Tanker… om tid og kvalitet i forhold til håndværk og læring.

Da jeg for 20 år siden, som Seminarierådsformand og studerende, var til et større weekendmøde med repræsentanter fra andre håndarbejdsseminarier i Danmark, blev vi underholdt og inspireret af nu afdøde Peter Bastian.

Underholdt og inspireret er måske fattige ord, for tråden i Peter Bastians foredrag denne dag, gjorde et enormt og uforglemmeligt indtryk på mig. På det tidspunkt havde jeg taget et stort skridt: opsagt et godt job som logistikassistent i en større dansk industrivirksomhed – været et lille halvt år på højskole – og var nu førsteårsstuderende på det studie som, på godt og ondt, skulle ændre mit arbejdsliv. Det “onde” lader vi ligge og holder fast i det gode – nemlig, at jeg så småt begyndte at mærke efter, i forhold til job og karriere.

Tråden i Peter Bastians foredrag, med udgangspunkt i fortællinger fra hans liv med musik og filosofi (og bogen “Ind i musikken”) – handlede kort fortalt om: Tid og Kvalitet. Da alle mødedeltagere var lærere og studerende i håndarbejd- eller kunsthåndværksfag, havde Peter Bastian naturligvis tonet foredraget, så hans tanker om tid og kvalitet i forhold til arbejde med musik, også passede til det at arbejde med – eller undervise i et håndværksfag.

Tid og kvalitet – har jeg skrevet om før – i forhold til håndarbejde, men også i forhold til uddannelse og skole. Det at lære et fag godt, tager tid. Så enkelt er det. Og det vidste og viste Peter Bastian på sin kompromisløse måde ved foredraget for 20 år siden. Kunsten at blive professionel tager også tid, bare længere end det tager at blive god…

Ting tager tid. Det lyder enkelt, men er i virkeligheden ofte lidt af en umulighed, med mindre man som Peter Bastian går virkelig kompromisløst til opgaven: til det at lære et fag professionelt. Arbejde, arbejde og arbejde – øvelse, øvelse og øvelse. Tid, flid og ihærdighed. Og måske ikke mindst: modet til at fejle med oprejst pande.

At blive god eller professionel, kræver altså både tid og rum til at fejle. Et problem, i min optik, i vores hastprægede og procesorienterede samfund, med PISA-test og alverdens målstyring, hvor tid og kvalitet groft sagt er ringeagtede parametre i forhold til den enkeltes udbytte og glæde ved at lære. Kunne jeg være blevet god til at strikke, sy, tegne og designe – hvis ikke jeg var begyndt som barn, i kyndig mesterlære hos forældre og bedsteforældre – som alle, på hver deres måde var passionerede og kreative gør-det-selv-folk? Jeg tror det ikke.

Filosoffen Michael Polanyi skrev i bogen “Personal Knowledge” at fag der ikke bruges professionelt, glemmes eller betragtes med foragt, forsvinder for altid i løbet af en generations tid. Med mindre, at nogle bruger tid på at bevare fagets indhold, traditioner og teknikker… Spørgsmålet er så bare, om faget bare uddør langsomt, hvis ikke der er tale om et professionelt fagligt “vedligeholdelsesarbejde”?

Naturligvis udvikles samfund hele tiden – og især den teknologiske udvikling har ført meget nyt og godt med sig, men også overflødiggjort mange fag og teknikker, måske mest inden for håndværksfagene. Men er det kun den teknologiske udviklings “skyld” at nogle fag langsomt uddør? Eller er det også den moderne tids systemtænkning og rationelle effektivitetsstyring som har ladet respekten for håndværket – kunsten og håndarbejdet smuldre? Eller eller… for der er sikkert mange forklaringer, men på bundlinjen står stadig, at kompromisløse “fagnørder” som Peter Bastian er sværere at finde nu, end tidligere.

Selvom Peter Bastian i meget høj grad har styrket mit livs interesse for håndværksfag, uddannelse og mesterlære, så blev jeg alligevel selv lidt af en generalist, som både lærte merkantile fag og drømte om iværksætteri… som både læste pædagogik og håndarbejde på seminariet – og som nu, i skrivende stund, både er garnbutikindehaver og pædagogikstuderende på universitet. Har jeg lært noget af Peter Bastian? Både og, for jeg er stadig kritisk, selvkritisk og ivrig efter at lære – også af fejl, men aldrig kompromisløst.

