Tid… fordybelse, håndens arbejde og “den gode håndværker”.

Sociologen Richard Sennett har arbejdet en del med håndværk og håndværkere* – bredt betragtet, både set i et samfundsmæssigt perspektiv, i forhold til håndværksfagenes historiske udvikling – og set i forhold til håndværkerens faglige kvalifikationer, hans “drive” (min betegnelse) og håndværkerens læringsproces.

Især det sidste, den håndværksmæssige læringsproces – hvordan man bliver en god håndværker, interesserer mig utroligt meget. Under min uddannelse til håndarbejdslærer – for “100 år” siden – kaldte vi det, at arbejde med et håndværksfag, for håndens arbejde. I virkeligheden er det nok en meget gammel betegnelse, eller betragtning, som dækker bredt over alle former for “håndarbejde” – fra de tekstile fag, over de gængse (måske mere mandlige) håndværksfag og til de mere de kunstneriske fag.

I mange håndværksfag er der sket et, den teknologiske udvikling taget i betragtning, naturligt skred i retning af, at håndens arbejde helt eller delvist, er blevet erstattet eller suppleret af maskinkraft og computerteknologi. Richard Sennett diskuterer, som mange andre, hvorvidt der sker en kvalitetsforringelse i den håndværksmæssige arbejdsproces og i det udførte håndværk – når teknikker og processer fjernes – igen helt eller delvist – fra den menneskelige hånd.

Når jeg tænker på min egen design- og arbejdsproces med et håndarbejdsfag, ved jeg – per erfaring og refleksion, at der ER en forbindelse mellem det fysiske materiale man arbejder med, hænderne der arbejder, tiden man bruger på håndens arbejde – og hjernes kreative og innovative tankeprocesser.

Jeg tror ikke jeg kender nogen inden for håndarbejde, som ikke kender udtrykket “at se med fingrene”. At se med fingrene, henviser præcis til, at det ikke er nok for en håndværker (måske uanset fag), at se eller læse sig til et materiales beskaffenhed (farver, glans mv.) og tekniske kvalitet (struktur, tykkelse, styrke etc.), men at man også skal mærke, fornemme og føle materialet – med hænderne, for at få den fulde oplevelse, inspiration og indledende erfaring med, hvad materialet kan bruges til.

Det er derfor, for mit vedkommende, uden undtagelser, at hver gang jeg f.eks. bestiller en ny type garn hjem til Doggerland Design, så begynder den kreative proces kun indledningsvist, når jeg ser farvekort og den teknisk præsentation (på f.eks. leverandørens hjemmeside) – og den forstærkes en smule når jeg får varerne hjem på hylderne, og altså ser garnet “rigtigt” – og processen accelerer, når jeg tager hul på et nøgle garn og laver en (eller flere) strikkeprøver… med hænderne. Erfaring, er uundværligt – og man kan læse sig til meget viden. Men den håndværksmæssige, kreative og innovative proces, kræver altså, i min optik, dels håndværksmæssig/faglig erfaring, dels tid og rum til fordybelse ved håndens arbejde med materialerne.

Uden at det (naturligvis?) er videnskabeligt bevist (og skal det være det?), er der en “regel” blandt erfarne håndværkere, sportsfolk og musikere, at der skal mindst 10.000 timers arbejde med et fag til, at man er blevet professionel. Personligt, har jeg helt sikkert strikket og syet (på maskine) i langt mere end 10.000 timer i mit liv. Jeg har måske ikke hæklet i fulde 10.000 timer, har måske heller ikke (slag på tasken) brugt mere end 7-8.000 timer på udarbejdelse af model-, arbejdstegninger og mønsterkonstruktion – og har slet ikke vævet, broderet, lavet batik og stoftryk og malet tekstile billeder – i mere end måske 2.000 timer/fag… Så, med den gamle hovedregel in mente – kan jeg altså kalde mig professionel strikker og syerske 🙂 men ikke professionel hækler, væver etc. Og hvorfor skulle jeg? En tømrer, som fra tid til anden snedkerer møbler eller brugskunst i træ, kan vel heller ikke kalde sig professionel snedker fordi han har “lugtet” lidt til faget? Eller kan han?

