Tanker… om tid og kvalitet i forhold til håndværk og læring.

Da jeg for 20 år siden, som Seminarierådsformand og studerende, var til et større weekendmøde med repræsentanter fra andre håndarbejdsseminarier i Danmark, blev vi underholdt og inspireret af nu afdøde Peter Bastian.

Underholdt og inspireret er måske fattige ord, for tråden i Peter Bastians foredrag denne dag, gjorde et enormt og uforglemmeligt indtryk på mig. På det tidspunkt havde jeg taget et stort skridt: opsagt et godt job som logistikassistent i en større dansk industrivirksomhed – været et lille halvt år på højskole – og var nu førsteårsstuderende på det studie som, på godt og ondt, skulle ændre mit arbejdsliv. Det “onde” lader vi ligge og holder fast i det gode – nemlig, at jeg så småt begyndte at mærke efter, i forhold til job og karriere.

Tråden i Peter Bastians foredrag, med udgangspunkt i fortællinger fra hans liv med musik og filosofi (og bogen “Ind i musikken”) – handlede kort fortalt om: Tid og Kvalitet. Da alle mødedeltagere var lærere og studerende i håndarbejd- eller kunsthåndværksfag, havde Peter Bastian naturligvis tonet foredraget, så hans tanker om tid og kvalitet i forhold til arbejde med musik, også passede til det at arbejde med – eller undervise i et håndværksfag.

Tid og kvalitet – har jeg skrevet om før – i forhold til håndarbejde, men også i forhold til uddannelse og skole. Det at lære et fag godt, tager tid. Så enkelt er det. Og det vidste og viste Peter Bastian på sin kompromisløse måde ved foredraget for 20 år siden. Kunsten at blive professionel tager også tid, bare længere end det tager at blive god…

Ting tager tid. Det lyder enkelt, men er i virkeligheden ofte lidt af en umulighed, med mindre man som Peter Bastian går virkelig kompromisløst til opgaven: til det at lære et fag professionelt. Arbejde, arbejde og arbejde – øvelse, øvelse og øvelse. Tid, flid og ihærdighed. Og måske ikke mindst: modet til at fejle med oprejst pande.

At blive god eller professionel, kræver altså både tid og rum til at fejle. Et problem, i min optik, i vores hastprægede og procesorienterede samfund, med PISA-test og alverdens målstyring, hvor tid og kvalitet groft sagt er ringeagtede parametre i forhold til den enkeltes udbytte og glæde ved at lære. Kunne jeg være blevet god til at strikke, sy, tegne og designe – hvis ikke jeg var begyndt som barn, i kyndig mesterlære hos forældre og bedsteforældre – som alle, på hver deres måde var passionerede og kreative gør-det-selv-folk? Jeg tror det ikke.

Filosoffen Michael Polanyi skrev i bogen “Personal Knowledge” at fag der ikke bruges professionelt, glemmes eller betragtes med foragt, forsvinder for altid i løbet af en generations tid. Med mindre, at nogle bruger tid på at bevare fagets indhold, traditioner og teknikker… Spørgsmålet er så bare, om faget bare uddør langsomt, hvis ikke der er tale om et professionelt fagligt “vedligeholdelsesarbejde”?

Naturligvis udvikles samfund hele tiden – og især den teknologiske udvikling har ført meget nyt og godt med sig, men også overflødiggjort mange fag og teknikker, måske mest inden for håndværksfagene. Men er det kun den teknologiske udviklings “skyld” at nogle fag langsomt uddør? Eller er det også den moderne tids systemtænkning og rationelle effektivitetsstyring som har ladet respekten for håndværket – kunsten og håndarbejdet smuldre? Eller eller… for der er sikkert mange forklaringer, men på bundlinjen står stadig, at kompromisløse “fagnørder” som Peter Bastian er sværere at finde nu, end tidligere.

Selvom Peter Bastian i meget høj grad har styrket mit livs interesse for håndværksfag, uddannelse og mesterlære, så blev jeg alligevel selv lidt af en generalist, som både lærte merkantile fag og drømte om iværksætteri… som både læste pædagogik og håndarbejde på seminariet – og som nu, i skrivende stund, både er garnbutikindehaver og pædagogikstuderende på universitet. Har jeg lært noget af Peter Bastian? Både og, for jeg er stadig kritisk, selvkritisk og ivrig efter at lære – også af fejl, men aldrig kompromisløst.