Istedet har jeg altid haft mottoet “alt med måde” med mig, i stort set alt hvad jeg har beskæftiget mig med. Men vi har stadig som samfund brug for, at nogle har modet til at sætte ting på spidsen – modet til at turde være kompromisløse og modet til at fejle, prøve igen og blive bedre og bedre…

Jeg bliver nok aldrig selv kompromisløs i forhold til min egen faglighed og læring – for jeg har familie og andre beskæftigelser som også fortjener plads i mit liv. Men jeg vil gerne – næsten kompromisløst – gå i front i en kamp for, at Tid og Kvalitet i skole og uddannelse føres ind i en ny og forhåbentlig kvalificeret debat og udvikling. Dette lille jordnære skriv til minde om Peter Bastian, hans musik og filosofiske tanker – er måske et skridt på vejen.

KH Marianne Damgaard Porsborg

Nyhedsbrev: Lidt om forårsmoden 2016 – og farver, strik og hækling!

Sukker efter sommer og sol… Den nyeste udgave af modemagasinet Elle ligger idag så fint og fristende på mit spisebord… Suk – forår, sommer og sol – føles langt væk, på sådan en blæsende januar-dag som i dag, men med det nye Elle og en varm kop te, ja – så kan man jo bare dagdrømme sig til varmere og lysere tider!

Sammen med denne måneds magasin, fulgte også Elles Trendbibel – et tillæg fuld af flotte fotos fra de internationale modehuses seneste kollektioner… Skønne farver og fine nye snit og detaljer, varsles for den kommende mode: forår/sommer 2016.

Som tekstilformgiver og selvlært strikdesigner, er det altid utrolig inspirerende, at se på det seneste nye fra de store modehuse. Vel vidende, at en del af det Haute Couture tøj, eller danske designertøj som f.eks. Elle viser frem, måske enten ikke falder i danskernes smag før til næste år, eller er i en prisklasse der ikke matcher de flestes pengepung – så kan man alligevel godt få noget ud af at nærstudere magasinet, hvis man er modeinteresseret, lidt fantasifuld og kreativ.

Det spraglede og pastellerne… F.eks. kan man notere sig den nye modes farveskalaer, som i kommende sæson, primært kører i to spor. Tommy Hilfiger, Gucci og Dolce & Gabbana lancerer det spraglede, mønstrede, glade – og måske vilde farvevalg: med græsgrøn, postkasserød, solgul og marineblå – mikset som striber, med etniske mønstre, blomster og print… Chanel og Stella McCartney m.fl. kører til gengæld fuld skrue på de smukke pasteller, kombineret i klassiske snit og fejende, lette flæser en masse! Og endelig er den altid sikre: Sort og Hvid – i blonder, tern og ensfarvet!!

Det spraglede og pastellerne… og strik… I både garn webshop og Garnhytte kan du meget snart finde både opskrifter og garn der matcher den nyeste mode, som den er præsenteret her i min udmyge tolkning af Elles nyeste Trendbibel. Jeg har nemlig valgt at bestille sommergarner hjem, både fra den spraglede palet og en bred vifte af de smukke pasteller… og hvid, hvid og hvid – som jeg ser som et sikkert “farve”valg i år!

Brug det du har…. og… Personligt, elsker jeg supplere mit tøjkøb med dels, at købe tøj i genbrugsbutikker, dels (naturligvis) at sy og strikke selv. Når jeg har tid, eller tager mig tid, river jeg mindst  et par gange om året en uge ud af kalenderen, hvor jeg bare syr og syr… med symaskine (et kapitel for sig, som I kan få en anden gang) og stof allevegne i stuen og… Tidligere: syede jeg mest til ungerne 🙂 nu: mest til mig selv. Samtidig, tænker jeg de nye tendenser ind i min eksisterende garderobe (der pt. er lille – af økonomiske årsager, som studerende og iværksætter) – og med et hurtigtstrikket smalt kilometer-halstørklæde, en hæklet hat, et flettet bælte, nye knapper på en gammel skjorte, et par hæklede blomster som “lapper” over fiktive eller uheldige huller i yndlings sommerkjolen o.s.v. – kan jeg hurtigt føle mig lidt rigere og lidt smartere, end jeg egentlig er 🙂 Måske gør du det samme?