Før industrialiseringen i Europa, varede en håndværksuddannelse i omegnen af 6-7 år. Inden man kom i lære, havde man måske endda et par års erfaring med faget, som arbejdsdreng. Efter endt uddannelse, skulle man så arbejde en del år, måske 5-10 år som svend, før man kunne søge lauget om at slå sig ned som Mester i sit fag: altså 10-20 års arbejde inden for sit fag, før man kunne kalde sig professionel…

I dag, hvor alting er speedet op i tempo, når hverken håndværkere eller andre uddannede personer, at få så mange timer- eller års praktisk erfaring med sit fag, før man kalder sig, eller betragtes, som færdiguddannet – som professionel. Ydermere, går mange timer af en håndværksmæssig uddannelse med boglig undervisning på skole, måske både fysisk og mentalt væk fra faget – fra værkstedet og dagligdagens praktiske arbejdsopgaver. Ikke, at jeg vil forklejne boglig undervisning inden for håndværksfag, som helt sikkert er nødvendig i vores moderne, højtempo og globaliserede verden. Men – tiden til håndens arbejde – på værkstedet hos en mester (praktiksted) under en håndværksuddannelse – den er mindsket, og jeg synes personligt, at det er tid til refleksion over og diskussion af, om vi som samfund “skyder os selv i foden” når vi ikke giver eleverne megen tid til fordybelse, tid til håndens arbejde, og dermed tid til erfaring – kropslig og situeret – med faget?

Naturligvis forestiller jeg mig ikke, at vi som samfund skal skrue tiden tilbage, og uddanne håndværkere som man gjorde for 200 år siden. Det vil ikke give mening! Men en gylden middelvej ville nok være godt, hvor håndens arbejde igen anerkendes som en vigtig faktor – hvis vi igen skal kunne bryste os af, at være et land der uddanner de gode håndværkere.

Tanker til debat,

Marianne Porsborg, d. 28. marts 2016

* = henvisning til Richard Sennetts bog “The Craftsman” (Penguin Books, England, 2009).

 

Lidt om designprocessen – mest om fag og titler, i en verden under forandring…

Kære læser,

I sidste blogindlæg blev Tekstildesigneren Astrid Skibsted fra Aarhus præsenteret ved et blog-interview, hvor Astrid blandt andet fortalte lidt om sine inspirationskilder til sit designarbejde, og om den faglig styrke der ligger i årelang erfaring med det jeg kalder håndens arbejde.

Idag vil jeg starte på en slags føljeton om “den tekstile designproces”. Men, som med så meget andet, kan man vist aldrig komme i dybden med et felt, eller begreb, som den tekstile designproces – blot ved ét blogindlæg, eller ved én snak. Mere må til, og derfor bliver det altså et emne, som jeg dels selv vil vende tilbage til fra tid til anden, dels lader stadig flere gæsteskribenter komme til orde om, her på bloggen.

Designprocessen og begreberne… Blogindlæggets overskrift kunne i min optik også nemt havde heddet “At være kreativ”, men da begrebet kreativ desværre længe har haft en klang af noget alternativt, på den nedladende måde, vælger jeg at bruge det mere moderne begreb: design… Personligt holder jeg nu både af begrebet kreativ og begrebet alternativ, og har aldrig haft problemer med selv at være begge dele… så måske derfor, står begreberne design og designproces omvendt lidt for “smarte” i mine ører – og sådan er der jo så meget 🙂 Når alt kommer til alt, handler det jo om den tid vi lever i og hvor vi hver især står som mennesker – og måske mest om vores forskellige vaner, vores opvækst og hvilke sociale kontekster vi indgår i…

