Jul, Jul, Jul…. og info om et par af årets Julemarkeder!

November landskab 2015. Foto: Marianne Porsborg
November landskab 2015. Foto: Marianne Porsborg

 

Kære alle, Julen 2016 nærmer sig med hastige skridt, og jeg er så heldig i år, at være blevet inviteret med til et par økologiske julemarkeder i vores kommune. Samtidig holder jeg, som sidste år, et lille lørdags-jule-arrangement (lørdag d. 3/12-16), med gode tilbud på julegaver til hende (m/k) som kan selv – ligesom jeg sætter spot på idéer til julegaver du kan nå at lave endnu.

Velkommen til Doggerland Design og Garnhyttens små og store jule-arrangementer!

Jule-lørdag hos Garnhytten, Jægerspris… Doggerland Designs egen, lille – garnbutik holder åbent lørdag d. 3. december kl. 10-14, ude og inde – med gode tilbud, små og store idéer til strik og hækling og julegaver… og så er der lidt (næsten) alkoholfri glögg til Jer som kigger forbi! Alle er naturligvis hjertelig velkomne!

MDP-ved-Garnhytten Jægerspris garnbutik Doggerland Design

Økologisk Julemarked ved Svanholm, SkibbySøndag d. 4. december kl. 10-16 holder det økologiske storkollektiv Svanholm ved Skibby stort økølogisk Julemarked. Her har jeg fået lov at have en lille bod med salg af lidt økologisk garn, gode natur uldgarner fra Island, garnkits i eget design, salg af økologiske vaskemidler fra Sonett og fokus på julegave-idéer som du kan nå inden Jul… Rundt på godset vil det vrimle med andre boder, rundvisninger, hyggelig café mv. Læs eventuelt mere om Svanholm her: http://svanholm.dk/ Alle er velkomne – gratis entré.

svanholm-butik
Svanholm Cafébutik. Foto: Svanholm
svanholm-butik-2
Svanholm Cafébutik. Foto: Svanholm

Økologisk Julemarked ved Buresødal Økogrønt, JørlundeLørdag d. 10. december kl. 10-16 er der et super hyggeligt  Julemarked ved den økologiske gård Buresødal i Jørlunde. Her står jeg også med en lille bod, med med salg af lidt økologisk garn, gode naturlige uldgarner fra Island, garnkits i eget design mv… Ved Buresødals julemarked er der også salg af økologisk frugt og grønt, økologisk kød fra Pers Griseri, lækre lammeskind, filt mv. – ligesom du og familien kan hygge Jer i den lille økologiske julecafé, komme på rundvisning og høre om Buresødal mv. Alle er velkomne – gratis entré. Læs eventuelt mere om Buresødal her: http://www.buresodal.dk/

Buresødals kvæg. Foto: Steen Jensen v/Buresødal
Buresødals kvæg. Foto: Steen Jensen v/Buresødal
Bonden Steen i sin mark på Buresødal. Foto: Buresødal.
Bonden Steen i sin mark på Buresødal. Foto: Buresødal.

På glædeligt genhør!

Marianne Porsborg v/Doggerland Design

Sidste nyt: om tyk, islandsk uldgarn og om lette gode rundstrikke-pinde…

gl slide_2 1606

Bulkylopi: tyk “fed” uldgarn fra Island…

Som en nyhed til den kommende strikkesæson, har jeg taget en skøn, tyk og blød – ja faktisk rigtig “fed” garn hjem: Bulkylopi fra det islandske garnfirma Istex. Istex producerer (naturligvis) uldgarn i forskellige tykkelser, men jeg har valgt, at starte med den tykkeste – Bulkylopi – dels fordi det supplerer Doggerland Designs øvrige vareudbud rigtig godt, dels fordi garnet passer så godt til mine krav og tanker om enkelt og funktionelt nordisk strikdesign…

Bulkylopi er altså en tyk, 100% ren ny uldgarn fra islandske får, og med tanke på, at de islandske får har levet isoleret i Island i rundt regnet 1000 år – siden vikingetiden – er det forhåbentligt nemt at forstå, at dette garn, er noget for sig.

De islandske får har med andre ord, uden indblanding fra andre fåreracer, tilpasset sig det islandske klima siden vikingetiden, og derfor er garn fra disse får i en klasse for sig, på den gode måde. Islandsk uld(garn) består af både lange og korte uldfibre: de lange (ydre) fibre er stærke og vandafvisende, og beskytter mod vejr og vind på en let og luftig måde – og de korte (indre) fibre isolerer med varme og blødhed. Istex køber iøvrigt ulden direkte hos de enkelte fåreavlere i Island, ligesom garnet også produceres lokalt. Bulkylopi føres i garn webshoppen i fårets naturlige farver – et rigtig naturgarn i super kvalitet!

Og det var vist nok reklame for Istex 🙂 men jeg indrømmer blankt, at jeg tillægger det stor værdi, at Istex udelukkende bruger uld fra islandske får, at de producerer garnerne lokalt i Island og at de værner om islandske traditioner, farvevalg, mønstre mv. Har du lyst, kan du læse mere om Istex på Istex’ hjemmeside her – hvor du iøvrigt også kan downloade gratis strikkeopskrifter (dog de fleste til tyndere uldgarner end Bulkylopi).

Alle
Foto: Doggerland Design

Endelig kan jeg afsløre, at jeg (naturligvis) er i fuld sving med at designe og strikke nye modeller og opskrifter til Bulkylopi, som naturligvis lanceres snarest som garnkit i Doggerland Designs webshop.

Addi metal rundstrikkepinde…

Garn webshoppen har et fint udvalg af gode, lette bambus strikkepinde, hæklenåle mv. fra det japanske firma KA – og nu vælger jeg at supplere udvalget af “værktøj” med Addis meget lette, glatte og fleksible rundstrikkepinde i metal. Disse Addi rundpinde er nemlig dels rigtig gode (og måske bedst?) til strikning med uldgarner – dels er de rigtig gode til folk (som undertegnede) der fra tid til anden døjer med stive fingre, gigt og/eller ømme muskler i vores vigtigste strikke-værktøj: hænder, arme og skuldre. Addis rundpinde er meget snart på lager, i første omgang i størrelse 8, 9 og 10, som passer perfekt til de tykke garner, som f.eks. Bulkylopi og Semilla Flamé (fra BC Garn).

105-7_Rundstrick_7_mm
Foto: Addis hjemmeside www.addi.de d. 5/8-15

På glædeligt genhør!

Marianne Porsborg v/Garn webshoppen Doggerland Design

Blog-interview: Tekstildesigner Astrid Skibsted

Astrid Skibsted – Tekstildesigner med eget værksted (“Tekstil Design Studio”) i Aarhus, er valgt som Doggerland Designs første gæst på bloggen, fordi jeg personligt er fascineret af Astrids på én gang moderne og traditionelle tekstile udtryk, i kombination med hendes glade, sikre og modige farvevalg, i inspirerende væve- og broderi arbejder.

Astrid er også valgt som bloggens første gæst, fordi jeg synes det er spændende, at gå i dialog med andre om et fælles udgangspunkt, hvor vi “udfordrer” hinanden med forskellige indgangsvinkler, erfaringer, meninger og mål.

Astrid bor i Langenæs i Århus, med sin dansk/islandske familie, som består af kæresten Jón og parrets to små børn. På Astrids egen hjemmeside (link nederst på siden) kan du læse mere om Astrids tidligere og nuværende tekstile projekter, udstillinger mv. God læselyst! /Marianne Porsborg

Tekstildesigner Astrid Skibsted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Marianne: Fortæl lidt om dit arbejde som tekstildesigner – hvilke opgaver beskæftiger du dig med?

Astrid:Helt grundlæggende, er mit hovedfokus farver og væv. Jeg arbejder med at designe væveprøver til interiør og møbler på min digitale dobbyvæv. Design til håndarbejde er kommet til at fylde mere og det er jeg meget glad for. Det giver mening for mig, at lave produkter der ikke bare er ting, men noget der indeholder tid og flid. Der er masser af ro, glæde og begejstring for mig, når jeg arbejder med garn og det vil jeg gerne dele ud af. Jeg laver broderi for Fru Zippe og udvikler strikkeopskrifter i islandsk uld. Derudover har jeg designet en væveramme Square Loom, som er en ramme hvor man kan væve små værker og billeder og hænge dem direkte op på væggen.”

     Farve og vikle prøver af Astrid Skibsted           Astrid Skibsted broderi hos Fru Zippe

 

Marianne: Hvor finder du inspiration i dit arbejde som tekstildesigner – og hvad, eller hvem, inspirerer dig lige nu?

