Doggerland Designs irske forbindelse…

Om at rejse ud og få en god forretningsidé med hjem…

I marts 2012 rejste jeg på en forlænget kæreste-weekend til Dublin med min søde mand John. Det var min første tur til Irland, og jeg havde glædet mig som et lille barn! I mange år havde jeg drømt om at skulle opleve Irland, se landets natur og kultur og det folk som jeg, når det kommer til garn og strik, længe havde følt mig beslægtet med, på en eller anden måske lidt “sær” vis…

Rejsen derover startede kaotisk, med strejke blandt lufthavnens sikkerhedspersonale, et fly som drog afsted med vores bagage og uden os, en ekstraordinær overnatning på hotel i København og endelig – afsted til Dublin med en dags forsinkelse. Selvom strejken og forsinkelsen naturligvis var oplevelser vi kunne have været foruden, på denne første mini-ferie i 14 år, uden børn – så er det jo den slags der kan ske i en moderne verden! Og det sjove er, at disse “bump” på vejen til Dublin gav en masse tanker, snakke og oplevelser, som vi naturligvis ikke havde fået, hvis det hele bare havde kørt som smurt i olie.

Ankommet til Dublin, og fint installeret på hotel i udkanten af byen, tog vi ind til midtbyen og syntes i første omgang, at vi skulle opleve det hele på den halve tid, nu vores miniferie jo var blevet ufrivilligt forkortet med en dag… Men, hold da op, hvor var vi bare trætte. Så vi satte tempoet ned, og dryssede i stedet stille og roligt rundt i midtbyens hyggelige gader og stræder, og op og ned langs floden Liffey med de mange broer. De næste dage var energien meget bedre – og vi drog blandt andet afsted på en guidet bustur nord for Dublin, med destination: Newgrange – eller Brú na Bóinne, som det hedder på gælisk. Helt fantastisk tur igennem små irske landsbyer og store landskaber: underholdt af guidens komprimerede fortælling om Irlands historie, fortalt på en god time, med et par pit-stop ved andre historiske steder og så endelig, var vi der: Newgrange – den største af 3 enestående, stenaldergravhøje, bygget før pyramiderne i Egypten og Stonehenge i England!

Newgrange (og de to mindre gravhøje et stykke derfra) er i en klasse for sig. Et stort, 5000 år gammelt kompleks, bygget som en cirkelgrav af 97 store kampesten og med et “vindue” ind til det inderste gravkammer, konstrueret så solens første lysstråler ved vinter-solhverv, når helt ind i konge-gravkammeret,som ligger 19 meter inde i Newgrange… Stor oplevelse – der også bød på smukke, organiske mønstre hugget ind i stenene, mønstre jeg sent vil glemme. Og det var her, på en frisk men overskyet forårsdag ved Newgrange, at jeg fik de første idéer til en forretningsplan, og hvor jeg genvandt lysten til at arbejde med strikdesign…

Efter 4 skønne dage i Dublin og omegn, skulle vi så hjem igen – og tilfældigt sad jeg i Dublins lufthavn og læste en lille artikel i en reklameavis eller lignende, om en engelsk arkæolog der havde været med til at undersøge og kortlægge det forhistoriske landområde mellem Europa og England: Doggerland. Nok en gang var jeg tændt – nok en gang fik jeg lidt at tænke over og pludselig gav det hele mening. Brikkerne faldt på plads, i flyet fra Dublin til København – og min forretningsidé tog sin endelige form. Tak til tilfældigheder og uforudsete hændelser som gjorde, at jeg for en stund blev mere opmærksom på det store i de små ting.

Så efter en, trods omstændighederne, skøn miniferie i Irland, kom jeg altså hjem med langt mere end jeg rejste ud med – for nu havde jeg en plan! Jeg måtte “straks” hjem og starte en moderne garn webshop, med gode uldgarner, egne designs og strikkeopskrifter inspireret af stenaldermotiver og de klassiske irske, engelske, danske og svenske strikkemønstre, og med en tilhørende blog, hvor jeg kunne kombinere de ting jeg holder mest af at arbejde med: garn, salg, design, debat og fortællinger!

Doggerland Design fik sin begyndende form og indhold, til vands, til lands og i luften – på min rejse fra Danmark til Irland – både fysisk og mentalt, tværs over det forsvundne, forhistoriske landområde Doggerland. MEN – ligesom vores tur til Dublin ikke lige gik som planlagt, så gik tiden efter hjemkomsten fra Dublin-ferien, heller ikke lige som planlagt… En masse skete i familien, og sådan er livet jo, fuld af bump på vejen, med uforudsete korsveje og omveje – og sådan gik det altså til, at jeg på en kort rejse fik et hav af gode idéer, som så bare var 2½ år om at blive realiseret 🙂

Og Irland… bliver jeg vist ikke færdig med foreløbigt, og mon ikke 2015 skulle byde på en lille studietur derover… 🙂

Marianne Damgaard Porsborg v/www.doggerlanddesign.dk

Strikdesign og opskrifter fra Doggerland Design

Indehaver af firmaet Doggerland Design og webshop i samme navn. Marianne er uddannet Cand.pæd. i Generel Pædagogik (Master of Arts /Education), Tekstilformgiver, håndarbejdslærer og All-round kontorassistent (logistik).