Når æblet ikke falder langt fra stammen… Som jeg har skrevet om tidligere, er jeg selv rundet af en på mange måder meget kreativ familie, hvor arbejde med et “håndens fag” og med mennesker, har fyldt og stadig fylder. Bare set hen over et par generationer eller tre, tæller min familie håndværkere af forskellig slags, en mejeribestyrer, ingeniører, en bygningskonstruktør, en blomsterdekoratør, pædagoger, lærere o.s.v. Samtidig er, eller var, de fleste af mine familiemedlemmer også rigtig gode til mange former for husflid (nødvendige eller selvvalgte gør-det-selv-projekter), håndarbejde og/eller maleri og tegning. I og med, at jeg – som et rigtigt familiemenneske, også altid har været meget sammen med især min nære familie og mine bedsteforældre, har al denne kreativitet og lyst til at sætte i værk, (måske naturligvis) smittet af på mig… Jo ældre jeg bliver, og jo flere mennesker jeg lærer at kende – desto mere er jeg ihvertfald blevet opmærksom på, hvor meget det at vokse op i en kreativ familie, kan betyde for et menneskes forhold til håndværk og håndarbejde. Naturligvis, er det ikke nødvendigvis en naturlighed, at alle børn som vokser op i en kreativ familie, selv bliver en kreativ voksen…. Men – en påstand må lyde, set ud fra mine egne erfaringer, at voksnes glæde ved og fordybelse i et håndværk, eller et håndarbejdsfag, alt andet lige, vil smitte positivt af på børn.

Når håndværk og håndarbejde ikke er en naturlig del af hverdagen… Når jeg påstår, at glæden ved et håndens arbejde kan smitte af på børn, kommer det også fra en oplevelse af, at mange af mine venner som ikke er kreative – og altså ikke beskæftiger sig med hverken et håndværk, kunst, husflid eller håndarbejde i deres dagligdag, overvejende har forældre som heller ikke bruger tid på et håndens arbejde. Igen, så er det her jo alene en lægmands konstatering på baggrund af personlige oplevelser – og igen igen, er det sagt i erkendelse af, at verden naturligvis ikke er så “firkantet” som jeg skitseret her. MEN – hvis nu mine påstande ikke rammer helt forbi skiven, så bør det måske være et oplæg til en debat om hvor vi samfundsmæssigt er på vej hen, med de kreative, udviklende, designprægede håndværks- og håndarbejdsfag?