Modestrik… og hækling… De nye/kommende forårs-strikkeopskrifter er på mange måder klassikere med et tvist. Det vil sige, at der kommer søde toppe, T-shirts, cardigans og bluser, som nok kører i den sikre stil med klassiske snit, men med nye mønstre og de moderne farver – kan man altså hurtigt strikke sig til smart modetøj, uden det koster spidsen af en jetjager… Apropos Elle, så har Tommy Hilfiger iøvrigt en flot kollektion fuld af hæklede sager, i spraglede farver og mønstre: bøllehatte, bikinier, badedragter, cardigans, “netundertrøjer” (Onslow, rest in peace) og sommerkjoler – så smart! Den kollektion vækker søde minder fra mine teenageår i det forrige årtusinde, hvor jeg – 10 kilo slankere og med masser af mod på at klæde mig anderledes end de fleste – hæklede en pastel gul mini-bikini til migselv… Der var ikke et øje tørt 🙂 Flot og fræk er Tommy Hilfigers hæklede kollektion ihvertfald, og jeg håber der er mange, som tør følge i dette spor, og hækle – OG – gå med hjemmelavet tøj og badetøj i denne friske “nye gamle” hæklede stil! Selv, holder jeg mig nok til at hækle en stribet bøllehat -og en “flippet” cardigan i de spraglede, nye farver 🙂 Men vi får se!

Mere nyt om modefarver, garn, strik og hækling følger – snart!

Drømmende glade hilsner,

Marianne Porsborg v/Doggerland Design

 

Tekst inspireret af Elle Trendbibel, marts 2016 “Classy & Classic”. Se eventuelt mere på: hjemmesiden elle.dk

Tekstilpigen – et portræt af billedkunstner Lene Lundgaard

I dette blogindlæg giver jeg et beskedent indblik i billedkunstneren Lene Lundgaards farverige liv og verden, i form af et portræt – præget af mit 20-årige personlige venskab med Lene, og skrevet på basis af et lydoptaget og dialogbaseret interview, gennemført i Lenes hjem, have og atelier, mandag den 3. august 2015. Fordi jeg har kendt Lene så længe som jeg har, flettes lidt af min egen historie, ind i fortællingen om Lenes liv som tidligere højskolelærer og igangværende billedkunstner.

Tekst skrevet med kursiv i portrættet, er citater og ord plukket fra Lenes svar i interviewet. God læselyst! 

Lene Lundgaards have og atelier på en skøn sommerdag... Foto: Marianne Porsborg
Lene Lundgaards have og atelier på en skøn sommerdag… Foto: Marianne Porsborg, 2015.

Mit første møde med Lene Lundgaard… I foråret 1995 var jeg på et tre måneders højskoleophold, på Brandbjerg Højskole ved Jelling. Et helt igennem dejligt, oplysende og inspirerende forløb, som på flere måder, kom til at betyde meget for mig. På højskolen, havde jeg overvejende valgt kreative fag: drama/teater, grafik (på den gammeldags og kunstneriske måde) og tekstil billedkunst…

I faget tekstil billedkunst, som vist nok var et af de mindste fag på mit skema, blev jeg undervist af Lene Lundgaard, som på daværende tidspunkt primært arbejdede som højskolelærer, sekundært som billedkunstner.

Lene Lundgaard, underviste altså på det tidspunkt i fag, som jeg samlende vil betegne som billedmageri, altid med et tekstilt afsæt – i og med, at tekstil billedcollage, håndstøbt papir og billedvævning var de primære fagområder i undervisningen. Selvom faget var et af de mindste fag på mit højskole-skema, kom det hurtigt til at fylde – vi nåede så meget, og dét der altså startede, som et tre måneders lærer-elev-forhold, blev til et varigt venskab, som jeg stadig værdsætter højt.

Lene Lundgaard maler. Foto: Lene Lundgaard.
Lene Lundgaard maler. Kilde: www.lundgaard.com. Foto: Lene Lundgaard.

Flittige hænder – Lenes uddannelse og opvækst… I 1970 fik Lene, som færdiguddannet lærer i beklædningssyning, straks sit først job som højskolelærer, på Grundvig Højskole i Hillerød. Beklædningssyning nåede Lene at undervise i i fem år, hvorefter mange andre tekstile fag, hurtigt kom til at fylde i Lenes undervisning: stoftryk, billedvævning, håndstøbt papir, collage-maleri  – og senest også klassisk maleri.

Kombinationen af at formgive og bruge sine hænder til håndarbejde, vævning og billedmageri, og det at undervise i de formgivende fag og teknikker, har altså kendetegnet Lenes professionelle liv i rigtig mange år.

Når jeg spørger ind til, hvor interessen for de tekstile fag kommer fra, svarer Lene hurtigt: ”fra min mor”. Lenes mor var altid flittig og hårdtarbejdende – hun strikkede, syede, broderede mv. og lavede selv alt tøj og anden beklædning til Lene og hendes tre søskende. Lene lærte derfor disse håndarbejdsfag af sin mor, aldrig under tvang, men som en naturlig del af Lenes opvækst, hvor hun, set i bagspejlet, oplevede hvordan hendes mor ”magtede det” – det, at have fire børn og altid være flittig i hjemmet.

Evnen og viljen til altid at være arbejdsom, har Lene altså fået med sig hjemmefra. Med Lenes ord, fik hun det ligefrem forærende fordi det, at ”alle lavede noget (med hænderne, red.) næsten hele tiden”, var en naturlig del af Lenes og familiens hverdag.

Udsnit af maleri. Kilde: www.lundgaard.com. Foto: Lene Lundgaard.
Udsnit af maleri. Kilde: www.lundgaard.com. Foto: Lene Lundgaard.

Mine malerier er hverdagshistorier”… Lene beskriver sine malerier som en slags hverdagshistorier, der altid udtrykker noget humoristisk, og noget søgende – men vil helst ikke sætte præcise ord på, om et maleri forestiller en person, flere personer, dyr o.s.v. Lene maler for sin egen skyld – og lader det herefter være op til beskueren, at afsøge sin egen fortælling, følelse eller stemning i maleriet.

Stoftryk – skulle det nok have været”… Når Lene ser tilbage på sin uddannelse, mener hun, at det nok ville have været bedre for hende, at have haft stoftryk som hovedfag (i stedet for beklædningssyning). Stoftryk, og i det hele taget kombinationen af tekstiler og farve/maling, har nemlig altid haft en vigtig betydning i Lenes maleri.

I Lenes eget arbejde med tøj og beklædningssyning, var den rette kombination af struktur, kvalitet og farvevalg, vigtig. Efterfølgende, i mange af Lenes malerier, lige fra de tidligere collagemalerier til Lenes nuværende arbejde med mere klassisk maleri, har stoflighed, struktur og det at ”lægge” farve og motiv på en tekstil flade, også haft stor betydning. Lene synes derfor selv, at måden hun arbejder på, minder meget om stoftryk, med lag, på lag, på lag – af farve og struktur… En teknik, der giver dybde og liv i hendes billedkompositioner, ja – som var det næsten stoftryk.

Lene Lundgaards atelier. Foto: Marianne Porsborg
Lene Lundgaards atelier. Foto: Marianne Porsborg, 2015.

Det er nok fordi jeg er en tekstil-pige”… Gennem vores samtale om det at undervise og formidle vores to tekstile fag, rundede vi emnet af med en snak om, hvad der kan inspirere til – og starte et nyt maleri eller et nyt strikdesign. Lene forklarede – kort fortalt, hvordan det ofte er bestemte farver, som starter hendes maleproces. Jeg prøvede at sætte ord på min designproces, ved at forklare hvordan jeg som regel først forelsker mig i et garns struktur eller farve – og/eller har udset mig et bestemt strikkemønster som jeg vil arbejde med… og hvordan jeg derfra arbejder mig frem mod design af den beklædningsgenstand, det snit o.s.v., som jeg synes mønster og struktur passer til…

Da jeg, måske ad lidt snørklede veje, havde søgt at sætte ord på min egen designproces, med fokus på hvordan jeg arbejder i en slags spiral-proces – lidt frem og tilbage, og lidt lag-på-lag – svarede Lene: ”…det er jo også dér jeg starter, med lag på lag” … ”det er nok fordi jeg er tekstil-pige”…

Et værk bliver til… Som nævnt, kan det ofte være en bestemt farvepalet, som sætter Lene i gang med et nyt værk. Lene maler altid til musik, og kan arbejde koncentreret og effektivt i flere timer af gangen. Hun bruger først små pensler, og arbejder, næsten intuitivt, med hurtige bevægelser til musikken, og hvor hun, med mine ord, altså på denne måde former og ”lægger” grunden til maleriets komposition. Se foto herunder, hvor Lene viser et nystartet værks grund, bemalet med små pensler og hurtige bevægelser.

Lene fremviser ekstraordinært et eksempel på hvordan et nyt maleri startes med masser af hurtige penselstrøg mv. Foto: Marianne Porsborg
Lene fremviser ekstraordinært et eksempel på hvordan grunden til et et nyt maleri startes. Foto: Marianne Porsborg, 2015

Herefter arbejder Lene sig op og ud i maleriet – med større pensler, større farveflader, mere lag-på-lag, og med langsommere og mere bevidste bevægelser og penselstrøg. Undervejs søger Lene efter den endelige kompositions figurer, former og farver. Så holder hun pauser og holder fast – og arbejder i det hele taget grundigt og målbevidst med sine værker.

Når et maleri er tæt på at være færdigt, “prøver” Lene maleriet af, ved at tage det ind i dagligstuen – væk fra sit atelier, for at vurdere hvordan det virker i mere hjemlige rammer, og i et andet lys end atelier-lyset. Efter denne “prøvning” vurderer Lene, om et maleri er færdigt, eller om det lige skal have lidt tid, og lidt mere opmærksomhed.

