Tid… fordybelse, håndens arbejde og “den gode håndværker”.

Sociologen Richard Sennett har arbejdet en del med håndværk og håndværkere* – bredt betragtet, både set i et samfundsmæssigt perspektiv, i forhold til håndværksfagenes historiske udvikling – og set i forhold til håndværkerens faglige kvalifikationer, hans “drive” (min betegnelse) og håndværkerens læringsproces.

Især det sidste, den håndværksmæssige læringsproces – hvordan man bliver en god håndværker, interesserer mig utroligt meget. Under min uddannelse til håndarbejdslærer – for “100 år” siden – kaldte vi det, at arbejde med et håndværksfag, for håndens arbejde. I virkeligheden er det nok en meget gammel betegnelse, eller betragtning, som dækker bredt over alle former for “håndarbejde” – fra de tekstile fag, over de gængse (måske mere mandlige) håndværksfag og til de mere de kunstneriske fag.

I mange håndværksfag er der sket et, den teknologiske udvikling taget i betragtning, naturligt skred i retning af, at håndens arbejde helt eller delvist, er blevet erstattet eller suppleret af maskinkraft og computerteknologi. Richard Sennett diskuterer, som mange andre, hvorvidt der sker en kvalitetsforringelse i den håndværksmæssige arbejdsproces og i det udførte håndværk – når teknikker og processer fjernes – igen helt eller delvist – fra den menneskelige hånd.

Når jeg tænker på min egen design- og arbejdsproces med et håndarbejdsfag, ved jeg – per erfaring og refleksion, at der ER en forbindelse mellem det fysiske materiale man arbejder med, hænderne der arbejder, tiden man bruger på håndens arbejde – og hjernes kreative og innovative tankeprocesser.

Jeg tror ikke jeg kender nogen inden for håndarbejde, som ikke kender udtrykket “at se med fingrene”. At se med fingrene, henviser præcis til, at det ikke er nok for en håndværker (måske uanset fag), at se eller læse sig til et materiales beskaffenhed (farver, glans mv.) og tekniske kvalitet (struktur, tykkelse, styrke etc.), men at man også skal mærke, fornemme og føle materialet – med hænderne, for at få den fulde oplevelse, inspiration og indledende erfaring med, hvad materialet kan bruges til.

Det er derfor, for mit vedkommende, uden undtagelser, at hver gang jeg f.eks. bestiller en ny type garn hjem til Doggerland Design, så begynder den kreative proces kun indledningsvist, når jeg ser farvekort og den teknisk præsentation (på f.eks. leverandørens hjemmeside) – og den forstærkes en smule når jeg får varerne hjem på hylderne, og altså ser garnet “rigtigt” – og processen accelerer, når jeg tager hul på et nøgle garn og laver en (eller flere) strikkeprøver… med hænderne. Erfaring, er uundværligt – og man kan læse sig til meget viden. Men den håndværksmæssige, kreative og innovative proces, kræver altså, i min optik, dels håndværksmæssig/faglig erfaring, dels tid og rum til fordybelse ved håndens arbejde med materialerne.

Uden at det (naturligvis?) er videnskabeligt bevist (og skal det være det?), er der en “regel” blandt erfarne håndværkere, sportsfolk og musikere, at der skal mindst 10.000 timers arbejde med et fag til, at man er blevet professionel. Personligt, har jeg helt sikkert strikket og syet (på maskine) i langt mere end 10.000 timer i mit liv. Jeg har måske ikke hæklet i fulde 10.000 timer, har måske heller ikke (slag på tasken) brugt mere end 7-8.000 timer på udarbejdelse af model-, arbejdstegninger og mønsterkonstruktion – og har slet ikke vævet, broderet, lavet batik og stoftryk og malet tekstile billeder – i mere end måske 2.000 timer/fag… Så, med den gamle hovedregel in mente – kan jeg altså kalde mig professionel strikker og syerske 🙂 men ikke professionel hækler, væver etc. Og hvorfor skulle jeg? En tømrer, som fra tid til anden snedkerer møbler eller brugskunst i træ, kan vel heller ikke kalde sig professionel snedker fordi han har “lugtet” lidt til faget? Eller kan han?