Titler – og moderniseringen af den offentlige sektor… Da jeg gik på håndarbejdsseminariet, som håndarbejdslærerstuderende i slutningen af 1990’erne, var der meget snak internt på seminariet om, hvorvidt der skulle skelnes – og i så fald hvordan, mellem titlerne designer og formgiver. Jeg hører til en af de sidste årgange af “rigtige” seminarieuddannede håndarbejdslærere (og tekstilformgivere), hvor den treårige uddannelse stadig var todelt, med 50/50 vægt på de pædagogiske/-undervisningsmæssige fag og de håndværksmæssige fag. Jeg fik således en uddannelse, som både kunne bruges pædagogisk/undervisningsmæssigt og håndværksmæssigt – for mit vedkommende: med fokus på dels pædagogisk forsøgs- og udviklingsarbejde, dels tekstil design og formgivning. Denne treårige kombinationsuddannelse betød dog, at jeg ikke blev uddannet “rigtig” lærer eller “rigtig” tekstil designer – og at jeg, efter endt uddannelse, stod med to enslydende eksamensbeviser for samme uddannelse: et eksamensbevis med titlen Håndarbejdslærer og et med titlen Tekstilformgiver. Imidlertid så jeg og mine medstuderende dengang denne dobbelthed i vores uddannelse som en force, i og med at vi efter endt uddannelse stod fagligt stærkere, både pædagogisk og håndværksmæssigt, end f.eks. håndarbejdslærere uddannet på de “rigtige” (folkeskole) lærerseminarier. Men verden ændrer sig, og det stadig med lynets hast – og uddannelsessektoren, eller i det hele taget mange institutioner i den offentlige sektor, blev også ændret – omlagt, nedlagt, udviklet… en forandringsproces som kaldes: moderniseringen af den offentlige sektor… En del af mine medstuderende fik efter endt uddannelse jobs som undervisere og lærere, deltids eller fuldtids. Andre arbejdede selvstændigt, som håndværkere, formgivere, designere eller kunstnere, igen – deltids eller fuldtids. Jeg selv, drømte ved studiets start om at blive fuldtids lærer på en folkehøjskole, men “moderniseringen af den offentlige sektor” førte imidlertid også en højskolereform med sig, som direkte eller indirekte nedlagde mange højskoler, og derfor mindskede mine muligheder for job som højskolelærer… Ergo: valgte jeg dengang, at slå mig ned som selvstændig, med garnsalg, strikdesign og en lille produktion af unika tøj – i kombination med diverse deltids lærerjobs, pædagogiske jobs, rengøringsjobs mv. MEN – gør det, at jeg på denne måde – on and off – har arbejdet med (strik)design det legalt, at jeg kalder migselv for strikdesigner ? I og med, at tiderne har ændret sig, og at min uddannelse og uddannelsesinstitution, ikke længere findes, så kender omverdenen heller ikke længere til min uddannelse, og når jeg præsenterer mig som håndarbejdslærer, tror folk jeg er uddannet folkeskolelærer – og når jeg præsenterer mig som tekstilformgiver, tror folk at jeg er “skrædder-et-eller-andet-agtigt”… Summa summarum, fandt jeg for lang tid siden ud af, at hvis jeg bruger titlen strikdesigner, som jo alt andet lige betegner det jeg længe, i større eller mindre omfang, har beskæftiget mig med – så “passer jeg ind i boksen” i en moderne tid, hvor håndarbejde, håndværk og formgivning som sagt, har fået en klang af kreativitet og noget alternativt – på den nedladende måde… I min verden, er jeg dog stadig BÅDE lærer OG tekstilformgiver, og ikke “rigtig” designer, men når verdenen ændres, og når begreber og betegnelser får moderniseret indhold og form, må jeg og mine fagfæller måske også ændre opfattelse af vores fag, vores kunnen og vores titler? Derfor kunne et afsluttende spørgsmål under dette tema passende være: Skal vi, i en moderniseret verden, bruge titler ordret efter ordlyden på vores eksamensbevis, eller efter vores aktuelle fag- og arbejdsområde?

Italesættelse af “håndens arbejde” Indledningsvist brugte jeg begrebet håndens arbejde som en betegnelse for de tekstile håndværksfag Astrid Skibsted har beskæftiget -og beskæftiger sig med. Det er helt bevidst og ganske velovervejet, at jeg bruger denne betegnelse – dette begreb, som ikke er et jeg har opfundet til lejligheden, men som dog stadig er forholdsvis ukendt. Min pointe er, at skal vi italesætte både håndværk og håndarbejde (som i min optik er to sider af samme sag, men lad nu det ligge :-)) på en ny og mere positiv måde – og altså prøve at ændre på vores kreative fags mere eller mindre blakkede ry og omdømme, så må der nok – blandt andet – nye begreber og termer til. Hvis flere og flere ikke arbejder med håndværk eller håndarbejde i dagligdagen – professionelt eller på hobbyplan – og hvis flere og flere uddannelser rykker sig væk fra “håndens arbejde” og den kreative (design)proces, så er det ihvertfald en overvejelse værd, om det er en udvikling vi vælger bevidst og velovervejet, eller om vi “bare flyder med strømmen”… Igen, hvis jeg må tillade mig at være lidt påstålig, så har moderniseringsprocessens anvendelse af begrebet design jo ikke hjulpet de kreative håndværksmæssige uddannelser og -fag synderligt, og derfor prøver jeg altså i en god mening, at bruge håndens arbejde som fællesbetegnelse og nyt begreb for de kreative (håndværks)fag og uddannelser. Måske er det naivt af mig at tro, at dette bud på en ny-italesættelse kan rykke noget i positiv retning, men om ikke andet, så er det i det mindste et forsøg 🙂

I flere af de kommende blogindlæg fortsætter jeg mit fokus på det at arbejde kreativt, set fra forskellige vinkler og perspektiver – nogle med udgangspunkt i den tekstile designproces – andre med afsæt i fagområder udenom- eller længere væk fra de tekstile fag.

