Lidt om gigt, uldens gode egenskaber – uldtøj og, at have værktøjet i orden…

I dette blogindlæg vil jeg gerne sætte fokus på uldens gode egenskaber og hvordan man med fordel kan bruge uldtøj til naturlig lindring, eller forebyggelse af, gigt- led- og muskelsmerter. Ligeledes sætter jeg fokus på hvilke strikkepinde mv. og arbejdsrutiner man bør bruge, hvis man som gigtplaget gerne vil strikke eller hækle.

Gigtplagede lemmer og ømme muskler, har alle dage haft godt af, at blive “pakket ind” i tøj lavet af ren uld. Helst skal uldtøjet helt ind på kroppen, måske i lag-på-lag, uden at blive presset for meget sammen, for som min gamle materialelærer på håndarbejdsseminariet sagde: det er luften – det man ikke kan se, som isolerer og gør godt. I min optik er det så godt, at jeg i mit stille sind ville ønske, at det var noget lægerne ville “ordinere” patienter med slidgigt, eller led og muskelsmerter, i f.eks. ryg, lænd, skuldre, håndled og knæ.

Mere teknisk om uldens gode egenskaber, skal blandt andet nævnes, uldens evne til at optage op til 35% fugt (sved, regn mv) uden at uldtøjet virker vådt og samtidig med, at ulden stadig varmer. Fugten fra sved “vandrer” simpelthen ud igennem uldtøjet og fordamper eller ligger sig yderst på uldtøjet. En anden skøn egenskab, er uldens termostatagtige egenskab. Når ulden optager fugt, f.eks. fra fugtigt og koldt vejr – skabes varme, og når ulden igen afgiver fugten i mere tørt vejr, “forbruger” ulden varme – og uldtøjet føles kølende. Det sidste, betyder at uldtøj også er godt om sommeren, men mere herom længere nede. (Kilde: www.denstoredanske.dk – søg på uld).

At have tøj – strikket, vævet eller hæklet af uld, tæt ind på kroppen, er desværre blevet noget de fleste takker nej tak til. DET KRADSER, er der mange der mener 🙂 og måske med rette… Uld gør altså godt på ømme led og muskler, men ja – nogle føler det kradser, og det er der et par løsninger på.  For det første, er det at have uldtøj tæt på kroppen en vanesag (påstår jeg). En ven sagde en gang, at man kan vende sig til at have uld inde på kroppen, ved at holde “kradseriet” ud i bare 10-15 minutter – så stilner det af, og langsomt, har man vænnet sig til at have uldtøjet på. For det andet, anbefaler jeg altid, at baby, børn og “begyndere” – skal bruge så blødt uldtøj som muligt, til en start. Og der findes bløde – eller blødere – uldgarner, som er fine at bruge i starten, imens man vænner sig til at gå med uld tæt inde på kroppen. Her skal nævnes Alpaca-uld, som har en lidt anderledes fiberstruktur og er så godt som kradsefri – og superwash-behandlede uldgarner, kan også kan virke blødere på de fleste. Og tro mig, starter man med disse to tricks, så bliver de fleste hurtigt glade for at gå med uldtøj!

Baby og børn – og uldtøj… Fra mine børn var helt små og op til skolealderen, gav jeg dem altid uldent undertøj på. Uldundertøj i tynd blød strikkvalitet, som sørgede for, at deres små kroppe bedre kunne temperere sig. Naturligvis havde de som små også uldbluser, uldsweatre og/eller uldtæpper, når de sov i barnevognen – mængden af uldtøj: alt afhængig af vejr og vind, naturligvis. Samtidig havde vi også et ægte lammeskind, blødt – tykt og lækkert, som børnene lå på i barnevognen – året rundt.

Andet sted her på bloggen, har jeg lagt en nem og gratis opskrift ud, til strik af en ryg- og mavevarmer, i uld – naturligvis.  Dette “bælte” strikkes rundt med rib – så højt eller stort som man ønsker det, måske af garnrester, men allerhelst af gode uldgarner med mindst 75% uld i (strømpegarn). Hører man til dem som synes uld kradser, så strik den i en god alpacagarn, så bliver den superlækker blød – og ja, næsten med garanti: kradsefri 🙂 Ryg og mavevarmeren lindrer eller forhindrer smerter i lænden og ryg – og er i øvrigt også god ved menstruationssmerter. Gå til opskrifter her.

Desværre har jeg personligt altid været lidt kuldskær omkring skuldre og brystkasse. Det er så blevet værre med alderen 🙂 og nu – hvor jeg nærmer mig de 50 år, møder man mig næsten aldrig uden en uldtrøje – tyk eller tynd, eller et sjal… Til gengæld: husker jeg trøjen eller sjalet – bliver jeg MEGET sjældent forkølet, og tendensen til slidgigt (især i min højre skulder) forsvinder! Ergo: har du det lige som mig, vil jeg varmt(!) anbefale dig at få et strikket, hæklet eller vævet sjal i uld, det behøver ikke alle ligne en million – og husk at bruge det – eller dem, hvis du har flere, så får du en hurtig lindrende eller forhindrende effekt.

