Tanker om at være kreativ, og at skulle vælge uddannelse, før og nu…

Lige nu, marts 2015, er det 20 år siden, at jeg fik mit første møde med den danske Folkehøjskole. Et møde, som skulle ændre mit liv. Året forinden havde jeg mødt John, som jeg nu har været gift med i snart 16 år. John læste til Eksport-ingeniør, en forholdsvis ny 5-årig Teknikumuddannelse dengang. Og John havde besluttet, før han mødte mig, at når han var færdiguddannet på Teknikum, ville han “hive stikket ud” ved at tage på et højskole ophold. Det at tage på højskole, lå langt fra hvor jeg var i mit liv på det tidspunkt, som nyuddannet All-round Kontorassistent, med en matematisk-samfundsfaglige studentereksamen, HH-eksamen, Merkonom og andre erhvervsrelevante aftenskole-enkeltfag i bagagen, samt med et job som Logistikassistent i en af landets store og ældste industrivirksomheder. Min plan var på det tidspunkt, at læse HD i Logistik, stige i graderne til Logistikkoordinator, og så ellers, tage det hele derfra.

Oprindeligt, var det egentlig ikke min plan, at mit liv skulle være fuld af salg & marketing, logistik, lagerstyring, transport og jura… Men det var fagområder som kontorassistent-uddannelsen og mit første “rigtige” job førte mig ind til, og som jeg hurtigt lærte at holde af og blive god til, selvom jeg måske ikke havde hele mit hjerte med i den karriereplan…

Vinteren 1995, begyndte mit job som logistikassistent dog langsomt at ændre sig. De egentlige logistikopgaver tyndede ud, og flere og flere sekretæropgaver fyldte min hverdag istedet. Jeg var ung – stadig nyforelsket – og job og fremtidsmuligheder kunne passe sig selv, så jeg tog 4 måneders orlov og drog med John på Folkehøjskole: Brandbjerg Højskole ved Jelling. Og hvilket højskoleophold! Nye verdener åbnede sig for mig, nye sider af mig selv blev afprøvet, nye venskaber blev skabt og nyt mod til at stå fast – blev langsomt men sikkert grundlagt. John og jeg havde kun et fag på højskolen sammen, og det var det afsluttende valgfag: Friluftsliv og vandretur i de Norditalienske bjerge. John havde film og musik som sine største fag – jeg havde tekstilkunst og drama/teater som mine. Egentlig, er det ikke helt rigtigt, for tekstilkunst var skemamæssigt et af mine mindre fag, men det kom til at betyde så meget for mig, at jeg betragtede det som det største fag.

Med hensyn til tekstilkunst, håndarbejde, husflid, havearbejde og andre gør-det-selv-arbejder – er jeg skåret af samme læst, som næsten alle andre i min familie… Jeg lærte de mest grundlæggende strikke- og hækleteknikker at kende, inden jeg startede i folkeskolen. Jeg fik min første (håndførte) symaskine som 7-8 årig, skræddersyede mit konfirmationstøj (næsten) helt selv o.s.v. Så allerede som barn lærte jeg altså, langsomt men sikkert, at fordybe mig i den forførende design- og arbejdsproces, der ligger i Håndens arbejde. En kreativ fordybelsesproces, som i min barndom blev udviklet og styrket gennem samvær med mine forældre og bedsteforældre, og ved utallige fritidskurser for børn, på den lokale Husflidsskole.

Desuden er det ikke kun håndarbejde jeg er god til. Jeg kan også tegne og male, og især kul- og blyantstegning, var i mange år een af mine store lidenskaber. Derfor drømte jeg da også som barn om at blive billedkunstner…. eller forfatter: for det skrevne ord, fantasier, drømme, drama og ikke mindst historier om andre menneskers liv og mening, var også så fascinerende… eller kok: for hold da op, hvor var det også skønt at lave mad der ikke bare mættede, men også vakte glæde og stort behag hos venner og familie…