Før industrialiseringen i Europa, varede en håndværksuddannelse i omegnen af 6-7 år. Inden man kom i lære, havde man måske endda et par års erfaring med faget, som arbejdsdreng. Efter endt uddannelse, skulle man så arbejde en del år, måske 5-10 år som svend, før man kunne søge lauget om at slå sig ned som Mester i sit fag: altså 10-20 års arbejde inden for sit fag, før man kunne kalde sig professionel…

I dag, hvor alting er speedet op i tempo, når hverken håndværkere eller andre uddannede personer, at få så mange timer- eller års praktisk erfaring med sit fag, før man kalder sig, eller betragtes, som færdiguddannet – som professionel. Ydermere, går mange timer af en håndværksmæssig uddannelse med boglig undervisning på skole, måske både fysisk og mentalt væk fra faget – fra værkstedet og dagligdagens praktiske arbejdsopgaver. Ikke, at jeg vil forklejne boglig undervisning inden for håndværksfag, som helt sikkert er nødvendig i vores moderne, højtempo og globaliserede verden. Men – tiden til håndens arbejde – på værkstedet hos en mester (praktiksted) under en håndværksuddannelse – den er mindsket, og jeg synes personligt, at det er tid til refleksion over og diskussion af, om vi som samfund “skyder os selv i foden” når vi ikke giver eleverne megen tid til fordybelse, tid til håndens arbejde, og dermed tid til erfaring – kropslig og situeret – med faget?

Naturligvis forestiller jeg mig ikke, at vi som samfund skal skrue tiden tilbage, og uddanne håndværkere som man gjorde for 200 år siden. Det vil ikke give mening! Men en gylden middelvej ville nok være godt, hvor håndens arbejde igen anerkendes som en vigtig faktor – hvis vi igen skal kunne bryste os af, at være et land der uddanner de gode håndværkere.

Tanker til debat,

Marianne Porsborg, d. 28. marts 2016

* = henvisning til Richard Sennetts bog “The Craftsman” (Penguin Books, England, 2009).

 

Lidt om designprocessen – mest om fag og titler, i en verden under forandring…

Kære læser,

I sidste blogindlæg blev Tekstildesigneren Astrid Skibsted fra Aarhus præsenteret ved et blog-interview, hvor Astrid blandt andet fortalte lidt om sine inspirationskilder til sit designarbejde, og om den faglig styrke der ligger i årelang erfaring med det jeg kalder håndens arbejde.

Idag vil jeg starte på en slags føljeton om “den tekstile designproces”. Men, som med så meget andet, kan man vist aldrig komme i dybden med et felt, eller begreb, som den tekstile designproces – blot ved ét blogindlæg, eller ved én snak. Mere må til, og derfor bliver det altså et emne, som jeg dels selv vil vende tilbage til fra tid til anden, dels lader stadig flere gæsteskribenter komme til orde om, her på bloggen.

Designprocessen og begreberne… Blogindlæggets overskrift kunne i min optik også nemt havde heddet “At være kreativ”, men da begrebet kreativ desværre længe har haft en klang af noget alternativt, på den nedladende måde, vælger jeg at bruge det mere moderne begreb: design… Personligt holder jeg nu både af begrebet kreativ og begrebet alternativ, og har aldrig haft problemer med selv at være begge dele… så måske derfor, står begreberne design og designproces omvendt lidt for “smarte” i mine ører – og sådan er der jo så meget 🙂 Når alt kommer til alt, handler det jo om den tid vi lever i og hvor vi hver især står som mennesker – og måske mest om vores forskellige vaner, vores opvækst og hvilke sociale kontekster vi indgår i…

