Tanker… om tid og kvalitet i forhold til håndværk og læring.

Da jeg for 20 år siden, som Seminarierådsformand og studerende, var til et større weekendmøde med repræsentanter fra andre håndarbejdsseminarier i Danmark, blev vi underholdt og inspireret af nu afdøde Peter Bastian.

Underholdt og inspireret er måske fattige ord, for tråden i Peter Bastians foredrag denne dag, gjorde et enormt og uforglemmeligt indtryk på mig. På det tidspunkt havde jeg taget et stort skridt: opsagt et godt job som logistikassistent i en større dansk industrivirksomhed – været et lille halvt år på højskole – og var nu førsteårsstuderende på det studie som, på godt og ondt, skulle ændre mit arbejdsliv. Det “onde” lader vi ligge og holder fast i det gode – nemlig, at jeg så småt begyndte at mærke efter, i forhold til job og karriere.

Tråden i Peter Bastians foredrag, med udgangspunkt i fortællinger fra hans liv med musik og filosofi (og bogen “Ind i musikken”) – handlede kort fortalt om: Tid og Kvalitet. Da alle mødedeltagere var lærere og studerende i håndarbejd- eller kunsthåndværksfag, havde Peter Bastian naturligvis tonet foredraget, så hans tanker om tid og kvalitet i forhold til arbejde med musik, også passede til det at arbejde med – eller undervise i et håndværksfag.

Tid og kvalitet – har jeg skrevet om før – i forhold til håndarbejde, men også i forhold til uddannelse og skole. Det at lære et fag godt, tager tid. Så enkelt er det. Og det vidste og viste Peter Bastian på sin kompromisløse måde ved foredraget for 20 år siden. Kunsten at blive professionel tager også tid, bare længere end det tager at blive god…

Ting tager tid. Det lyder enkelt, men er i virkeligheden ofte lidt af en umulighed, med mindre man som Peter Bastian går virkelig kompromisløst til opgaven: til det at lære et fag professionelt. Arbejde, arbejde og arbejde – øvelse, øvelse og øvelse. Tid, flid og ihærdighed. Og måske ikke mindst: modet til at fejle med oprejst pande.

At blive god eller professionel, kræver altså både tid og rum til at fejle. Et problem, i min optik, i vores hastprægede og procesorienterede samfund, med PISA-test og alverdens målstyring, hvor tid og kvalitet groft sagt er ringeagtede parametre i forhold til den enkeltes udbytte og glæde ved at lære. Kunne jeg være blevet god til at strikke, sy, tegne og designe – hvis ikke jeg var begyndt som barn, i kyndig mesterlære hos forældre og bedsteforældre – som alle, på hver deres måde var passionerede og kreative gør-det-selv-folk? Jeg tror det ikke.

Filosoffen Michael Polanyi skrev i bogen “Personal Knowledge” at fag der ikke bruges professionelt, glemmes eller betragtes med foragt, forsvinder for altid i løbet af en generations tid. Med mindre, at nogle bruger tid på at bevare fagets indhold, traditioner og teknikker… Spørgsmålet er så bare, om faget bare uddør langsomt, hvis ikke der er tale om et professionelt fagligt “vedligeholdelsesarbejde”?

Naturligvis udvikles samfund hele tiden – og især den teknologiske udvikling har ført meget nyt og godt med sig, men også overflødiggjort mange fag og teknikker, måske mest inden for håndværksfagene. Men er det kun den teknologiske udviklings “skyld” at nogle fag langsomt uddør? Eller er det også den moderne tids systemtænkning og rationelle effektivitetsstyring som har ladet respekten for håndværket – kunsten og håndarbejdet smuldre? Eller eller… for der er sikkert mange forklaringer, men på bundlinjen står stadig, at kompromisløse “fagnørder” som Peter Bastian er sværere at finde nu, end tidligere.

Selvom Peter Bastian i meget høj grad har styrket mit livs interesse for håndværksfag, uddannelse og mesterlære, så blev jeg alligevel selv lidt af en generalist, som både lærte merkantile fag og drømte om iværksætteri… som både læste pædagogik og håndarbejde på seminariet – og som nu, i skrivende stund, både er garnbutikindehaver og pædagogikstuderende på universitet. Har jeg lært noget af Peter Bastian? Både og, for jeg er stadig kritisk, selvkritisk og ivrig efter at lære – også af fejl, men aldrig kompromisløst.

Istedet har jeg altid haft mottoet “alt med måde” med mig, i stort set alt hvad jeg har beskæftiget mig med. Men vi har stadig som samfund brug for, at nogle har modet til at sætte ting på spidsen – modet til at turde være kompromisløse og modet til at fejle, prøve igen og blive bedre og bedre…

Jeg bliver nok aldrig selv kompromisløs i forhold til min egen faglighed og læring – for jeg har familie og andre beskæftigelser som også fortjener plads i mit liv. Men jeg vil gerne – næsten kompromisløst – gå i front i en kamp for, at Tid og Kvalitet i skole og uddannelse føres ind i en ny og forhåbentlig kvalificeret debat og udvikling. Dette lille jordnære skriv til minde om Peter Bastian, hans musik og filosofiske tanker – er måske et skridt på vejen.

KH Marianne Damgaard Porsborg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *