Strikkekit: garn og opskrift til kortærmet uldbluse: CAITLIN

Caitlín – strikkekit fra Doggerland Design

Caitlín – pakke med garn og strikkeopskrift, til strik af en slank uldbluse, løs og enkel i struktur og mønster. Blusen er designet af Marianne Damgaard Porsborg, 2017.

Strikkekit garn og opskrift til strik af bluse i alpaka og islandsk uld. Model Caitlin fra Doggerland Design

Caitlin – snit og mønster

Denne kortærmede bluse er en del af Doggerland Designs “Gypsy” kollektion, hvor enkelthed og et retro-look er nogle af ledetrådene. Caitlín blusen strikkes i to stykker, med ærmer og for- eller rygstykke ud-i-et. For- og ryg er ens i form og facon, og afsluttes med en bådhals. Mønsteret er enkelt, glatstrikning og bånd af retriller med lange masker, som placeres frit. Uldblusen kan bruges over en top, eller en sommerkjole – og ja, som du har lyst.

I mange af mine opskrifter, giver jeg mulighed for, at du som strikker af mine garnkits, kan sætte dit eget præg på det færdige resultat. Det gælder også ved strik af Caitlín uldblusen, hvor der ikke er regler for hvor -og hvor mange mønsterstriber der skal være. Ligeledes kan du også sagtens strikke mønsteret forskelligt på for- og rygstykke. /Marianne

Garnkit med opskrift til strik af Caitlin uldbluse, alpaka og islandsk uldgarn. Doggerland Design

Uld og alpaka – når sprødhed møder blødhed…

Caitlin strikkes i en fusion af to forskellige slags garn: en tråd Einband (islandsk spindegarn) og 1 tråd superblød Alpaka: Indiecita. Einband og Indiecita strikkes sammen på hele arbejdet, og kombinationen giver en fantastisk blødhed og lækker “sprød” varme til blusen, på een gang. Ved kombination af de to slags garn, får du også et spændende meleret farvespil.

Vask din nye Caitlin blusen inden brug, så opnår du det bedste resultat. Mere om uldvask lige nede i teksten.

TIP: Ønskes blusen ekstra blød i halsen og på ærmerne, kan kanterne strikkes med dobbelt Indiecita, istedet for en tråd af hver slags garn.

Indiecita alpaka garn og Einband islandsk uld, til strik af Caitlin garnkit fra Doggerland Design

Caitlín – om navnets betydning og oprindelse

Navnet Caitlín er den irske form af Cateline – som igen er fransk form af Katherine. (kilde: behindthenames.com, 2018). Navnet er valgt fordi det fint symboliserer modellens fusion af det enkle og det detaljerede – det bløde og det sprøde – det sydamerikanske og det islandske – det lyse og det mørke – samt – det britiske/irske og det franske.

På irsk skrives navnet med í – men kan også skrives uden accent aigu over i’et. Caitlin – er måske bare mere dansk, og det er også helt OK.

Vaskeanvisning – sådan vasker og behandler du Caitlin blusen

Caitlín uldblusen skal håndvaskes, liggetørre – og endelig ikke vaskes for ofte. Det anbefales dog at vaske blusen inden brug, da du opnår det bedste resultat på denne måde. Ved første vask puffer det islandske uldgarn nemlig op – og bliver blødt og lidt langhåret. Det færdige, vaskede resultat er derfor noget anderledes end det du ser og føler, imens du strikker 🙂

Generelt er det iøvrigt også sådan, at strikket tøj i god uld – ikke skal vaskes så ofte. God uld, ofte betegnet som “ren ny uld” – og måske især de islandske, mere autentiske naturgarner, har en selvrensende effekt. Kort fortalt, “kaster” god uld altså urenheder af sig, og denne effekt kan udnyttes ved blot at lufte det håndstrikkede en gang imellem. Se gerne mere om vask af uldtøj – her 🙂

Garn, garnkits og tilbehør til strik og hækling online i webshoppen garnkits.dk

God fornøjelse!

Copyright: Marianne Damgaard Porsborg, Doggerland Design

Jægerspris, den 11. september 2018

Strikdesign og opskrifter fra Doggerland Design

Indehaver af firmaet Doggerland Design og webshop i samme navn. Marianne er uddannet Cand.pæd. i Generel Pædagogik (Master of Arts /Education), Tekstilformgiver, håndarbejdslærer og All-round kontorassistent (logistik).