Folkeskolens 9. klasses eksamen blev overstået i 1985 og jeg skulle, i princippet til at klare mig selv: ved at få mig en uddannelse og et rigtigt job (jeg havde ellers masser af fritidsjobs som ung: rengøring, butiks- og babysitter jobs). Som 16 årig stod jeg så der, med alle mine drømme om at blive kok, forfatter eller billedkunstner – og følte mig lidt belastet af at have pæren i orden, fordi hverken mine forældre eller skolen syntes om, at jeg ville “spilde mit talent” på fag og uddannelse som højst sandsynligt “ikke ville give smør på brødet” – og ihvertfald ikke var særlig stor prestige i. Ergo: en sikker fremtid lå i samtidens øjne, i en eller anden form for merkantil uddannelse. Resultat: lange, lange diskussioner og skænderier om hvad jeg skulle med mit liv – og kompromiset blev, at jeg tog et år “i huset”, som tænkepause…

Det var et godt år i huset, hos en kærlig, moderne familie – som naturligvis, hjalp til med at få mig på rette tanker, så jeg i sommeren 1986 startede på Frederikssund Gymnasiums Matematisk-Samfundsfaglige linje. Jeg klarede da også gymnasieårene tilfredsstillende, og fik fine karakterer i næsten alle gymnasiefag. Jeg var bare ikke rigtig glad, da jeg stod der i 1989 med mit eksamensbevis i hånden. For hvad så? Nu lå det at blive kok, forfatter eller billedkunstner jo endnu længere væk – med en studentereksamen i bagagen og en samtid der havde “modernisering, globalisering og vækst” som mantra og omdrejningspunkt.

Endnu et sabbatår blev det til efter gymnasiet, med et års arbejde på 5-holdsskift på en af de store, lokale fabrikker. Mange tanker blev tænkt, mange bede i haven blev vendt og håndluget, mange striktrøjer og andet håndværk blev til i fritiden – og måske var det bare sådan det skulle være at blive voksen: at få sig en uddannelse og/eller et job, og så bare have de kreative fag som hobby? Eller, måske skulle jeg læse til maskiningeniør? Som barnebarn af en kunstnerisk begavet maskiningeniør, som mekaniker-datter med “hænderne skruet rigtigt på” og med en matematisk studentereksamen i lommen, var det måske bare det jeg skulle? På den anden side, nej. Så jeg tog en beslutning, eller rettere: overgav mig – og tænkte, at skulle det være en merkantil uddannelse, så skulle jeg selv vælge hvilken. Jeg arbejdede et lille års tid videre på fabrik, denne gang som (uuddannet) laborantvikar. Læste samtidig HH og Merkonom på aftenskole i Hillerød, flyttede så til København, kom i lære som kontorelev, studerede videre i fritiden, gik en masse i byen, festede og prøvede i det hele taget, at gøre det bare lidt som alle andre…

Men, det holder jo ikke, altid at ville gøre som alle andre. Og blot fordi man kan, er det jo ikke ensbetydende med, at man nødvendigvis skal… Sagt med andre ord, blot fordi jeg var god til tal og matematik, god til at sælge, god til at læse og forstå jura, god til at simplificere og forenkle, god til at forbedre og nytænke o.s.v… betød det vel ikke, at jeg skulle gøre det til min levevej, til min profession, når nu mit hjerte var fuld af så meget andet, eller? Og, på den anden side, blot fordi man (også) kan en masse kreativt, er det jo heller ikke ensbetydende med, at det er dét man skal…?

Det var de tanker der stadig nagede og som fik ny næring, da jeg kom til Brandbjerg Højskole i 1995. Tvivlen og tankerne fyldte meget mere end jeg nok ville erkende, og mødet med højskolens intensitet, mundtlighed, debat, kreativitet og filosofiske tilgang til livet – udfordrede mig på det kraftigste, og blev altså den største øjenåbner i mit unge liv. Men, det voldte også temmelig meget rabalder. For hvad nu hvis, højskolelivets skønne tanker og de kreative fag blot var en drømmeverden uden perspektiv? Hvad nu hvis, samtidens krav og forventninger om Just-in-Time, kvalitetsstyring og modernisering af alt og alting – var den uundgåelige, virkelige virkelighed, som jeg burde acceptere og følge? Hvad nu hvis, hele den voksne verden havde ret, at det at blive kok, forfatter eller billedkunstner, ikke ville blive et værdigt og udbytterigt liv for mig?

