Håndarbejde i sommervarmen – kan man strikke når der er hedebølge?

Sommerstrik – strikning i sommervarmen…

Sommestrik – jeg plejer at kunne strikke meget og ofte, hele året rundt. Især, elsker jeg at strikke i uldgarn, og har – til dato, aldrig haft de helt store problemer med at strikke i stort set al slags vejr… Men i år, der er det helt anderledes. Fingre og hænder klistrer af sved, og selv i skyggen, er der varmt. De sidste par dage har jeg kun kunnet strikke lidt, sent om aftenen – inde i skyggen eller ude på terrassen.

Ja, jeg piver 🙂 for lige netop i denne sommer, hvor familien og jeg primært er hjemme så jeg kan arbejde – læs designe, strikke og ordne shoppen – der er varmen et problem. Jeg får simpelthen ikke strikket alt det jeg havde planlagt…

Håndarbejde i sommervarmen – puuh, det er hot!

Vi skriver 25. juli – i den varmeste sommer, vist nok nogensinde, og hvad betyder det så, i forhold til håndarbejde? Jeg plejer at kunne strikke og hækle, næsten – ligeså meget som jeg plejer. Også når det er sommer og sol i Danmark. For 4 år siden var familien og jeg på Kreta, med omkring 30 grader i skyggen – og der, fik jeg endda også strikket en hel del. Også i uldgarn. Hvordan? Jeg sad i nærheden af airconditioningen og strikkede tidligt om morgenen og meget sent om aftenen…

Hvorfor ikke strikke i varmen?

Nu er jeg rimelig “vedholdende” anlagt, og derfor har jeg naturligvis prøvet at “sommerstrikke” her i juli – også selvom vejrudsigten konstant står på hedebølge og meget varme dage. Men, resultatet, bliver bare ikke godt. Eller, det kræver ihvertfald mere koncentration, fokus og “lethed” i strikningen, end ellers. For når hænder og fingre klistrer, strikker man desværre lidt ujævnt. Garn og strikkepinde i træ eller bambus (som jeg altid bruger) suger fugt fra hænderne, og forhindrer at garnet kan glide som det plejer. Det gælder desværre både med bomuldsgarn og uldgarn, måske ikke med syntetisk garn (det har jeg ikke prøvet). Eneste måde man kan få et jævnt og pænt resultat på er, som jeg ser det, ved at sætte tempoet ned og løsne grebet lidt om pindene… Men stadig – så er jeg ikke tilfreds 🙁

Vent med at strikke – til vejret bliver strikkevenligt igen!

Hvis man ikke lige SKAL strikke, så vent – til vejret bliver køligere og mere almindeligt sommervejr. Det er desværre nok den eneste løsning – men har du andre forslag, eller måder at “køle” hænder og garn ned på, så hører jeg gerne fra dig! Skriv endelig her på bloggen 🙂

Hækling i sommervarmen – går det?

Nok om sommerstrik. I min optik, er hækling i bomuldsgarn lidt lettere end strikning i uldgarn – her i sommervarmen. Så, hækling af karklude og andre små projekter – er måske et godt alternativ!?

Nyd sommeren!

Ja, jeg elsker at strikke og hækle i uldgarn – elsker i det hele taget bare uld! Derfor piver jeg over sommervarmen – men bortset for det, så er sommeren 2018 da helt fantastisk! Lad os nyde den i fulde drag, og så strikke og hækle ekstra meget til efteråret og vinter 🙂

På glædeligt genhør, Marianne Porsborg v/Doggerland Design

Strikdesign og opskrifter fra Doggerland Design

Indehaver af firmaet Doggerland Design og webshop i samme navn. Marianne er uddannet Cand.pæd. i Generel Pædagogik (Master of Arts /Education), Tekstilformgiver, håndarbejdslærer og All-round kontorassistent (logistik).