venner som ikke er kreative – og altså ikke beskæftiger sig med hverken et håndværk, kunst, husflid eller håndarbejde i deres dagligdag, overvejende har forældre som heller ikke bruger tid på et håndens arbejde. Igen, så er det her jo alene en lægmands konstatering på baggrund af personlige oplevelser – og igen igen, er det sagt i erkendelse af, at verden naturligvis ikke er så “firkantet” som jeg skitseret her. MEN – hvis nu mine påstande ikke rammer helt forbi skiven, så bør det måske være et oplæg til en debat om hvor vi samfundsmæssigt er på vej hen, med de kreative, udviklende, designprægede håndværks- og håndarbejdsfag?

Titler – og moderniseringen af den offentlige sektor… Da jeg gik på håndarbejdsseminariet, som håndarbejdslærerstuderende i slutningen af 1990’erne, var der meget snak internt på seminariet om, hvorvidt der skulle skelnes – og i så fald hvordan, mellem titlerne designer og formgiver. Jeg hører til en af de sidste årgange af “rigtige” seminarieuddannede håndarbejdslærere (og tekstilformgivere), hvor den treårige uddannelse stadig var todelt, med 50/50 vægt på de pædagogiske/-undervisningsmæssige fag og de håndværksmæssige fag. Jeg fik således en uddannelse, som både kunne bruges pædagogisk/undervisningsmæssigt og håndværksmæssigt – for mit vedkommende: med fokus på dels pædagogisk forsøgs- og udviklingsarbejde, dels tekstil design og formgivning. Denne treårige kombinationsuddannelse betød dog, at jeg ikke blev uddannet “rigtig” lærer eller “rigtig” tekstil designer – og at jeg, efter endt uddannelse, stod med to enslydende eksamensbeviser for samme uddannelse: et eksamensbevis med titlen Håndarbejdslærer og et med titlen Tekstilformgiver. Imidlertid så jeg og mine medstuderende dengang denne dobbelthed i vores uddannelse som en force, i og med at vi efter endt uddannelse stod fagligt stærkere, både pædagogisk og håndværksmæssigt, end f.eks. håndarbejdslærere uddannet på de “rigtige” (folkeskole) lærerseminarier. Men verden ændrer sig, og det stadig med lynets hast – og uddannelsessektoren, eller i det hele taget mange institutioner i den offentlige sektor, blev også ændret – omlagt, nedlagt, udviklet… en forandringsproces som kaldes: moderniseringen af den offentlige sektor… En del af mine medstuderende fik efter endt uddannelse jobs som undervisere og lærere, deltids eller fuldtids. Andre arbejdede selvstændigt, som håndværkere, formgivere, designere eller kunstnere, igen – deltids eller fuldtids. Jeg selv, drømte ved studiets start om at blive fuldtids lærer på en folkehøjskole, men “moderniseringen af den offentlige sektor” førte imidlertid også en højskolereform med sig, som direkte eller indirekte nedlagde mange højskoler, og derfor mindskede mine muligheder for job som højskolelærer… Ergo: valgte jeg dengang, at slå mig ned som selvstændig, med garnsalg, strikdesign og en lille produktion af unika tøj – i kombination med diverse deltids lærerjobs, pædagogiske jobs, rengøringsjobs mv. MEN – gør det, at jeg på denne måde – on and off – har arbejdet med (strik)design det legalt, at jeg kalder migselv for strikdesigner ? I og med, at tiderne har ændret sig, og at min uddannelse og uddannelsesinstitution, ikke længere findes, så kender omverdenen heller ikke længere til min uddannelse, og når jeg præsenterer mig som håndarbejdslærer, tror folk jeg er uddannet folkeskolelærer – og når jeg præsenterer mig som tekstilformgiver, tror folk at jeg er “skrædder-et-eller-andet-agtigt”… Summa summarum, fandt jeg for lang tid siden ud af, at hvis jeg bruger titlen strikdesigner, som jo alt andet lige betegner det jeg længe, i større eller mindre omfang, har beskæftiget mig med – så “passer jeg ind i boksen” i en moderne tid, hvor håndarbejde, håndværk og formgivning som sagt, har fået en klang af kreativitet og noget alternativt – på den nedladende måde… I min verden, er jeg dog stadig BÅDE lærer OG tekstilformgiver, og ikke “rigtig” designer, men når verdenen ændres, og når begreber og betegnelser får moderniseret indhold og form, må jeg og mine fagfæller måske også ændre opfattelse af vores fag, vores kunnen og vores titler? Derfor kunne et afsluttende spørgsmål under dette tema passende være: Skal vi, i en moderniseret verden, bruge titler ordret efter ordlyden på vores eksamensbevis, eller efter vores aktuelle fag- og arbejdsområde?

Italesættelse af “håndens arbejde” Indledningsvist brugte jeg begrebet håndens arbejde som en betegnelse for de tekstile håndværksfag Astrid Skibsted har beskæftiget -og beskæftiger sig med. Det er helt bevidst og ganske velovervejet, at jeg bruger denne betegnelse – dette begreb, som ikke er et jeg har opfundet til lejligheden, men som dog stadig er forholdsvis ukendt. Min pointe er, at skal vi italesætte både håndværk og håndarbejde (som i min optik er to sider af samme sag, men lad nu det ligge :-)) på en ny og mere positiv måde – og altså prøve at ændre på vores kreative fags mere eller mindre blakkede ry og omdømme, så må der nok – blandt andet – nye begreber og termer til. Hvis flere og flere ikke arbejder med håndværk eller håndarbejde i dagligdagen – professionelt eller på hobbyplan – og hvis flere og flere uddannelser rykker sig væk fra “håndens arbejde” og den kreative (design)proces, så er det ihvertfald en overvejelse værd, om det er en udvikling vi vælger bevidst og velovervejet, eller om vi “bare flyder med strømmen”… Igen, hvis jeg må tillade mig at være lidt påstålig, så har moderniseringsprocessens anvendelse af begrebet design jo ikke hjulpet de kreative håndværksmæssige uddannelser og -fag synderligt, og derfor prøver jeg altså i en god mening, at bruge håndens arbejde som fællesbetegnelse og nyt begreb for de kreative (håndværks)fag og uddannelser. Måske er det naivt af mig at tro, at dette bud på en ny-italesættelse kan rykke noget i positiv retning, men om ikke andet, så er det i det mindste et forsøg 🙂

I flere af de kommende blogindlæg fortsætter jeg mit fokus på det at arbejde kreativt, set fra forskellige vinkler og perspektiver – nogle med udgangspunkt i den tekstile designproces – andre med afsæt i fagområder udenom- eller længere væk fra de tekstile fag.

På glædeligt genhør – og kommentér MEGET gerne på indlægget!

Marianne Porsborg v/Doggerland Design