Og fødderne – dem må vi ikke glemme. En akupunktør sagde en gang til mig, at fryser man om fødderne og anklerne, får man næsten med garanti en forkølelse 🙁 Ergo: uldne sokker – og valkede hjemmesko i god uld, giver ikke bare varme til fødder og tæer, de kan også forhindre forkølelse.

Slidgigt og smerter i knæ og håndled, kan også lindres eller forhindres, ved brug af uldtøj. Knævarmere – som også sidder godt, er imidlertid lidt svære at lave selv, men jeg er igang med at designe og prøvestrikke en knævarmer i alpacagarn, og hvis det bliver godt, lægger jeg opskriften her på bloggen 🙂 Opskrifter på håndledsvarmere findes der nok gratis på internettet – hvis ikke, så må jeg da se at lave en…

Selv om sommeren – er uld og uldtøj godt! Som tidligere beskrevet virker uldens termostatagtige egenskab også om sommeren, fordi uld, under et par betingelser, både kan virke lindrende og kølende. Med et par betingelser mener jeg, at du naturligvis ikke skal iklæde dig din tykkeste uldne sweater i stegende sol og høj varme! Derimod anbefaler jeg blød, tynd, let og luftig uldstrik til brug om sommeren. Det vil sige, at de helt tynde uldne undertrøjer sagtens kan bruges året rundt, ligesom en tynd og lækker trøje eller cardigan, måske med et fint hulmønster, også er helt i top, i forhold til at få gavn af uldens gode egenskaber, om sommeren.

Hånden på hjertet – om sommeren, i kampens hede – kan jeg sagtens glemme at tage min uldne ryg- og mavevarmer eller den uldne undertrøje på, når jeg går ture, cykler eller arbejder i haven. “Bøden” får jeg straks – i form af ondt i lænd og skuldre… Ergo: Uld er også godt, faktisk rigtig godt, når man bruger kroppen fysisk – inde som ude, ved sport og/eller arbejde.

Lidt om dilemmaet: gigt og håndarbejde. Nu er jeg selv så heldig, at jeg ikke døjer med rigtig leddegigt, og kan – og vil derfor kun udtale mig om slidgigt, som jeg selv har erfaring med. Og det er lidt af et dilemma, på den ene side at døje med gigtsmerter eller andre former for smerter og ubehag i skuldre, arme og håndled – og på den anden side, gerne ville strikke, hækle eller væve dejligt uldtøj. To råd, som jeg selv har fulgt i 20 år, er: brug godt værktøj – og hold pauser! Med godt værktøj mener jeg: lette, glatte og smidige strikkepinde og hæklenåle, helst i bambus – eller anatomisk korrekte metal eller træ-værktøj. Hvis man bruger f.eks. gode bambuspinde, lettes arbejdet og man spænder ikke så nemt op i især skuldrene, imens man strikker og hækler. Og så: pauserne! HUSK PAUSER! Det kan ikke siges for ofte 🙂 Men jeg ved, hvor svært det er, at huske pauserne. Er man lige godt igang med et håndarbejde, så løber tiden – og pludselig, minder ømheden eller smerterne een om, at man skulle have holdt en pause… for et stykke tid siden. Måske kan du sætte et æggeur? Igen, en af mine gode gamle lærere på håndarbejdsseminariet, som selv døjede med slidgigt i arme og skuldre, sagde tit og ofte: “Arbejd max. 15-20 minutter – og hold så en pause!” Pauserne, kan så passende bruges til lige at strække kroppen godt igennem, måske sætte en kop te over – eller lave noget helt andet, bare 5 minutter.

Det var – et længere skriv, om mine egne erfaringer med uld, uldtøj og håndarbejde – til lindring og forhindring af led- og muskelsmerter samt forkølelse. Har du selv gode råd, eller erfaringer – gode som dårlige – med gigt, uld og håndarbejde, så skriv endelig en kommentar her på siden! Jeg hører gerne fra dig!

På glædeligt genhør,

Marianne Damgaard Porsborg, v/Doggerland Design

 

Lidt om designprocessen – mest om fag og titler, i en verden under forandring…

Kære læser,

I sidste blogindlæg blev Tekstildesigneren Astrid Skibsted fra Aarhus præsenteret ved et blog-interview, hvor Astrid blandt andet fortalte lidt om sine inspirationskilder til sit designarbejde, og om den faglig styrke der ligger i årelang erfaring med det jeg kalder håndens arbejde.

