Sociologen Richard Sennett har arbejdet en del med håndværk og håndværkere* – bredt betragtet, både set i et samfundsmæssigt perspektiv, i forhold til håndværksfagenes historiske udvikling – og set i forhold til håndværkerens faglige kvalifikationer, hans “drive” (min betegnelse) og håndværkerens læringsproces.
Især det sidste, den håndværksmæssige læringsproces – hvordan man bliver en god håndværker, interesserer mig utroligt meget. Under min uddannelse til håndarbejdslærer – for “100 år” siden – kaldte vi det, at arbejde med et håndværksfag, for håndens arbejde. I virkeligheden er det nok en meget gammel betegnelse, eller betragtning, som dækker bredt over alle former for “håndarbejde” – fra de tekstile fag, over de gængse (måske mere mandlige) håndværksfag og til de mere de kunstneriske fag.
I mange håndværksfag er der sket et, den teknologiske udvikling taget i betragtning, naturligt skred i retning af, at håndens arbejde helt eller delvist, er blevet erstattet eller suppleret af maskinkraft og computerteknologi. Richard Sennett diskuterer, som mange andre, hvorvidt der sker en kvalitetsforringelse i den håndværksmæssige arbejdsproces og i det udførte håndværk – når teknikker og processer fjernes – igen helt eller delvist – fra den menneskelige hånd.
Når jeg tænker på min egen design- og arbejdsproces med et håndarbejdsfag, ved jeg – per erfaring og refleksion, at der ER en forbindelse mellem det fysiske materiale man arbejder med, hænderne der arbejder, tiden man bruger på håndens arbejde – og hjernes kreative og innovative tankeprocesser.
Jeg tror ikke jeg kender nogen inden for håndarbejde, som ikke kender udtrykket “at se med fingrene”. At se med fingrene, henviser præcis til, at det ikke er nok for en håndværker (måske uanset fag), at se eller læse sig til et materiales beskaffenhed (farver, glans mv.) og tekniske kvalitet (struktur, tykkelse, styrke etc.), men at man også skal mærke, fornemme og føle materialet – med hænderne, for at få den fulde oplevelse, inspiration og indledende erfaring med, hvad materialet kan bruges til.
Det er derfor, for mit vedkommende, uden undtagelser, at hver gang jeg f.eks. bestiller en ny type garn hjem til Doggerland Design, så begynder den kreative proces kun indledningsvist, når jeg ser farvekort og den teknisk præsentation (på f.eks. leverandørens hjemmeside) – og den forstærkes en smule når jeg får varerne hjem på hylderne, og altså ser garnet “rigtigt” – og processen accelerer, når jeg tager hul på et nøgle garn og laver en (eller flere) strikkeprøver… med hænderne. Erfaring, er uundværligt – og man kan læse sig til meget viden. Men den håndværksmæssige, kreative og innovative proces, kræver altså, i min optik, dels håndværksmæssig/faglig erfaring, dels tid og rum til fordybelse ved håndens arbejde med materialerne.
Uden at det (naturligvis?) er videnskabeligt bevist (og skal det være det?), er der en “regel” blandt erfarne håndværkere, sportsfolk og musikere, at der skal mindst 10.000 timers arbejde med et fag til, at man er blevet professionel. Personligt, har jeg helt sikkert strikket og syet (på maskine) i langt mere end 10.000 timer i mit liv. Jeg har måske ikke hæklet i fulde 10.000 timer, har måske heller ikke (slag på tasken) brugt mere end 7-8.000 timer på udarbejdelse af model-, arbejdstegninger og mønsterkonstruktion – og har slet ikke vævet, broderet, lavet batik og stoftryk og malet tekstile billeder – i mere end måske 2.000 timer/fag… Så, med den gamle hovedregel in mente – kan jeg altså kalde mig professionel strikker og syerske 🙂 men ikke professionel hækler, væver etc. Og hvorfor skulle jeg? En tømrer, som fra tid til anden snedkerer møbler eller brugskunst i træ, kan vel heller ikke kalde sig professionel snedker fordi han har “lugtet” lidt til faget? Eller kan han?
Før industrialiseringen i Europa, varede en håndværksuddannelse i omegnen af 6-7 år. Inden man kom i lære, havde man måske endda et par års erfaring med faget, som arbejdsdreng. Efter endt uddannelse, skulle man så arbejde en del år, måske 5-10 år som svend, før man kunne søge lauget om at slå sig ned som Mester i sit fag: altså 10-20 års arbejde inden for sit fag, før man kunne kalde sig professionel…
I dag, hvor alting er speedet op i tempo, når hverken håndværkere eller andre uddannede personer, at få så mange timer- eller års praktisk erfaring med sit fag, før man kalder sig, eller betragtes, som færdiguddannet – som professionel. Ydermere, går mange timer af en håndværksmæssig uddannelse med boglig undervisning på skole, måske både fysisk og mentalt væk fra faget – fra værkstedet og dagligdagens praktiske arbejdsopgaver. Ikke, at jeg vil forklejne boglig undervisning inden for håndværksfag, som helt sikkert er nødvendig i vores moderne, højtempo og globaliserede verden. Men – tiden til håndens arbejde – på værkstedet hos en mester (praktiksted) under en håndværksuddannelse – den er mindsket, og jeg synes personligt, at det er tid til refleksion over og diskussion af, om vi som samfund “skyder os selv i foden” når vi ikke giver eleverne megen tid til fordybelse, tid til håndens arbejde, og dermed tid til erfaring – kropslig og situeret – med faget?
Naturligvis forestiller jeg mig ikke, at vi som samfund skal skrue tiden tilbage, og uddanne håndværkere som man gjorde for 200 år siden. Det vil ikke give mening! Men en gylden middelvej ville nok være godt, hvor håndens arbejde igen anerkendes som en vigtig faktor – hvis vi igen skal kunne bryste os af, at være et land der uddanner de gode håndværkere.
Tanker til debat,
Marianne Porsborg, d. 28. marts 2016
* = henvisning til Richard Sennetts bog “The Craftsman” (Penguin Books, England, 2009).