Det at skabe… Glæden ved de tekstile fag, og håndens arbejde i det hele taget, har hun som sagt fået med sig hjemmefra, som en gave hun værdsætter mere og mere, som årene går. Men det at skabe, det at tænke og arbejde kreativt og skabende med billedvævning, tekstile collager og maleri som udtryk og produkt, mener Lene at hun må have haft i sig, og altså ikke fået med sig hjemmefra, fordi ingen i familien, ud over Lene, arbejder skabende, som kunstner.

Som jeg ser det, og som jeg kender Lene, tænker jeg, at hun nok alligevel, måske indirekte, har fået – hvis ikke evnen, så i hvert fald lysten til at skabe, med sig hjemmefra. Det at være fagligt dygtig til et eller flere kunsthåndværk – i kombination med altid at være flittig og hårdtarbejdende, tror jeg frembringer en indre ”nerve” af kreative evner og energi, som en skabende evne indlejret i kroppen.

Min Muse - maleri af Lene Lundgaard, med digt af Hanne Kirk. Foto: Lene Lundgaard.
Min Muse – maleri af Lene Lundgaard, med digt af Hanne Kirk. Kilde: www.lundgaard.com. Foto: Lene Lundgaard.

Modet til at træde ved siden af… Med Lenes egne ord, har hun altid haft modet, til at ”træde ved siden af”. Ikke, at hun som ung demonstrativt valgte at gå andre veje end resten af familien, men fordi hun fik lov til at fravælge de gængse uddannelser på den tid, og i stedet vælge det kreative, det formgivende og lærergerningen til.

Lenes mormor arbejdede i øvrigt som skrædder, og ”syede for byens folk” igennem hele Lenes opvækst, men ellers valgte resten af familien mere gængse erhverv, som de merkantile fag og håndværk.

Som ung, fra 14 års alderen, kunne Lene selv sy sit tøj, og valgte altid at sætte sit eget aftryk på tøjet, og fulgte med andre ord ikke nødvendigvis tidens tøjmode. Modet til at træde ved siden af, at have sin egen stil – og stå ved den, også i tider hvor moden måske dikterer noget andet, gælder ikke bare Lenes malestil og tøjstil, men også Lenes måde at indrette sit hjem på, Lenes havedesign o.s.v.

Naturligvis har det fra tid til anden, og måske mest tidligere i karrieren, bekymret Lene, når udeforstående har kritiseret hendes kunst, men hun har alligevel formået at stå fast på sin egen stil. Lene udtaler: ”Jeg hviler i mig selv, og anerkender, at nogle måske ikke bryder sig om mine malerier… måske fordi der er en voldsomhed i malerierne, og at malerierne måske kræver noget – en indsats, af beskueren” … ”Det var noget man skulle lære, at der var nogle, som virkelig ikke kunne lide det jeg lavede”.

Udsnit af maleri. Foto: Lene Lundgaard.
Udsnit af maleri. Kilde: www.lundgaard.com. Foto: Lene Lundgaard.

Som Lene, vælger jeg også på mange måder bevidst, at træde ved siden af. Min webshop er lidt anderledes end andre garnbutikker på internettet. Mine strikdesigns er enkle i snit, mønster og farvevalg – måske tidsløse – og jeg lader altid garnets struktur og kvalitet ”føre an” i min designproces. Fagteknisk, så gør jeg i øvrigt også, som jeg altid har gjort. Jeg holder mig til de teknikker og måder at strikke på, som virker godt for mig – uagtet, at moden inden for strikketeknikker, måske dikterer noget andet. Heldigvis står vi begge i den situation, at vores ”udbud” i store træk matcher tidens ”efterspørgsel” og det styrker jo modet til at stå fast.

Udbud og efterspørgsel… Når Lene og jeg sammenligner vores arbejdsliv, dukker flere fællestræk end forskelle op. Udover, at vi begge er vokset op med en barndom fuld af håndarbejde og husflid, at vi begge er (og har været) passionerede formgivere udi de tekstile fag, så er vi også begge underlagt det faktum, at udbud og efterspørgsel, også har en stor betydning i vores daglige virke.

For eksempel, kunne Lene, i sine mange år som højskolelærer, ikke altid selv sætte dagsordenen for, hvilke tekstile kunsthåndværksfag hun skulle undervise i. Naturligvis kunne hun foreslå kurser og undervisningsforløb i fag og teknikker, men et kursus eller hold kom jo kun op at stå, hvis der var tilmeldinger nok.