Astrid: Jeg har nogle inspirationskilder som jeg bliver ved med at vende tilbage til, og det er alle sammen seje og farverige kvinder. Der er f.eks Lovisa Matthiasdóttir som er en, islandsk modernistisk malerinde med et heftigt, feminint og farverigt udtryk. Hun maler islandske heste, får og landskaber, og fantastiske og sære opstillinger af mad. Hendes farvekombinationer er skæve og skønne, og jeg fornemmer en virkelig sej kvinde bag hendes billeder.

Jeg bliver i øvrigt også inspireret af kvinder som Camilla Plum, Sonia Rykiel, Sonia Delaunay, Anni Albers og Hella Jongerius – men det som inspirerer mig lige nu er, at vævning har fået en renæssance. På Pinterest og Instagram der det fyldt med folk der væver, og det gør mig så glad.”

 Trøje designet af Astrid Skibsted i islandsk uld      Væves tørklæde af Tekstildesigner Astrid Skibsted

 

Marianne: Hvad værdsætter du mest ved dit fag – og hvad gør dig til en god tekstildesigner?

Astrid: Det må være det, at jeg er vildt begejstret for mit fag, og at jeg er god til at videreformidle den begejstring. I designprocessen er det en stor fordel for mig, at jeg kan noget med mine hænder. Ideudviklingen bliver meget mere interessant og nytænkende, når jeg arbejder med udgangspunkt i håndværk og håndarbejde. Jeg har en fin fornemmelse for den måde farver opfører sig på i tekstile materialer, og jeg kan bruge mange farver sammen uden at larme.”

Vævet tørklæde af Astrid Skibsted hos Doggerland Design     Væve uld Astrid Skibsted hos Doggerland Design

 

Marianne: Nu du arbejder med vævning som dit hovedfokus, hvad er så dit yndlingsmateriale?

Astrid: ”Mit yndlingsmateriale er ubetinget uld. Jeg er vild med den kradsende, sprøde islandske uld og alle de skønne indfarvninger de laver af den.”

 

Marianne: Nævn et tekstilt projekt, eller et designobjekt, som du er særligt glad for?

Astrid:Jeg er meget glad for min Square Loom, som er en kvadratisk “væv-selv” væveramme. Den er er et produkt, som udover at være en fysisk ting, også indeholder: Tid, tekstil skaberkraft, nærvær og inspiration. Vævning er på mange måder et kompliceret håndværk, men her har jeg gjort det nemt, og har givet det en stram form hvor man kan eksperimentere frit med garn og farve.”

Astrid Skibsted square loom hos Doggerland Design     Astrid Skibsted hos Doggerland Design square loom

Marianne: Tak for interviewet, Astrid. Det var rigtig spændende at få et indblik i dit arbejde som tekstildesigner – og meget interessant, at høre om dine bevidste tanker om hvordan du inddrager din erfaringer med ”håndens arbejde” – håndværk og håndarbejde – i dit udviklings- og designarbejde. Håndens arbejde – er iøvrigt et emne, som jeg vil søge at sætte mere fokus på her på bloggen. Så jeg håber du vil “følge med” og eventuelt vende tilbage med nye input og indspark 🙂

***

Kære læser,

Jeg håber du synes, at det var spændende at få et lille kig ind i Astrids tekstile verden!? Skriv endelig en kommentar eller et spørgsmål – til Astrid eller undertegnede – her på bloggen!

Det vil, med andre ord, være dejligt, hvis Doggerland Designs gæste-bloggere og blog-interviews kan være med til, at vi sammen kan skabe en ny debat, eller en grobund for nye tanker i travle hverdage, og måske på denne måde inspirere til nye veje, nye projekter… Jo flere som “byder ind” med personlige historier, personlige meninger og refleksioner, om håndværk, håndarbejde og andre emner omkring “håndens arbejde” – her på bloggen og andre steder, desto bedre!

Du kan iøvrigt læse og se meget mere til Astrid Skibsteds arbejder og projekter – på hendes egen hjemmeside: www.astridskibsted.dk

Glade hilsner

Marianne Porsborg v/Garn webshoppen Doggerland Design

 

Fotos er venligst udlånt af Astrid Skibsted.