Idag, 20-30 år og mange jobs og erfaringer senere, tænker jeg mest af alt over: hvem det egentlig er, der skal have definitionsretten over, hvad der er et værdigt og godt arbejdsliv for den enkelte? Min søn er snart 17 år, og jeg ved med sikkerhed, at han går og grubler over mange af de samme ting som jeg gjorde, da jeg var ung. For ham er der blot endnu skrappere samfundsmæssige krav og forventninger om, at han retter ind og følger tidens trend med “uddannelse for livet” – og helst en akademisk “science” uddannelse, uden slingerkurs, sabbatår og alle de andre tænkepauser jeg og mange andre tidligere kunne tillade os at tage. Hans liv har til dato været styret af elevplaner og nu af uddannelsesplaner, som – oh skræk, oh ve – han ikke skal afvige fra, eller fortryde, uden på eller anden måde at føle sig forpligtiget til, at skulle stå til ansvar overfor ikke bare sig selv, men… samfundet.

Min søn har iøvrigt også både en skarp matematisk hjerne og gode kreative evner (han tegner som en drøm) – og det frustrerer mig en smule, at jeg ikke bare, uden skrupler om alle konsekvenserne, kan opfordre ham til at sige rend-mig-i-traditionerne til tidens styrende, samfundsmæssige uddannelseskrav.

Med andre ord, jeg står altså lige nu i samme, eller næsten samme, situation som mine forældre gjorde for ca. 30 år siden. Min søns verden er blot endnu mere kompleks og langt sværere at navigere i på egen frie hånd, end da jeg var på hans alder. Men – i erkendelse af, at det er hans liv og at intet er givet på forhånd, vælger jeg at opfordre ham til at gøre både og. Til BÅDE at tage en studentereksamen OG holde fast i, nyde og forbedre sine kreative evner, og frem for alt: ikke at være flov over, at være et kreativt menneske! For når alt kommer til alt, så er livet kort og vi skal alle få det bedste ud af livet, og gøre det godt, alene eller sammen med dem vi holder af.

Efter højskoleopholdet i 1995, sagde jeg året efter mit Københavnske logistikjob op, og startede som studerende på Seminariet for Formgivning i Nykøbing Falster, imens John knoklede i sine første ingeniørjobs, først i Nakskov og senere i Århus. Jeg blev Håndarbejdslærer & Tekstilformgiver med flidspræmie, skyhøje karakterer og med min 1 årige søn på armen i 1999 – stadig, med stor lyst til på sigt, at blive højskolelærer eller daghøjskolelærer… Men, moderniseringen af den offentlige sektor og især, den såkaldte modernisering af hele det folkeoplysende område, underhalede hurtigt mine planer indenom. Så med 2½ uddannelse i bagagen, måtte jeg finde på noget andet end at blive lærer i de kreative fag, som jeg ellers drømte om at skulle undervise i.

Nu, mange år og mange forskellige, men på hver sin måde spændende jobs og udfordringer senere, er jeg BÅDE selvstændig, kreativ OG studerende. Jeg læser igen videre, nu en kandidat i pædagogik, som overbygning til min gamle håndarbejdslæreruddannelse – og jeg elsker det! Tænker tit, hvor fantastisk det er, både at kunne arbejde selvstændigt og kreativt med min lille garn webshop og blog – og samtidig studere uddannelse og pædagogik på universitetet, som 45 årig. Højskoleopholdets drømme gik altså i opfyldelse, godt nok noget anderledes og senere end jeg først havde drømt om, men essensen – kernen: nemlig kombinationen af kreativitet/håndværk og undervisning/pædagogik, den er der igen, på bedste vis – for mig.

Så mit råd til min søn må helt sikkert lyde: Gør både og. Følg strømmen og følg dit hjerte, i en balance der giver mening for dig. Vælg rigtig og vælg forkert. Forsøg dig frem og anerkend, at intet er givet på forhånd. Gør dig umage og lav fejl. Knokl løs og hold pauser. Lær af andre og af dine egne fejl. Lyt – og luk ørerne for nogle af de mange råd der vælter ind over dig (inklusiv mine). Læs – og tænk dine egne tanker, om al den viden verdenen og livet kan byde på. Lær – langsomt men sikkert, at stå fast, på egne ben, og gå så dine egne vegne. Det har ihvertfald, på trods af bump på vejen, virket fint for mig 🙂

Marianne Porsborg, v/Doggerland Design

doggerlanddesign

Indehaver af strikdesignfirmaet Doggerland Design, shoppen garnkits.dk og butikken Garnhytten i Frederikssund. Cand.pæd. i Generel Pædagogik (Master of Arts /Education). Tidligere uddannet tekstilformgiver, håndarbejdslærer og All-round kontorassistent (logistik).