Aignéis – strikkekit fra Doggerland Design
Aigneis kit – pakke med garn og opskrift, til strik af model Aigneis. Den blev designet af Marianne Damgaard Porsborg til en lille lokal byfest i Jægerspris, kaldet BLÅ NAT, i 2018. Aignéis er en af to nye modeller og garnkits, der blev præsenteret og solgt første gang ved denne lejlighed.
Designtemaet for Aigneis – og den anden model fra BLÅ NAT (“Aine“) var: enkelthed, lethed og hurtighed. Snit, strukturer og form skulle være enkle, men stadig feminine. De skulle begge kunne strikkes i lette, tynde uldgarner, så modellerne også kan bruges om sommeren, altså: sommerstrik. Og de skulle begge være hurtige at strikke, så kunderne fx kan tage et Aigneis eller et Aine strikkekit med på ferie, og nå at blive færdige, inden for rimelig kort tid.
Alpaka og islandsk uldgarn i blød, varm og let fusion…
Aignéis strikkes i en fusion af superblød alpaka og fin tynd islandsk uld. Kittet består af opskrift og garn til valgte størrelse og farve. Garnerne er Indiecita fra Filcolana (100% alpaka) og Einband fra Istex (100% ren ny uld). Modellen strikkes med en tråd af hver garn sammen, på hele arbejdet. Det er nemt at strikke Aigneis, selv med dobbelt garn, da alpaka og uldgarnet ligesom smelter, eller fusionerer, så fint sammen undervejs.
Uldblusen strikkes på tykke pinde, på tværs – fra det ene halve ærme til det andet. Den er lidt tætsiddende og feminin. Har en lidt løs struktur, for at sikre lethed og fylde – uden at være for varm. Der formgives undervejs i strikkearbejdet, og mønsteret består af et enkelt “ribbemønster” med lange masker. Jeg kan godt lide når du som strikker af mine garnkits har frie rammer til at præge det færdige resultat. Ved strik af Aigneis er der derfor ikke nogle “regler” for hvor og hvor mange mønsterstriber der skal være. Der er altså frit valg, så din Aigneis bluse ikke nødvendigvis kommer til at ligne andres.
Aignéis – om navnets betydning og oprindelse
Aignéis – eller Aigneis om man vil, er den irske form af navnet Agnes, og udtales på samme måde, på engelsk (kilde: behindthenames.com, 2018). Navnet er valgt fordi det er kort – men også enkelt og feminint, og samtidig har en lidt kontant “lyd” over sig. På irsk skrives navnet med é – men kan også skrives uden accent aigu over e’et. Aigneis – er altså måske bare mere dansk, og det er også helt OK.
Vaskeanvisning – sådan vasker og behandler du Aignéis blusen
Uldblusen Aigneis skal håndvaskes – liggetørre og endelig ikke vaskes for ofte. Garn af god uld har nemlig den skønne egenskab, at det langt hen ad vejen “skyr” skidt og møg. Det betyder, at du fra tid til anden, når du synes din Aignéis uldbluse trænger til at blive frisket op, blot skal lufte den udendørs, helst liggende fladt i skyggen – så “kaster” ulden nemlig noget af skidtet af sig, af sig selv. Denne egenskab mindskes dog, dels med tiden – dels jo mere den bliver vasket, da vask også udgør en form for slid på det strikkede.
Læs mere om Doggerland Designs vaskeanvisninger: her 🙂
Copyright: Marianne Damgaard Porsborg, Doggerland Design
Jægerspris, den 8. september 2018