Istedet har jeg altid haft mottoet “alt med måde” med mig, i stort set alt hvad jeg har beskæftiget mig med. Men vi har stadig som samfund brug for, at nogle har modet til at sætte ting på spidsen – modet til at turde være kompromisløse og modet til at fejle, prøve igen og blive bedre og bedre…

Jeg bliver nok aldrig selv kompromisløs i forhold til min egen faglighed og læring – for jeg har familie og andre beskæftigelser som også fortjener plads i mit liv. Men jeg vil gerne – næsten kompromisløst – gå i front i en kamp for, at Tid og Kvalitet i skole og uddannelse føres ind i en ny og forhåbentlig kvalificeret debat og udvikling. Dette lille jordnære skriv til minde om Peter Bastian, hans musik og filosofiske tanker – er måske et skridt på vejen.

KH Marianne Damgaard Porsborg

Essay “Tekstile tendenser” af gæsteblogger Lisbeth Tolstrup

Kunsthistoriker Lisbeth Tolstrup. Foto: Lars Pryds
Kunsthistoriker Lisbeth Tolstrup. Foto: Lars Pryds

 

Tekstile tendenser

I mange år var håndarbejde et fag, der i den bedste mening blev betragtet som opdragende og ikke mindst dannende, når det indgik i en skole- eller anden uddannelsessammenhæng. I de mere private boldgader kunne det ligge som dele af en varm understrøm, når det fx gjaldt undervisningen på højskoler, fagskoler eller kurser, alle med det fælles mål at styrke særlige kundskaber – der så igen kunne være rettet mod erhverv, meningsfuld fritid eller, i enkelte tilfælde, ligefrem udtryk. Blandt de stærkeste positioner sås beklædningssyningen, der på en gang kunne målrettes praktiske formål i hjemmet og erhverv i forhold til det at skabe sig et eksistensgrundlag. Med højskolebevægelsen, og hele spektret af folkeoplysning, som det har kunnet følges gennem mere end 150 år på land som i by, har det været muligt at iagttage en omfattende udfoldelse af fagligheder. Nogle blev teknik- og i visse sammenhæng linjedefinerede, som fx vævning og stoftryk på landets kunsthåndværkerskoler, mens andre blev mere specifikke i forhold til håndtering af materialer og teknikker. Et kig i oplysningsforbundenes aktuelle efterårsprogrammer vil afsløre, at der stadig findes en rig diversitet af fagbetegnelser.

Det, der måske udgør den største forskel, set under et tekstilt perspektiv på fx 40 år, er de udsving, der kan registreres fra midten af 1970’erne, hvor det modelfunderede skolehåndarbejde blev konfronteret af to stærke strømninger. Ungdomsoprørets frie tilgang til håndarbejde af snart sagt enhver form overfor ideen om at få legaliseret en håndarbejdslæreruddannelse på et vist niveau. Mens ungdomsoprøret lystigt sprang fra det ene område til det andet – fra det kønspolitiske til meningsskabende, fra det rebelske til det performative – fastholdt man i håndarbejdslæreruddannelsen en struktur, der for nogle seminariers vedkommende var tæt forbundet med folkeoplysningens kursuskonstruktioner, for andre stod i en klar gæld til højskolebevægelsens mere komplekse livsopfattelse. Uanset tilhøret fejede en politisk beslutning omkring år 2000 ind over området, der i løbet af nogle få år blev decimeret til en skygge af fordums uddannelsesposition. Omkring ti år senere blev det politiske søgelys rettet med folkeskolens håndarbejde, der i løbet af nogle få år gik fra at være et kulturbærende fag med en lang fagfaglig tradition, til at blive element i en rekonstruktion, der hverken på læreruddannelsesniveau eller på praktisk skoleniveau endnu kan siges at have fundet sin identitet. Begreber som materiel design, materiel kultur samt konstruktionen håndværk og design er lige nu under udvikling.

