Sidste nyt: om tyk, islandsk uldgarn og om lette gode rundstrikke-pinde…

gl slide_2 1606

Bulkylopi: tyk “fed” uldgarn fra Island…

Som en nyhed til den kommende strikkesæson, har jeg taget en skøn, tyk og blød – ja faktisk rigtig “fed” garn hjem: Bulkylopi fra det islandske garnfirma Istex. Istex producerer (naturligvis) uldgarn i forskellige tykkelser, men jeg har valgt, at starte med den tykkeste – Bulkylopi – dels fordi det supplerer Doggerland Designs øvrige vareudbud rigtig godt, dels fordi garnet passer så godt til mine krav og tanker om enkelt og funktionelt nordisk strikdesign…

Bulkylopi er altså en tyk, 100% ren ny uldgarn fra islandske får, og med tanke på, at de islandske får har levet isoleret i Island i rundt regnet 1000 år – siden vikingetiden – er det forhåbentligt nemt at forstå, at dette garn, er noget for sig.

De islandske får har med andre ord, uden indblanding fra andre fåreracer, tilpasset sig det islandske klima siden vikingetiden, og derfor er garn fra disse får i en klasse for sig, på den gode måde. Islandsk uld(garn) består af både lange og korte uldfibre: de lange (ydre) fibre er stærke og vandafvisende, og beskytter mod vejr og vind på en let og luftig måde – og de korte (indre) fibre isolerer med varme og blødhed. Istex køber iøvrigt ulden direkte hos de enkelte fåreavlere i Island, ligesom garnet også produceres lokalt. Bulkylopi føres i garn webshoppen i fårets naturlige farver – et rigtig naturgarn i super kvalitet!

Og det var vist nok reklame for Istex 🙂 men jeg indrømmer blankt, at jeg tillægger det stor værdi, at Istex udelukkende bruger uld fra islandske får, at de producerer garnerne lokalt i Island og at de værner om islandske traditioner, farvevalg, mønstre mv. Har du lyst, kan du læse mere om Istex på Istex’ hjemmeside her – hvor du iøvrigt også kan downloade gratis strikkeopskrifter (dog de fleste til tyndere uldgarner end Bulkylopi).

Alle
Foto: Doggerland Design

Endelig kan jeg afsløre, at jeg (naturligvis) er i fuld sving med at designe og strikke nye modeller og opskrifter til Bulkylopi, som naturligvis lanceres snarest som garnkit i Doggerland Designs webshop.

Addi metal rundstrikkepinde…

Garn webshoppen har et fint udvalg af gode, lette bambus strikkepinde, hæklenåle mv. fra det japanske firma KA – og nu vælger jeg at supplere udvalget af “værktøj” med Addis meget lette, glatte og fleksible rundstrikkepinde i metal. Disse Addi rundpinde er nemlig dels rigtig gode (og måske bedst?) til strikning med uldgarner – dels er de rigtig gode til folk (som undertegnede) der fra tid til anden døjer med stive fingre, gigt og/eller ømme muskler i vores vigtigste strikke-værktøj: hænder, arme og skuldre. Addis rundpinde er meget snart på lager, i første omgang i størrelse 8, 9 og 10, som passer perfekt til de tykke garner, som f.eks. Bulkylopi og Semilla Flamé (fra BC Garn).

105-7_Rundstrick_7_mm
Foto: Addis hjemmeside www.addi.de d. 5/8-15

På glædeligt genhør!

Marianne Porsborg v/Garn webshoppen Doggerland Design