Når æblet ikke falder langt fra stammen… Som jeg har skrevet om tidligere, er jeg selv rundet af en på mange måder meget kreativ familie, hvor arbejde med et “håndens fag” og med mennesker, har fyldt og stadig fylder. Bare set hen over et par generationer eller tre, tæller min familie håndværkere af forskellig slags, en mejeribestyrer, ingeniører, en bygningskonstruktør, en blomsterdekoratør, pædagoger, lærere o.s.v. Samtidig er, eller var, de fleste af mine familiemedlemmer også rigtig gode til mange former for husflid (nødvendige eller selvvalgte gør-det-selv-projekter), håndarbejde og/eller maleri og tegning. I og med, at jeg – som et rigtigt familiemenneske, også altid har været meget sammen med især min nære familie og mine bedsteforældre, har al denne kreativitet og lyst til at sætte i værk, (måske naturligvis) smittet af på mig… Jo ældre jeg bliver, og jo flere mennesker jeg lærer at kende – desto mere er jeg ihvertfald blevet opmærksom på, hvor meget det at vokse op i en kreativ familie, kan betyde for et menneskes forhold til håndværk og håndarbejde. Naturligvis, er det ikke nødvendigvis en naturlighed, at alle børn som vokser op i en kreativ familie, selv bliver en kreativ voksen…. Men – en påstand må lyde, set ud fra mine egne erfaringer, at voksnes glæde ved og fordybelse i et håndværk, eller et håndarbejdsfag, alt andet lige, vil smitte positivt af på børn.

Når håndværk og håndarbejde ikke er en naturlig del af hverdagen… Når jeg påstår, at glæden ved et håndens arbejde kan smitte af på børn, kommer det også fra en oplevelse af, at mange af mine venner som ikke er kreative – og altså ikke beskæftiger sig med hverken et håndværk, kunst, husflid eller håndarbejde i deres dagligdag, overvejende har forældre som heller ikke bruger tid på et håndens arbejde. Igen, så er det her jo alene en lægmands konstatering på baggrund af personlige oplevelser – og igen igen, er det sagt i erkendelse af, at verden naturligvis ikke er så “firkantet” som jeg skitseret her. MEN – hvis nu mine påstande ikke rammer helt forbi skiven, så bør det måske være et oplæg til en debat om hvor vi samfundsmæssigt er på vej hen, med de kreative, udviklende, designprægede håndværks- og håndarbejdsfag?

Titler – og moderniseringen af den offentlige sektor… Da jeg gik på håndarbejdsseminariet, som håndarbejdslærerstuderende i slutningen af 1990’erne, var der meget snak internt på seminariet om, hvorvidt der skulle skelnes – og i så fald hvordan, mellem titlerne designer og formgiver. Jeg hører til en af de sidste årgange af “rigtige” seminarieuddannede håndarbejdslærere (og tekstilformgivere), hvor den treårige uddannelse stadig var todelt, med 50/50 vægt på de pædagogiske/-undervisningsmæssige fag og de håndværksmæssige fag. Jeg fik således en uddannelse, som både kunne bruges pædagogisk/undervisningsmæssigt og håndværksmæssigt – for mit vedkommende: med fokus på dels pædagogisk forsøgs- og udviklingsarbejde, dels tekstil design og formgivning. Denne treårige kombinationsuddannelse betød dog, at jeg ikke blev uddannet “rigtig” lærer eller “rigtig” tekstil designer – og at jeg, efter endt uddannelse, stod med to enslydende eksamensbeviser for samme uddannelse: et eksamensbevis med titlen Håndarbejdslærer og et med titlen Tekstilformgiver. Imidlertid så jeg og mine medstuderende dengang denne dobbelthed i vores uddannelse som en force, i og med at vi efter endt uddannelse stod fagligt stærkere, både pædagogisk og håndværksmæssigt, end f.eks. håndarbejdslærere uddannet på de “rigtige” (folkeskole) lærerseminarier. Men verden ændrer sig, og det stadig med lynets hast – og uddannelsessektoren, eller i det hele taget mange institutioner i den offentlige sektor, blev også ændret – omlagt, nedlagt, udviklet… en forandringsproces som kaldes: moderniseringen af den offentlige sektor… En del af mine medstuderende fik efter endt uddannelse jobs som undervisere og lærere, deltids eller fuldtids. Andre arbejdede selvstændigt, som håndværkere, formgivere, designere eller kunstnere, igen – deltids eller fuldtids. Jeg selv, drømte ved studiets start om at blive fuldtids lærer på en folkehøjskole, men “moderniseringen af den offentlige sektor” førte imidlertid også en højskolereform med sig, som direkte eller indirekte nedlagde mange højskoler, og derfor mindskede mine muligheder for job som højskolelærer… Ergo: valgte jeg dengang, at slå mig ned som selvstændig, med garnsalg, strikdesign og en lille produktion af unika tøj – i kombination med diverse deltids lærerjobs, pædagogiske jobs, rengøringsjobs mv. MEN – gør det, at jeg på denne måde – on and off – har arbejdet med (strik)design det legalt, at jeg kalder migselv for strikdesigner ? I og med, at tiderne har ændret sig, og at min uddannelse og uddannelsesinstitution, ikke længere findes, så kender omverdenen heller ikke længere til min uddannelse, og når jeg præsenterer mig som håndarbejdslærer, tror folk jeg er uddannet folkeskolelærer – og når jeg præsenterer mig som tekstilformgiver, tror folk at jeg er “skrædder-et-eller-andet-agtigt”… Summa summarum, fandt jeg for lang tid siden ud af, at hvis jeg bruger titlen strikdesigner, som jo alt andet lige betegner det jeg længe, i større eller mindre omfang, har beskæftiget mig med – så “passer jeg ind i boksen” i en moderne tid, hvor håndarbejde, håndværk og formgivning som sagt, har fået en klang af kreativitet og noget alternativt – på den nedladende måde… I min verden, er jeg dog stadig BÅDE lærer OG tekstilformgiver, og ikke “rigtig” designer, men når verdenen ændres, og når begreber og betegnelser får moderniseret indhold og form, må jeg og mine fagfæller måske også ændre opfattelse af vores fag, vores kunnen og vores titler? Derfor kunne et afsluttende spørgsmål under dette tema passende være: Skal vi, i en moderniseret verden, bruge titler ordret efter ordlyden på vores eksamensbevis, eller efter vores aktuelle fag- og arbejdsområde?