 

Rebelske fibre

Med denne indledning kan det lyde, som om en særlig tristesse har lagt landet øde, når det gælder håndarbejde. Men det er faktisk ikke rigtigt – tværtimod er min påstand. Det er som om hele forventningen til formalisering – både i folkeskolen og i folkeoplysningen – har sat et særligt blus under nogle mere rebelske tendenser. Som en stærk kontrast til de formelle uddannelsesstrukturer lader en anden bevægelse til at have suget næring i form af tekstile forgreninger – nemlig foreningsdannelsen. Uanset om blikket rettes mod vævning med tilhørende vævekredse, patchwork eller knipling, for blot at nævne nogle – er det foreningsstrukturer på frivilligt grundlag, der i dag er bærende for møder og træf, formidling af information og ikke mindst introduktion af ny viden. Dertil kommer markedskulturen, der med en stigende bevidsthed om genbrug og nærhed i dialogen, kan ses som infrastruktur for festivaler fx med forstavelsen uld, strikke eller knipling, vævedage eller ”tekstile højskoledage”, hvor handel, formidling og almindelig underholdning mikses sammen til folkelige træf af fagligt interesserede på alle niveauer. Endelig – som en tredje pind i registreringen – ses erobringen af det offentlige rum, fx i form af yarn bombing, street art eller graffitiinspirerede markeringer eller events.

Disse tre tilgange, foreningsdannelsen, markedsfestivalerne og de subkulturelle oprør er så meget i bevægelse, at det kan være svært at adskille tendenser og nytænkning overfor en mere formel kontekst. For med de tekstile forgreninger bliver der på en gang mange nye muligheder, men samtidig længere mellem fx en direkte faglig forankring, eller med overliggeren smækket lidt højere op, en egentlig tekstil forskning. Det tekstilfaglige kan naturligt forbindes med de tidligere omtalte fagligheder, men det vil også give god mening at forbinde dem med de digitale netværksdannelser, der er blevet mulige på kort tid – reelt inden for mindre end 15 år. Dermed opstår der den interessante situation, at fx strikkere med samme faglige nysgerrighed eller interessefelt på et øjeblik kan etablere kontakt på tværs af tid og sted, ligesom hvem som helst kan kommunikere ideer og teknikker ud ved egen hjælp. Dermed har der vist sig en særlig grobund for fx tekstil turisme, hvor større eller mindre tekstile grupper rejser ud sammen for at møde åndsfæller eller opleve begivenheder, der for få år siden ville have været praktisk uoverkommelige. Tættere på, hjemme i stuen, er det fx en søgemaskine som Google eller introsites som You Tube eller Wikipedia – for ikke at nævne den sværm af formidlingssider – der gør det muligt at præsentere og dele viden på et splitsekund, der åbner for helt nye tilgange.

I denne slipstrøm af tendenser bliver det stadig festligere og mere nærværende at deltage i tekstile træf, uanset om de finder sted på en ø i Nordatlanten, en campingplads i Sønderjylland eller et partytelt i København. For det er tekstilerne og glæden ved at møde hinanden og ikke mindst at blive præsenteret for nyt inden for de enkelte teknikker, der bliver bærende. Meningsfuld fritid for de fleste og faglige udfordringer for deltagerne i de vækstlag, der i dag har antaget nogle former, de færreste ville have gættet på for få år siden. På den måde får vi lov til at opleve historiens vingesus, i selvsamme øjeblik, det fejer forbi os.

 

Lisbeth Tolstrup

Er tekstilt uddannet som håndarbejdslærer og tekstilformgiver med afgang i vævning og strik. Hun arbejder funktionelt med formgivning af bl.a. strik og udtryksmæssigt inden for området fiber art. Teoretisk er hun som kunsthistoriker optaget af tekstil som kunstnerisk medie – med fokus på anden halvdel af det 20. århundrede.

Fra 2010 indehaver af det tekstile antikvariat www.tex-antik.dk

Lidt om designprocessen – mest om fag og titler, i en verden under forandring…

Kære læser,

I sidste blogindlæg blev Tekstildesigneren Astrid Skibsted fra Aarhus præsenteret ved et blog-interview, hvor Astrid blandt andet fortalte lidt om sine inspirationskilder til sit designarbejde, og om den faglig styrke der ligger i årelang erfaring med det jeg kalder håndens arbejde.

Idag vil jeg starte på en slags føljeton om “den tekstile designproces”. Men, som med så meget andet, kan man vist aldrig komme i dybden med et felt, eller begreb, som den tekstile designproces – blot ved ét blogindlæg, eller ved én snak. Mere må til, og derfor bliver det altså et emne, som jeg dels selv vil vende tilbage til fra tid til anden, dels lader stadig flere gæsteskribenter komme til orde om, her på bloggen.