Siden 1998 har Lene valgt at arbejde på fuld tid med sin kunst, og heldigvis har hendes værker siden da, været meget efterspurgte. Lenes kunst falder altså i mange kunders smag, men hun er også helt bevidst om, at når moden inden for maleri skifter, så kan interessen for hendes værker MÅSKE falde.

Balancegangen består altså i, at både at kunne stå fast på sine kunstneriske og faglige stil – og samtidig at kunne skaffe brød på bordet. Et faktum, som måske får mange til at fravælge et hverv som kunstner eller udøvende tekstilformgiver/designer…?

Lene Lundgaard i sit atelier. Foto: Lene Lundgaard.
Lene Lundgaard i sit atelier. Kilde: www.lundgaard.com. Foto: Lene Lundgaard.

Produktiv kunstner med mange udstillinger… Som det kan ses på Lenes hjemmeside (se nederst på siden) er hun hele tiden aktiv. Ikke bare i atelieret med produktion af mange nye værker, Åben Hus arrangementer og besøg af kunder og andre gæster i atelieret, men også som aktiv udstillende kunstner, landet over. Når Lene udstiller, holder hun af, selv at være med fra start til slut i udstillingsforløbet. Det betyder, at hun selv er med til at hænge værkerne op, at Lene ofte er til stede i galleriets åbningstid – og at hun også selv er med til at tage værkerne ned igen, efter endt udstilling. Det giver mange kilometer på landets veje, mange timers hårdt arbejde – og mange gode snakke med de mange nye mennesker, Lene møder på sin vej. En del af jobbet som billedkunstner, Lene ikke vil undvære!

Billedvævning – fortid og mulig fremtid?… Som nævnt, har Lene tidligere også arbejdet en del med billedvævning. Et stykke tid efter Lenes uddannelse som lærer i beklædningssyning, fulgte nogle år hvor hun videreuddannede sig til professionel væver, ved flerårige kurser hos Dansk Stoftryk & Væverlaug og ved Dansk Husflidsselskab. Arbejdet med billedvæven, blev til mange værker, små og store, alene og i fællesskab med andre vævere. Billedvævning var altså en fritidsbeskæftigelse og et håndværk, som i en årrække fyldte en del i Lenes liv.

Tidligere i år, præsenterede jeg her på Doggerland Designs blog: Tekstildesigneren og Væver Astrid Skibsted fra Århus, ved et bloginterview og en række fotos af Astrids værker. Et tekstilt bloginterview som fangede Lene, og som måske har været med til at inspirere hende til nye tanker, om fremtidige væve-projekter… Under alle omstændigheder, udtalte Lene sidst i interviewet, at hun godt kunne forestille sig, på sigt at ville arbejde med billedvævning igen…

Så måske, vender tekstil-pigen Lene Lundgaard tilbage til garn og væv? Uanset hvad fremtiden bringer af nye projekter og værker fra Lenes hånd, vil jeg fortsat følge hende, fuld af beundring og respekt!

Marianne Porsborg, den 14. september 2015

Udsnit af maleri. Kilde: www.lundgaard.com. Foto: Lene Lundgaard.
Udsnit af maleri. Kilde: www.lundgaard.com. Foto: Lene Lundgaard.

Har du lyst til at se Lenes kunst i virkeligheden, og ikke bare her i cyberspace, er du meget velkommen til at kontakte Lene og aftale et besøg i hendes atelier, eller du kan se hendes værker på de mange udstillinger, landet over. Du er naturligvis også hjertelige velkommen til at benytte dig af bloggens kommentar-funktion – så sender jeg din hilsen, dine spørgsmål mv. videre til Lene.

Find kontaktoplysninger, aktuelle udstillinger mv. på Lene Lundgaards hjemmeside (ved Rune Lundgaard): www.lundgaard.com

Lidt om designprocessen – mest om fag og titler, i en verden under forandring…

Kære læser,

I sidste blogindlæg blev Tekstildesigneren Astrid Skibsted fra Aarhus præsenteret ved et blog-interview, hvor Astrid blandt andet fortalte lidt om sine inspirationskilder til sit designarbejde, og om den faglig styrke der ligger i årelang erfaring med det jeg kalder håndens arbejde.

Idag vil jeg starte på en slags føljeton om “den tekstile designproces”. Men, som med så meget andet, kan man vist aldrig komme i dybden med et felt, eller begreb, som den tekstile designproces – blot ved ét blogindlæg, eller ved én snak. Mere må til, og derfor bliver det altså et emne, som jeg dels selv vil vende tilbage til fra tid til anden, dels lader stadig flere gæsteskribenter komme til orde om, her på bloggen.