Italesættelse af “håndens arbejde” Indledningsvist brugte jeg begrebet håndens arbejde som en betegnelse for de tekstile håndværksfag Astrid Skibsted har beskæftiget -og beskæftiger sig med. Det er helt bevidst og ganske velovervejet, at jeg bruger denne betegnelse – dette begreb, som ikke er et jeg har opfundet til lejligheden, men som dog stadig er forholdsvis ukendt. Min pointe er, at skal vi italesætte både håndværk og håndarbejde (som i min optik er to sider af samme sag, men lad nu det ligge :-)) på en ny og mere positiv måde – og altså prøve at ændre på vores kreative fags mere eller mindre blakkede ry og omdømme, så må der nok – blandt andet – nye begreber og termer til. Hvis flere og flere ikke arbejder med håndværk eller håndarbejde i dagligdagen – professionelt eller på hobbyplan – og hvis flere og flere uddannelser rykker sig væk fra “håndens arbejde” og den kreative (design)proces, så er det ihvertfald en overvejelse værd, om det er en udvikling vi vælger bevidst og velovervejet, eller om vi “bare flyder med strømmen”… Igen, hvis jeg må tillade mig at være lidt påstålig, så har moderniseringsprocessens anvendelse af begrebet design jo ikke hjulpet de kreative håndværksmæssige uddannelser og -fag synderligt, og derfor prøver jeg altså i en god mening, at bruge håndens arbejde som fællesbetegnelse og nyt begreb for de kreative (håndværks)fag og uddannelser. Måske er det naivt af mig at tro, at dette bud på en ny-italesættelse kan rykke noget i positiv retning, men om ikke andet, så er det i det mindste et forsøg 🙂

I flere af de kommende blogindlæg fortsætter jeg mit fokus på det at arbejde kreativt, set fra forskellige vinkler og perspektiver – nogle med udgangspunkt i den tekstile designproces – andre med afsæt i fagområder udenom- eller længere væk fra de tekstile fag.

På glædeligt genhør – og kommentér MEGET gerne på indlægget!

Marianne Porsborg v/Doggerland Design