Designprocessen og begreberne… Blogindlæggets overskrift kunne i min optik også nemt havde heddet “At være kreativ”, men da begrebet kreativ desværre længe har haft en klang af noget alternativt, på den nedladende måde, vælger jeg at bruge det mere moderne begreb: design… Personligt holder jeg nu både af begrebet kreativ og begrebet alternativ, og har aldrig haft problemer med selv at være begge dele… så måske derfor, står begreberne design og designproces omvendt lidt for “smarte” i mine ører – og sådan er der jo så meget 🙂 Når alt kommer til alt, handler det jo om den tid vi lever i og hvor vi hver især står som mennesker – og måske mest om vores forskellige vaner, vores opvækst og hvilke sociale kontekster vi indgår i…

Når æblet ikke falder langt fra stammen… Som jeg har skrevet om tidligere, er jeg selv rundet af en på mange måder meget kreativ familie, hvor arbejde med et “håndens fag” og med mennesker, har fyldt og stadig fylder. Bare set hen over et par generationer eller tre, tæller min familie håndværkere af forskellig slags, en mejeribestyrer, ingeniører, en bygningskonstruktør, en blomsterdekoratør, pædagoger, lærere o.s.v. Samtidig er, eller var, de fleste af mine familiemedlemmer også rigtig gode til mange former for husflid (nødvendige eller selvvalgte gør-det-selv-projekter), håndarbejde og/eller maleri og tegning. I og med, at jeg – som et rigtigt familiemenneske, også altid har været meget sammen med især min nære familie og mine bedsteforældre, har al denne kreativitet og lyst til at sætte i værk, (måske naturligvis) smittet af på mig… Jo ældre jeg bliver, og jo flere mennesker jeg lærer at kende – desto mere er jeg ihvertfald blevet opmærksom på, hvor meget det at vokse op i en kreativ familie, kan betyde for et menneskes forhold til håndværk og håndarbejde. Naturligvis, er det ikke nødvendigvis en naturlighed, at alle børn som vokser op i en kreativ familie, selv bliver en kreativ voksen…. Men – en påstand må lyde, set ud fra mine egne erfaringer, at voksnes glæde ved og fordybelse i et håndværk, eller et håndarbejdsfag, alt andet lige, vil smitte positivt af på børn.

Når håndværk og håndarbejde ikke er en naturlig del af hverdagen… Når jeg påstår, at glæden ved et håndens arbejde kan smitte af på børn, kommer det også fra en oplevelse af, at mange af mine venner som ikke er kreative – og altså ikke beskæftiger sig med hverken et håndværk, kunst, husflid eller håndarbejde i deres dagligdag, overvejende har forældre som heller ikke bruger tid på et håndens arbejde. Igen, så er det her jo alene en lægmands konstatering på baggrund af personlige oplevelser – og igen igen, er det sagt i erkendelse af, at verden naturligvis ikke er så “firkantet” som jeg skitseret her. MEN – hvis nu mine påstande ikke rammer helt forbi skiven, så bør det måske være et oplæg til en debat om hvor vi samfundsmæssigt er på vej hen, med de kreative, udviklende, designprægede håndværks- og håndarbejdsfag?

