Delma – strikkekit fra Doggerland Design
Delma – pakke med garn og strikkeopskrift, til strik af en smart, halvtyk sweater – med flere enkle detaljer. Blusen er designet af Marianne Damgaard Porsborg i 2017 – og redesignet 2018, til strik i den islandske uldgarn Alafosslopi.
Delma – snit og mønster…
Delma sweateren er en af de nyeste garnkits fra Doggerland Design – designet i 2017, oprindeligt til strik med to slags garn, hvoraf den ene er udgået af sortiment. Den blev så redesignet i 2018, nu til strik i klassisk islandsk uld og med lidt nye detaljer.
Sweateren – eller den tykke uldbluse om man vil, leger designmæssigt med snit og strukturer. Der strikkes både med retten -og vrangen ud på glatstrikning, der er slids og længdeforskelle mellem ryg- og forstykke, og den lidt oversize facon kombineres med vid halsudskæring og facon på ærmerne.
Mellemtyk islandsk uld – klassisk og lækker!
Delma strikkes i den måske mest klassiske og originale islandske uldgarn, nemlig Alafosslopi. For at gøre sweateren lidt mere blød og vamset, strikkes den på pind 7 i min opskrift – hvor de fleste islandske opskrifter til Alafosslopi er lavet til pind 5½-6½. Som med andre islandske garner, åbner Alafosslopi sig også så fint ved første vask – og bliver altså ekstra blød, lækker og lidt langhåret, efter vask. Derfor anbefaler jeg at vaske Delma inden brug. Mere om uldvask længere nede i teksten. /Marianne
Alafosslopi føres i mange smukke farver – nogle tweed-indfarvede (som den viste herover), andre fint melerede – ofte kaldet “Heather” (se fx herunder).
Delma – om navnets betydning og oprindelse
Navnet Delma, er den irske – korte form af et andet irsk navn: Fedelma. (kilde: behindthenames.com, 2018). Navnet er valgt fordi det klinger fint, enkelt og feminint – men også lidt ungt og frækt, synes jeg. /Marianne.
Vaskeanvisning – sådan vasker og behandler du Delma sweateren
Sweaters og andet strik lavet af Alafosslopi, skal håndvaskes og liggetørre. Det anbefales at vaske sweateren inden brug, da du opnår det bedste resultat på denne måde. Ved første vask puffer det islandske uldgarn nemlig op – og bliver blødt og lidt langhåret.
Generelt er det iøvrigt også sådan, at strikket tøj i god uld – ikke skal vaskes så ofte. God uld, ofte betegnet som “ren ny uld” – og måske især de islandske, mere autentiske naturgarner, har en selvrensende effekt. Kort fortalt, “kaster” god uld altså urenheder af sig, og denne effekt kan udnyttes ved blot at lufte det håndstrikkede en gang imellem. Se gerne mere om vask af uldtøj – her 🙂
God fornøjelse – og slid din Delma sweater med helse!
Copyright: Marianne Damgaard Porsborg, Doggerland Design
Jægerspris, den 12. september 2018