Velkommen til Doggerland Design! Webshop med strikkegarn, bambuspinde og strikkebøger

slide_1

Velkommen – både til min garn webshop Doggerland Design og til bloggen af samme navn!

Det er med stor stolthed, at jeg idag kan præsentere Jer for min lille, nye virksomhed – bestående af en moderne e-shop og tilhørende blog! Et projekt som, af forskellige årsager, har været længe undervejs, men som altså nu langsomt men sikkert, er blevet en dejlig realitet! Og til en start, skylder jeg nok en nærmere forklaring på virksomhedens navn “Doggerland Design” – for hvad er det nu for et mærkeligt navn (vil mange nok spørge) 🙂

For at starte bagfra, så er forklaringen på “Design” delen den enkle, at da mit liv altid har været fyldt med håndarbejde (strikning, syning, hækling, vævning og tøjdesign), virker det naturligt, at min virksomhed (fuld af garn, strik og design) skal hedde noget med Design… Iøvrigt er jeg, tilbage i 1999, seminarieuddannet Tekstilformgiver & Håndarbejdslærer med speciale i Tekstil design, ligesom jeg tidligere har haft en dejlig garnbutik i hjertet af Jægerspris som hed “Porsborg Design” – og samlet set har “design” på mange måder, altså haft en stor plads i mit liv!

Så er der lige det der med Doggerland… Den lange baggrundshistorie for mit valg af “Doggerland” navnet får I en anden god gang, men kort fortalt har jeg valgt navnet, fordi det forhistoriske (før istids-) landområde Doggerland, mellem England og Nordeuropa, symboliserer de sammenhænge og ligheder, som jeg kan se mellem strikketraditionerne-, garnkvaliteterne- og ikke mindst strikkemønstrene i Danmark (og Sverige) og Storbritannien (og Irland)…

Før den sidste istid var der landfast mellem Irland og Storbritannien på den ene side, og Nordeuropa på den anden side. Og tænk Jer, hvis nu… (og her giver jeg fantasien frit spil) at vores aner for 10.000 år siden, har vandret mellem Danmark, England, Skotland og Irland – henover Doggerlands stepper, bakker og dal – på tværs af floder og igennem Doggerlands skove?

Nå, men tilbage til virkeligheden – hvor historien fylder meget, ihvertfald i mit liv. Det at kende sine rødder og at vide hvor tingene kommer fra, også inden for håndarbejde og strikdesign – giver nutidens liv og arbejde mening, på en god og tryg måde. Så helt lavpraktisk set, når jeg for eksempel designer en sweater i en god klassisk uldgarn med gamle mønstre, synes jeg også det er interessant at kende mønstrenes navne (“Gevir-snoning”, “fiskenet” o.s.v.), da bare navnene alene, giver mig inspiration til mit videre arbejde. I det hele taget er det lidt sjovt, at rigtig mange strikkemønstre har navne, og at de ofte hedder (næsten) det samme i Danmark og Storbritannien – men igen: mere herom en anden god gang.

Min e-shop Doggerland Design er altså en nytænkt garnbutik på internettet – hvor få, men nøje udvalgte garner (primært i uld) forhandles ved siden af garnpakker (“garn-kits”) primært med mine egne strikkeopskrifter. Det er iøvrigt helt bevidst, at jeg starter e-shoppen stille op, med et for branchen lidt “smalt” udvalg af strikkegarner – for tiden er ikke til de store armbevægelser som iværksætter, med økonomisk krise i landet og hvad har vi… Så – idéen er, at shoppen skal vokse langsomt men sikkert – hvilket alt andet lige, må være i alles interesse 🙂

Endelig – er der bloggen her. Udover at mit liv altid har været fyldt med håndarbejde, har jeg siden gymnasietiden også været meget glad for at skrive, debattere og diskutere. Derfor giver det, igen for mig personligt, mening at kombinere e-shoppen med en blog, hvor jeg kan fortælle, præsentere, fantasere, diskutere og problematisere…

Fra tid til anden vil jeg naturligvis bruge bloggen til at præsentere Jer for shoppens nye modeller, nye varer og gode tilbud – og, ellers vil blog-indlæggene bestå af historier om strik og design, om fortidens håndværk, om fortidens strikketøj, om nutidens håndværk og håndarbejde, om mønstre, om folk der inspirerer mig, om uddannelse, om samfundet, om livet i Danmark, om politik…. og om så meget andet – stort og småt – der i min verden, oftest vil kunne sættes i relation til håndarbejde og strik.

SÅ – kære familie, venner, bekendte og kunder: Jeg håber I synes om min spirende e-shop, og jeg håber I vil følge med i mine blog-indlæg og endelig, endelig: også kommentere på dem!

PS: Bemærk, at jeg giver 10% åbnings-rabat på alle garner (i løssalg) resten af november…

De bedste hilsner & på snarligt gensyn,

Marianne Porsborg, Doggerland Design

Strikdesign og opskrifter fra Doggerland Design

Indehaver af firmaet Doggerland Design og webshop i samme navn. Marianne er uddannet Cand.pæd. i Generel Pædagogik (Master of Arts /Education), Tekstilformgiver, håndarbejdslærer og All-round kontorassistent (logistik).