Titler – og moderniseringen af den offentlige sektor… Da jeg gik på håndarbejdsseminariet, som håndarbejdslærerstuderende i slutningen af 1990’erne, var der meget snak internt på seminariet om, hvorvidt der skulle skelnes – og i så fald hvordan, mellem titlerne designer og formgiver. Jeg hører til en af de sidste årgange af “rigtige” seminarieuddannede håndarbejdslærere (og tekstilformgivere), hvor den treårige uddannelse stadig var todelt, med 50/50 vægt på de pædagogiske/-undervisningsmæssige fag og de håndværksmæssige fag. Jeg fik således en uddannelse, som både kunne bruges pædagogisk/undervisningsmæssigt og håndværksmæssigt – for mit vedkommende: med fokus på dels pædagogisk forsøgs- og udviklingsarbejde, dels tekstil design og formgivning. Denne treårige kombinationsuddannelse betød dog, at jeg ikke blev uddannet “rigtig” lærer eller “rigtig” tekstil designer – og at jeg, efter endt uddannelse, stod med to enslydende eksamensbeviser for samme uddannelse: et eksamensbevis med titlen Håndarbejdslærer og et med titlen Tekstilformgiver. Imidlertid så jeg og mine medstuderende dengang denne dobbelthed i vores uddannelse som en force, i og med at vi efter endt uddannelse stod fagligt stærkere, både pædagogisk og håndværksmæssigt, end f.eks. håndarbejdslærere uddannet på de “rigtige” (folkeskole) lærerseminarier. Men verden ændrer sig, og det stadig med lynets hast – og uddannelsessektoren, eller i det hele taget mange institutioner i den offentlige sektor, blev også ændret – omlagt, nedlagt, udviklet… en forandringsproces som kaldes: moderniseringen af den offentlige sektor… En del af mine medstuderende fik efter endt uddannelse jobs som undervisere og lærere, deltids eller fuldtids. Andre arbejdede selvstændigt, som håndværkere, formgivere, designere eller kunstnere, igen – deltids eller fuldtids. Jeg selv, drømte ved studiets start om at blive fuldtids lærer på en folkehøjskole, men “moderniseringen af den offentlige sektor” førte imidlertid også en højskolereform med sig, som direkte eller indirekte nedlagde mange højskoler, og derfor mindskede mine muligheder for job som højskolelærer… Ergo: valgte jeg dengang, at slå mig ned som selvstændig, med garnsalg, strikdesign og en lille produktion af unika tøj – i kombination med diverse deltids lærerjobs, pædagogiske jobs, rengøringsjobs mv. MEN – gør det, at jeg på denne måde – on and off – har arbejdet med (strik)design det legalt, at jeg kalder migselv for strikdesigner ? I og med, at tiderne har ændret sig, og at min uddannelse og uddannelsesinstitution, ikke længere findes, så kender omverdenen heller ikke længere til min uddannelse, og når jeg præsenterer mig som håndarbejdslærer, tror folk jeg er uddannet folkeskolelærer – og når jeg præsenterer mig som tekstilformgiver, tror folk at jeg er “skrædder-et-eller-andet-agtigt”… Summa summarum, fandt jeg for lang tid siden ud af, at hvis jeg bruger titlen strikdesigner, som jo alt andet lige betegner det jeg længe, i større eller mindre omfang, har beskæftiget mig med – så “passer jeg ind i boksen” i en moderne tid, hvor håndarbejde, håndværk og formgivning som sagt, har fået en klang af kreativitet og noget alternativt – på den nedladende måde… I min verden, er jeg dog stadig BÅDE lærer OG tekstilformgiver, og ikke “rigtig” designer, men når verdenen ændres, og når begreber og betegnelser får moderniseret indhold og form, må jeg og mine fagfæller måske også ændre opfattelse af vores fag, vores kunnen og vores titler? Derfor kunne et afsluttende spørgsmål under dette tema passende være: Skal vi, i en moderniseret verden, bruge titler ordret efter ordlyden på vores eksamensbevis, eller efter vores aktuelle fag- og arbejdsområde?

Italesættelse af “håndens arbejde” Indledningsvist brugte jeg begrebet håndens arbejde som en betegnelse for de tekstile håndværksfag Astrid Skibsted har beskæftiget -og beskæftiger sig med. Det er helt bevidst og ganske velovervejet, at jeg bruger denne betegnelse – dette begreb, som ikke er et jeg har opfundet til lejligheden, men som dog stadig er forholdsvis ukendt. Min pointe er, at skal vi italesætte både håndværk og håndarbejde (som i min optik er to sider af samme sag, men lad nu det ligge :-)) på en ny og mere positiv måde – og altså prøve at ændre på vores kreative fags mere eller mindre blakkede ry og omdømme, så må der nok – blandt andet – nye begreber og termer til. Hvis flere og flere ikke arbejder med håndværk eller håndarbejde i dagligdagen – professionelt eller på hobbyplan – og hvis flere og flere uddannelser rykker sig væk fra “håndens arbejde” og den kreative (design)proces, så er det ihvertfald en overvejelse værd, om det er en udvikling vi vælger bevidst og velovervejet, eller om vi “bare flyder med strømmen”… Igen, hvis jeg må tillade mig at være lidt påstålig, så har moderniseringsprocessens anvendelse af begrebet design jo ikke hjulpet de kreative håndværksmæssige uddannelser og -fag synderligt, og derfor prøver jeg altså i en god mening, at bruge håndens arbejde som fællesbetegnelse og nyt begreb for de kreative (håndværks)fag og uddannelser. Måske er det naivt af mig at tro, at dette bud på en ny-italesættelse kan rykke noget i positiv retning, men om ikke andet, så er det i det mindste et forsøg 🙂

I flere af de kommende blogindlæg fortsætter jeg mit fokus på det at arbejde kreativt, set fra forskellige vinkler og perspektiver – nogle med udgangspunkt i den tekstile designproces – andre med afsæt i fagområder udenom- eller længere væk fra de tekstile fag.

På glædeligt genhør – og kommentér MEGET gerne på indlægget!

Marianne Porsborg v/Doggerland Design