Mere om… Doggerland Design

…På webshoppens forside, skriver jeg: Doggerland Design forener fortidens mønstre og “evighedens” materialer med nutidens mode – i design der mikser strikketraditioner fra Danmark, det øvrige Norden, Storbritannien og Irland – altså: strikdesign på tværs af det forhistoriske landområde: Doggerland i Nordsøen. Og denne beskrivelse er, kort fortalt, netop essensen i min mønsterverden, som udgangspunkt for stort set alle opskrifter jeg udvikler…

Jeg designer primært helt enkle designs, hvor enkeltheden mest består i enkle mønstre: strukturmønstre, ribstrikkede mønstre og enkle, men gerne fine og feminine, snit.

Som uddannet Tekstilformgiver og håndarbejdslærer med speciale i design og projektstyring, “tænker” jeg nye modeller og opskrifter som var det et stykke tøj der skal designes. Det betyder, at jeg i min idéudvikling først tilskærer modellen i hovedet – og tænker snit, tilskæring og figurlinjer sammen med det mønster jeg nu vælger til opskriften. Det første arbejde foregår altså i tankerne, hvor jeg i første omgang “tegner” modellen i mit hoved – dernæst tegner en modeltegning på papir, sætter mål på – og til sidst: skriver opskriften, ved at jeg samtidig “strikker” modellen i tankerne. Afslutningsvis bliver den fysisk prøvestrikket af mig selv, gode veninder eller familie – måske skal opskriften rettes til, og i værste (men heldigvis sjældne) tilfælde: laves lidt om.

En klog mand sagde engang: Simplicity is not allways a simple thing! Og jeg er helt enig! Enkelthed – er ikke altid enkelt, nemt eller simpelt. Enkelthed, i strik og håndarbejde – eller håndværk, i det hele taget – kan altså sagtens være enkelt og fint i sit udtryk, men stadig kompliceret i sin udførsel/formgivning.

Struktur- og hulmønstre af enhver slags, er mine foretrukne mønstre til strik. Det betyder, at jeg som en rigtig fagnørd, elsker at fordybe mig i, og bruge timevis med, min gamle og slidte “grundbog” med alverdens struktur- og hulmønstre, imens jeg tænker mønstrene ind i nye designs, nye snit…. Nye designs, betyder ikke nødvendigvis, at jeg prøver at opfinde den dybe tallerken, hver gang. Men det er spændende formgivningsmæssigt,  at lege og eksperimentere med nye kombinationer, nye mønstre og nye snit – til gamle klassiske modeller.

Historien om hvorfor jeg valgte “Doggerland” som navn til min virksomhed uddybes i blogindlægget om “min irske forbindelse…” – men overordnet set, betyder mit valg af Doggerland, som beskrevet indledningsvist, at jeg holder rigtig meget af de fælles mønstre og strikketraditioner vi har, på tværs af Nordsøen – fra Irlands vestkyst til Sveriges østkyst!

Aran-mønstre og andre snoningsmønstre, Guernsey og Jersey fiskertrøjer – og de fine Shetlandske hulmønstre er dybt fascinerende og inspirerende. På hjemmefronten, er f.eks. de gamle danske “Falster-trøjer” eller “nattrøjer” om man vil, med fine, enkle strukturmønstre, også meget inspirerende.

Doggerland Designs kollektioner af opskrifter og garnkits vil hele tiden blive udviklet og fornyet. Temamæssigt, arbejder jeg til en start med “Gypsy” som den lidt flippede, eksperimenterende kollektion – “Cosy” som den “tykke”, hyggelige, varme og rolige kollektion – “Shetland” som den kollektion hvor jeg udvikler modeller i den elskede Shetlandsuld – “Kids” er naturligvis kollektionen med garnpakker/strik til børn – og snart, kommer der også en “Comfy kollektion – med en samling af mine opskrifter på sjaler, huer, halstørklæder, futter, halsedisser og meget andet godt strikket- eller hæklet tilbehør.

Marianne Porsborg, strikdesigner og indehaver af garn webshop og blog: Doggerland Design

 

Strikdesign og opskrifter fra Doggerland Design

Indehaver af firmaet Doggerland Design og webshop i samme navn. Marianne er uddannet Cand.pæd. i Generel Pædagogik (Master of Arts /Education), Tekstilformgiver, håndarbejdslærer og All-round kontorassistent (logistik).