Designprocessen og begreberne… Blogindlæggets overskrift kunne i min optik også nemt havde heddet “At være kreativ”, men da begrebet kreativ desværre længe har haft en klang af noget alternativt, på den nedladende måde, vælger jeg at bruge det mere moderne begreb: design… Personligt holder jeg nu både af begrebet kreativ og begrebet alternativ, og har aldrig haft problemer med selv at være begge dele… så måske derfor, står begreberne design og designproces omvendt lidt for “smarte” i mine ører – og sådan er der jo så meget 🙂 Når alt kommer til alt, handler det jo om den tid vi lever i og hvor vi hver især står som mennesker – og måske mest om vores forskellige vaner, vores opvækst og hvilke sociale kontekster vi indgår i…

Når æblet ikke falder langt fra stammen… Som jeg har skrevet om tidligere, er jeg selv rundet af en på mange måder meget kreativ familie, hvor arbejde med et “håndens fag” og med mennesker, har fyldt og stadig fylder. Bare set hen over et par generationer eller tre, tæller min familie håndværkere af forskellig slags, en mejeribestyrer, ingeniører, en bygningskonstruktør, en blomsterdekoratør, pædagoger, lærere o.s.v. Samtidig er, eller var, de fleste af mine familiemedlemmer også rigtig gode til mange former for husflid (nødvendige eller selvvalgte gør-det-selv-projekter), håndarbejde og/eller maleri og tegning. I og med, at jeg – som et rigtigt familiemenneske, også altid har været meget sammen med især min nære familie og mine bedsteforældre, har al denne kreativitet og lyst til at sætte i værk, (måske naturligvis) smittet af på mig… Jo ældre jeg bliver, og jo flere mennesker jeg lærer at kende – desto mere er jeg ihvertfald blevet opmærksom på, hvor meget det at vokse op i en kreativ familie, kan betyde for et menneskes forhold til håndværk og håndarbejde. Naturligvis, er det ikke nødvendigvis en naturlighed, at alle børn som vokser op i en kreativ familie, selv bliver en kreativ voksen…. Men – en påstand må lyde, set ud fra mine egne erfaringer, at voksnes glæde ved og fordybelse i et håndværk, eller et håndarbejdsfag, alt andet lige, vil smitte positivt af på børn.

Når håndværk og håndarbejde ikke er en naturlig del af hverdagen… Når jeg påstår, at glæden ved et håndens arbejde kan smitte af på børn, kommer det også fra en oplevelse af, at mange af mine venner som ikke er kreative – og altså ikke beskæftiger sig med hverken et håndværk, kunst, husflid eller håndarbejde i deres dagligdag, overvejende har forældre som heller ikke bruger tid på et håndens arbejde. Igen, så er det her jo alene en lægmands konstatering på baggrund af personlige oplevelser – og igen igen, er det sagt i erkendelse af, at verden naturligvis ikke er så “firkantet” som jeg skitseret her. MEN – hvis nu mine påstande ikke rammer helt forbi skiven, så bør det måske være et oplæg til en debat om hvor vi samfundsmæssigt er på vej hen, med de kreative, udviklende, designprægede håndværks- og håndarbejdsfag?

