Gratis opskrift: En let strikket ryg- og mavevarmer i uld

Strik selv: Ulden ryg- og mavevarmer, god ved gigt, led- og muskelsmerter.

Hvis man, som jeg, fra tid til anden døjer med slidgigt – eller har andre muskel og ledsmerter i lænd og ryg, er det skønt og lindrende, at tage sådan en ulden sag som denne ryg- og mavevarmer på. Jeg bruger den også forebyggende, når jeg cykler eller arbejder i haven mv.

Opskriften har jeg lavet i både herre- og damestørrelser, og den passer til strømpegarn eller den superbløde Babyalpaca fra BC Garn.

Størrelses-nummer:                          1        ( 2 )       3      ( 4 )        5

Størrelse – Dame:                              36   (38/40)    42   (44/46)   48

Størrelse – Herre:                              44   (46/48)   50    (52/54)   56

Garnforbrug Strømpegarn:        100    (100)    200   (200)    200 gram

Garnforbrug Babyalpaca:            100    (100)    150    (150)    200 gram

Pinde:                                                     f.eks. rundpind 60-80 cm 2½-3

Strikkefasthed:                                27 m = 10 cm (glat, eller rib lagt fladt)

Opskrift: Den gode ryg- og mavevarmer strikkes rundt (som et rør). Slå 228 (240) 252 (264) 276 masker op på rundpinden, og strik rundt med ribmønster (*2 ret, 2 vrang* – gentag fra * til *) til den uldne sag måler: 25 (27) 29 (31) 33 cm – eller til ønskede længde. Luk alle masker lidt løst af i ribmønsteret, hæft ender – og vupti: 1 stk. dejlig ryg- og mavevarmer, som blot trækkes op om lænd og mave, hvor den vil gøre en masse gavn.

Ryg- og mavebælte i uld fra Doggerland Design      Ryg- og mavevarmer i uld fra Doggerland Design

TIP: Alternativt kan den naturligvis også strikkes på almindelige jumperpinde og syes sammen bagefter. Du bestemmer 🙂

TIP-TIP: Naturligvis kan du også strikke ryg- og mavevarmeren af dine gode garnrester, bare de har nogenlunde samme strikkefasthed og tykkelse.

God fornøjelse!!

DBH Marianne Porsborg v/Doggerland Design

Design og fotos: Marianne Porsborg. Ryg- og mavevarmeren på fotoet er strikket i OPAL strømpegarn, men anden 4-trådet strømpegarn kan naturligvis også bruges, bare strikkefastheden overholdes.