Idag vil jeg starte på en slags føljeton om “den tekstile designproces”. Men, som med så meget andet, kan man vist aldrig komme i dybden med et felt, eller begreb, som den tekstile designproces – blot ved ét blogindlæg, eller ved én snak. Mere må til, og derfor bliver det altså et emne, som jeg dels selv vil vende tilbage til fra tid til anden, dels lader stadig flere gæsteskribenter komme til orde om, her på bloggen.

Designprocessen og begreberne… Blogindlæggets overskrift kunne i min optik også nemt havde heddet “At være kreativ”, men da begrebet kreativ desværre længe har haft en klang af noget alternativt, på den nedladende måde, vælger jeg at bruge det mere moderne begreb: design… Personligt holder jeg nu både af begrebet kreativ og begrebet alternativ, og har aldrig haft problemer med selv at være begge dele… så måske derfor, står begreberne design og designproces omvendt lidt for “smarte” i mine ører – og sådan er der jo så meget 🙂 Når alt kommer til alt, handler det jo om den tid vi lever i og hvor vi hver især står som mennesker – og måske mest om vores forskellige vaner, vores opvækst og hvilke sociale kontekster vi indgår i…

Når æblet ikke falder langt fra stammen… Som jeg har skrevet om tidligere, er jeg selv rundet af en på mange måder meget kreativ familie, hvor arbejde med et “håndens fag” og med mennesker, har fyldt og stadig fylder. Bare set hen over et par generationer eller tre, tæller min familie håndværkere af forskellig slags, en mejeribestyrer, ingeniører, en bygningskonstruktør, en blomsterdekoratør, pædagoger, lærere o.s.v. Samtidig er, eller var, de fleste af mine familiemedlemmer også rigtig gode til mange former for husflid (nødvendige eller selvvalgte gør-det-selv-projekter), håndarbejde og/eller maleri og tegning. I og med, at jeg – som et rigtigt familiemenneske, også altid har været meget sammen med især min nære familie og mine bedsteforældre, har al denne kreativitet og lyst til at sætte i værk, (måske naturligvis) smittet af på mig… Jo ældre jeg bliver, og jo flere mennesker jeg lærer at kende – desto mere er jeg ihvertfald blevet opmærksom på, hvor meget det at vokse op i en kreativ familie, kan betyde for et menneskes forhold til håndværk og håndarbejde. Naturligvis, er det ikke nødvendigvis en naturlighed, at alle børn som vokser op i en kreativ familie, selv bliver en kreativ voksen…. Men – en påstand må lyde, set ud fra mine egne erfaringer, at voksnes glæde ved og fordybelse i et håndværk, eller et håndarbejdsfag, alt andet lige, vil smitte positivt af på børn.

Når håndværk og håndarbejde ikke er en naturlig del af hverdagen… Når jeg påstår, at glæden ved et håndens arbejde kan smitte af på børn, kommer det også fra en oplevelse af, at mange af mine venner som ikke er kreative – og altså ikke beskæftiger sig med hverken et håndværk, kunst, husflid eller håndarbejde i deres dagligdag, overvejende har forældre som heller ikke bruger tid på et håndens arbejde. Igen, så er det her jo alene en lægmands konstatering på baggrund af personlige oplevelser – og igen igen, er det sagt i erkendelse af, at verden naturligvis ikke er så “firkantet” som jeg skitseret her. MEN – hvis nu mine påstande ikke rammer helt forbi skiven, så bør det måske være et oplæg til en debat om hvor vi samfundsmæssigt er på vej hen, med de kreative, udviklende, designprægede håndværks- og håndarbejdsfag?