Titler – og moderniseringen af den offentlige sektor… Da jeg gik på håndarbejdsseminariet, som håndarbejdslærerstuderende i slutningen af 1990’erne, var der meget snak internt på seminariet om, hvorvidt der skulle skelnes – og i så fald hvordan, mellem titlerne designer og formgiver. Jeg hører til en af de sidste årgange af “rigtige” seminarieuddannede håndarbejdslærere (og tekstilformgivere), hvor den treårige uddannelse stadig var todelt, med 50/50 vægt på de pædagogiske/-undervisningsmæssige fag og de håndværksmæssige fag. Jeg fik således en uddannelse, som både kunne bruges pædagogisk/undervisningsmæssigt og håndværksmæssigt – for mit vedkommende: med fokus på dels pædagogisk forsøgs- og udviklingsarbejde, dels tekstil design og formgivning. Denne treårige kombinationsuddannelse betød dog, at jeg ikke blev uddannet “rigtig” lærer eller “rigtig” tekstil designer – og at jeg, efter endt uddannelse, stod med to enslydende eksamensbeviser for samme uddannelse: et eksamensbevis med titlen Håndarbejdslærer og et med titlen Tekstilformgiver. Imidlertid så jeg og mine medstuderende dengang denne dobbelthed i vores uddannelse som en force, i og med at vi efter endt uddannelse stod fagligt stærkere, både pædagogisk og håndværksmæssigt, end f.eks. håndarbejdslærere uddannet på de “rigtige” (folkeskole) lærerseminarier. Men verden ændrer sig, og det stadig med lynets hast – og uddannelsessektoren, eller i det hele taget mange institutioner i den offentlige sektor, blev også ændret – omlagt, nedlagt, udviklet… en forandringsproces som kaldes: moderniseringen af den offentlige sektor… En del af mine medstuderende fik efter endt uddannelse jobs som undervisere og lærere, deltids eller fuldtids. Andre arbejdede selvstændigt, som håndværkere, formgivere, designere eller kunstnere, igen – deltids eller fuldtids. Jeg selv, drømte ved studiets start om at blive fuldtids lærer på en folkehøjskole, men “moderniseringen af den offentlige sektor” førte imidlertid også en højskolereform med sig, som direkte eller indirekte nedlagde mange højskoler, og derfor mindskede mine muligheder for job som højskolelærer… Ergo: valgte jeg dengang, at slå mig ned som selvstændig, med garnsalg, strikdesign og en lille produktion af unika tøj – i kombination med diverse deltids lærerjobs, pædagogiske jobs, rengøringsjobs mv. MEN – gør det, at jeg på denne måde – on and off – har arbejdet med (strik)design det legalt, at jeg kalder migselv for strikdesigner ? I og med, at tiderne har ændret sig, og at min uddannelse og uddannelsesinstitution, ikke længere findes, så kender omverdenen heller ikke længere til min uddannelse, og når jeg præsenterer mig som håndarbejdslærer, tror folk jeg er uddannet folkeskolelærer – og når jeg præsenterer mig som tekstilformgiver, tror folk at jeg er “skrædder-et-eller-andet-agtigt”… Summa summarum, fandt jeg for lang tid siden ud af, at hvis jeg bruger titlen strikdesigner, som jo alt andet lige betegner det jeg længe, i større eller mindre omfang, har beskæftiget mig med – så “passer jeg ind i boksen” i en moderne tid, hvor håndarbejde, håndværk og formgivning som sagt, har fået en klang af kreativitet og noget alternativt – på den nedladende måde… I min verden, er jeg dog stadig BÅDE lærer OG tekstilformgiver, og ikke “rigtig” designer, men når verdenen ændres, og når begreber og betegnelser får moderniseret indhold og form, må jeg og mine fagfæller måske også ændre opfattelse af vores fag, vores kunnen og vores titler? Derfor kunne et afsluttende spørgsmål under dette tema passende være: Skal vi, i en moderniseret verden, bruge titler ordret efter ordlyden på vores eksamensbevis, eller efter vores aktuelle fag- og arbejdsområde?

Italesættelse af “håndens arbejde” Indledningsvist brugte jeg begrebet håndens arbejde som en betegnelse for de tekstile håndværksfag Astrid Skibsted har beskæftiget -og beskæftiger sig med. Det er helt bevidst og ganske velovervejet, at jeg bruger denne betegnelse – dette begreb, som ikke er et jeg har opfundet til lejligheden, men som dog stadig er forholdsvis ukendt. Min pointe er, at skal vi italesætte både håndværk og håndarbejde (som i min optik er to sider af samme sag, men lad nu det ligge :-)) på en ny og mere positiv måde – og altså prøve at ændre på vores kreative fags mere eller mindre blakkede ry og omdømme, så må der nok – blandt andet – nye begreber og termer til. Hvis flere og flere ikke arbejder med håndværk eller håndarbejde i dagligdagen – professionelt eller på hobbyplan – og hvis flere og flere uddannelser rykker sig væk fra “håndens arbejde” og den kreative (design)proces, så er det ihvertfald en overvejelse værd, om det er en udvikling vi vælger bevidst og velovervejet, eller om vi “bare flyder med strømmen”… Igen, hvis jeg må tillade mig at være lidt påstålig, så har moderniseringsprocessens anvendelse af begrebet design jo ikke hjulpet de kreative håndværksmæssige uddannelser og -fag synderligt, og derfor prøver jeg altså i en god mening, at bruge håndens arbejde som fællesbetegnelse og nyt begreb for de kreative (håndværks)fag og uddannelser. Måske er det naivt af mig at tro, at dette bud på en ny-italesættelse kan rykke noget i positiv retning, men om ikke andet, så er det i det mindste et forsøg 🙂

I flere af de kommende blogindlæg fortsætter jeg mit fokus på det at arbejde kreativt, set fra forskellige vinkler og perspektiver – nogle med udgangspunkt i den tekstile designproces – andre med afsæt i fagområder udenom- eller længere væk fra de tekstile fag.

På glædeligt genhør – og kommentér MEGET gerne på indlægget!

Marianne Porsborg v/Doggerland Design