Sokkestrik, strikkepinde – og om man kan lære en gammel hund nye tricks

Strikker du sokker og strømper – og hvordan?

Jeg var ikke så gammel da min mor og min mormor begyndte at lære mig at strikke sokker, og senere også handsker. For nemhedens skyld, mente de at jeg skulle strikke ribborten på almindelige strikkepinde, frem og tilbage, for så at sætte arbejdet over på strømpepinde, når skaftets ribkant havde fået en vis længde.

Den metode holder jeg stadig fast i, de fleste gange. Ikke længere for nemhedens skyld, men måske mere af vanens magt. I årevis har jeg altså strikket sokker og strømper, med 5 strømpepinde og efter min mormors gamle opskrift – men ikke handsker, som jeg vist ikke har strikket siden jeg var teenager…

Hvordan man strikker to par sokker størrelse 38 af 100 gram strømpegarn

Gamle vaner og metoder – nye strikkepinde og teknikker

Inden for de sidste år er der unægteligt kommet mange nye strikkepinde på markedet. Rundpinde med drejeled, rundpinde med udskiftelige pinde, firkantede strikkepinde, kulfiberpinde, flexpinde, magic loop pinde, og nu også små asymmetriske rundpinde til strikning af sokker, strømper, babytøj og ærmer mv.

Som håndarbejdslærer og fagperson inden for især strik og hækling, burde jeg nok prøve alt det nye på markedet, løbende og kritisk – for at kunne vejlede mine kunder og kursister. Men det har jeg ikke gjort 🙂 før nu. Til gengæld har jeg holdt, måske lidt stædigt fast i, at fx almindelige bambusstrømpepinde er helt fint til mig, de ligger godt i hånden og jeg strikker jævnt og hurtigt på dem – med et tilfredsstillende resultat.

I sidste uge kom der en kunde i min butik Garnhytten, som tidligere havde købt en af de nye, små rundpinde fra Addi til strømpe- og sokkestrik. Det drillede hende at strikke med den lille rundpind – og hun synes ikke maskerne kunne være på pinden mv. Og – så, var det jo på tide, at jeg selv fik afprøvet dem! Det har jeg nu gjort, og i det følgende vil jeg skrive lidt om den læringsproces, som har været spøjs – og ja, lærerig.

Sådan strikker jeg med strømperundpinde…

Modsat “plejer” testede jeg de nye Addi strømperundpinde ved at starte skaftets ribkant direkte på den lille rundpind. Jeg slog 58 masker op, hvilket altid har passet til min størrelse 38/39 i skostørrelse – og jeg kunne fint få maskerne til at være der, men måske heller ikke færre end det.

Addi anbefaler, at højrehåndede holder den længste pind i højre hånd, og venstrehåndede i venstre. Og så gik jeg igang… følte mig meget hurtigt som Bambi på glatis, for hold da op, hvor var det svært! Garnet jeg strikkede med fejler bestemt ingenting, det er OPAL strømpegarn (4-trådet) som jeg har strikket utallige strømper og sokker af – glat, blødt og nemt at strikke med.

Stædigt blev jeg ved, selvom det føltes helt forkert… Jeg valgte at strikke ribkanten kortere end jeg plejer, for måske… ville det blive nemmere når jeg skiftede til pind 3 og glatstrikning. Det blev det, men ikke meget. Følte til sidst at mine fingre krampede omkring den lille rundpind, og jeg kom hurtigt til at tænke på dengang min desværre afdøde svigerfar skulle pille små, nykogte fjordrejer (med sine store “landmandshænder”) en varm sommeraften på Falster… Stakkels mand!

Hvordan man strikker med strømperundpinde fra Addi til sokker, babytøj og ærmer mv.

Kan man lære en gammel hund nye tricks?

Nu har jeg prøvet det, men for at være helt ærligt, så vælger jeg at fortsætte med at strikke strømper, sokker og ærmer mv. på gammeldaws manér, altså med 5 helt almindelige strømpepinde. Det har jeg jo også gjort i 35-40 år – i sammenlagt sikkert en hel masse hundrede timer, ihvertfald så meget at det sidder i fingrene – og jeg strikker hurtigt på de almindelige strømpepinde, kan næsten gøre det i søvne…

MEN – dermed ikke sagt, at andre ikke kan få en masse glæde af de nye, små rundpinde med asymmetriske pindelængder! Dermed heller ikke sagt, at jeg ikke selv ville kunne lære at strikke på de nye strømperundpinde, for det gled da helt sikkert nemmere på de sidste omgange, end på de første.

Med andre ord, denne gamle hund kunne sikkert godt lære det nye trick at strikke rundt med strømperundepinde, det vil bare tage tid, og spørgsmålet er, om det vil give mening, når nu de klassiske, gammeldags, velkendte strømpepinde virker for mig.

Som sagt, følte jeg mig altså noget på glatis i processen, og fik hurtigt fremkaldt barndomsminder om hvordan det føles når hænderne skal lære noget nyt. Denne famlen, og følelsen af at have 10 tommelfingre på hver hånd, som “spænder ben” for hinanden – spændingerne i hænder, arme og skuldre – og ja, også følelsen af “øv-det-kan-jeg-da-vist-ikke-finde-ud-af” og “jeg-har-mest-lyst-til-at-opgave-følelsen”. Men som sagt, så kom det forholdsvis hurtigt til mig, og hvis du er en mere tålmodig og nysgerrig “hund” end mig, så kan du helt sikkert få glæde af de nye strømperundpinde, eller nogle af de andre nye pindetyper – værktøjer – der findes på markedet.

God fornøjelse!

Marianne Porsborg v/Doggerland Design

Strikdesign og opskrifter fra Doggerland Design

Indehaver af firmaet Doggerland Design og webshop i samme navn. Marianne er uddannet Cand.pæd. i Generel Pædagogik (Master of Arts /Education), Tekstilformgiver, håndarbejdslærer og All-round kontorassistent (logistik).