Titler – og moderniseringen af den offentlige sektor… Da jeg gik på håndarbejdsseminariet, som håndarbejdslærerstuderende i slutningen af 1990’erne, var der meget snak internt på seminariet om, hvorvidt der skulle skelnes – og i så fald hvordan, mellem titlerne designer og formgiver. Jeg hører til en af de sidste årgange af “rigtige” seminarieuddannede håndarbejdslærere (og tekstilformgivere), hvor den treårige uddannelse stadig var todelt, med 50/50 vægt på de pædagogiske/-undervisningsmæssige fag og de håndværksmæssige fag. Jeg fik således en uddannelse, som både kunne bruges pædagogisk/undervisningsmæssigt og håndværksmæssigt – for mit vedkommende: med fokus på dels pædagogisk forsøgs- og udviklingsarbejde, dels tekstil design og formgivning. Denne treårige kombinationsuddannelse betød dog, at jeg ikke blev uddannet “rigtig” lærer eller “rigtig” tekstil designer – og at jeg, efter endt uddannelse, stod med to enslydende eksamensbeviser for samme uddannelse: et eksamensbevis med titlen Håndarbejdslærer og et med titlen Tekstilformgiver. Imidlertid så jeg og mine medstuderende dengang denne dobbelthed i vores uddannelse som en force, i og med at vi efter endt uddannelse stod fagligt stærkere, både pædagogisk og håndværksmæssigt, end f.eks. håndarbejdslærere uddannet på de “rigtige” (folkeskole) lærerseminarier. Men verden ændrer sig, og det stadig med lynets hast – og uddannelsessektoren, eller i det hele taget mange institutioner i den offentlige sektor, blev også ændret – omlagt, nedlagt, udviklet… en forandringsproces som kaldes: moderniseringen af den offentlige sektor… En del af mine medstuderende fik efter endt uddannelse jobs som undervisere og lærere, deltids eller fuldtids. Andre arbejdede selvstændigt, som håndværkere, formgivere, designere eller kunstnere, igen – deltids eller fuldtids. Jeg selv, drømte ved studiets start om at blive fuldtids lærer på en folkehøjskole, men “moderniseringen af den offentlige sektor” førte imidlertid også en højskolereform med sig, som direkte eller indirekte nedlagde mange højskoler, og derfor mindskede mine muligheder for job som højskolelærer… Ergo: valgte jeg dengang, at slå mig ned som selvstændig, med garnsalg, strikdesign og en lille produktion af unika tøj – i kombination med diverse deltids lærerjobs, pædagogiske jobs, rengøringsjobs mv. MEN – gør det, at jeg på denne måde – on and off – har arbejdet med (strik)design det legalt, at jeg kalder migselv for strikdesigner ? I og med, at tiderne har ændret sig, og at min uddannelse og uddannelsesinstitution, ikke længere findes, så kender omverdenen heller ikke længere til min uddannelse, og når jeg præsenterer mig som håndarbejdslærer, tror folk jeg er uddannet folkeskolelærer – og når jeg præsenterer mig som tekstilformgiver, tror folk at jeg er “skrædder-et-eller-andet-agtigt”… Summa summarum, fandt jeg for lang tid siden ud af, at hvis jeg bruger titlen strikdesigner, som jo alt andet lige betegner det jeg længe, i større eller mindre omfang, har beskæftiget mig med – så “passer jeg ind i boksen” i en moderne tid, hvor håndarbejde, håndværk og formgivning som sagt, har fået en klang af kreativitet og noget alternativt – på den nedladende måde… I min verden, er jeg dog stadig BÅDE lærer OG tekstilformgiver, og ikke “rigtig” designer, men når verdenen ændres, og når begreber og betegnelser får moderniseret indhold og form, må jeg og mine fagfæller måske også ændre opfattelse af vores fag, vores kunnen og vores titler? Derfor kunne et afsluttende spørgsmål under dette tema passende være: Skal vi, i en moderniseret verden, bruge titler ordret efter ordlyden på vores eksamensbevis, eller efter vores aktuelle fag- og arbejdsområde?

Italesættelse af “håndens arbejde” Indledningsvist brugte jeg begrebet håndens arbejde som en betegnelse for de tekstile håndværksfag Astrid Skibsted har beskæftiget -og beskæftiger sig med. Det er helt bevidst og ganske velovervejet, at jeg bruger denne betegnelse – dette begreb, som ikke er et jeg har opfundet til lejligheden, men som dog stadig er forholdsvis ukendt. Min pointe er, at skal vi italesætte både håndværk og håndarbejde (som i min optik er to sider af samme sag, men lad nu det ligge :-)) på en ny og mere positiv måde – og altså prøve at ændre på vores kreative fags mere eller mindre blakkede ry og omdømme, så må der nok – blandt andet – nye begreber og termer til. Hvis flere og flere ikke arbejder med håndværk eller håndarbejde i dagligdagen – professionelt eller på hobbyplan – og hvis flere og flere uddannelser rykker sig væk fra “håndens arbejde” og den kreative (design)proces, så er det ihvertfald en overvejelse værd, om det er en udvikling vi vælger bevidst og velovervejet, eller om vi “bare flyder med strømmen”… Igen, hvis jeg må tillade mig at være lidt påstålig, så har moderniseringsprocessens anvendelse af begrebet design jo ikke hjulpet de kreative håndværksmæssige uddannelser og -fag synderligt, og derfor prøver jeg altså i en god mening, at bruge håndens arbejde som fællesbetegnelse og nyt begreb for de kreative (håndværks)fag og uddannelser. Måske er det naivt af mig at tro, at dette bud på en ny-italesættelse kan rykke noget i positiv retning, men om ikke andet, så er det i det mindste et forsøg 🙂

I flere af de kommende blogindlæg fortsætter jeg mit fokus på det at arbejde kreativt, set fra forskellige vinkler og perspektiver – nogle med udgangspunkt i den tekstile designproces – andre med afsæt i fagområder udenom- eller længere væk fra de tekstile fag.

På glædeligt genhør – og kommentér MEGET gerne på indlægget!

Marianne Porsborg v/Doggerland Design