På glædeligt genhør – og kommentér MEGET gerne på indlægget!

Marianne Porsborg v/Doggerland Design

…om hjemme-GARNBUTIKKEN og åbningstider…

slide_1

Doggerland Design, er først og fremmest en webshop med salg af gode strikkegarner, garnkits, bambus strikkepinde, hæklenåle, håndarbejdsbøger mv. – men da jeg har haft garnbutik i Jægerspris før, er der flere af mine “gamle” kunder, som gerne vil besøge mit garnlager og handle her, istedet for i webshoppen, også selv om det ikke helt ligner en “rigtig” garnbutik 🙂

Alle er velkomne til at kigge forbi – enten i de gældende åbningstider eller efter aftale!

HJEMME-GARN-BUTIK i Jægerspris: Thyrasvej 40, 3630 Jægerspris (indgang gennem hul i hækken :-)). Aktuel åbningstid: kl. 12-18 hver onsdag (ændringer i åbningstiderne annonceres på Facebook og på webshoppens forside).

Kontantbetaling og betaling med VISA/Dankort og VISA Electron er muligt! Vel mødt!!

DOGGERLAND-logo_Web (1)

Åbnes også efter aftale på mail: marianne@doggerlanddesign.dk

Nogle har iøvrigt spurgt, hvorfor jeg “kun” holder deltidsåbent i hjemme-garn-butikken. Det skyldes, at jeg i 2015-2016 er fuldtidsstuderende ved Århus Universitet i Emdrup, hvor jeg læser en kandidat i Generel Pædagogik, som overbygning på min gamle håndarbejdslærer- og Tekstilformgiver uddannelse. Et studie jeg er meget, meget glad for – og som jeg vil kombinere med mine 30 års erhvervserfaring, politiske erfaring og altså naturligvis især med min øvrige uddannelsesbaggrund.

/Marianne Porsborg

Mere om… Doggerland Design

…På webshoppens forside, skriver jeg: Doggerland Design forener fortidens mønstre og “evighedens” materialer med nutidens mode – i design der mikser strikketraditioner fra Danmark, det øvrige Norden, Storbritannien og Irland – altså: strikdesign på tværs af det forhistoriske landområde: Doggerland i Nordsøen. Og denne beskrivelse er, kort fortalt, netop essensen i min mønsterverden, som udgangspunkt for stort set alle opskrifter jeg udvikler…

Jeg designer primært helt enkle designs, hvor enkeltheden mest består i enkle mønstre: strukturmønstre, ribstrikkede mønstre og enkle, men gerne fine og feminine, snit.

Som uddannet Tekstilformgiver og håndarbejdslærer med speciale i design og projektstyring, “tænker” jeg nye modeller og opskrifter som var det et stykke tøj der skal designes. Det betyder, at jeg i min idéudvikling først tilskærer modellen i hovedet – og tænker snit, tilskæring og figurlinjer sammen med det mønster jeg nu vælger til opskriften. Det første arbejde foregår altså i tankerne, hvor jeg i første omgang “tegner” modellen i mit hoved – dernæst tegner en modeltegning på papir, sætter mål på – og til sidst: skriver opskriften, ved at jeg samtidig “strikker” modellen i tankerne. Afslutningsvis bliver den fysisk prøvestrikket af mig selv, gode veninder eller familie – måske skal opskriften rettes til, og i værste (men heldigvis sjældne) tilfælde: laves lidt om.

En klog mand sagde engang: Simplicity is not allways a simple thing! Og jeg er helt enig! Enkelthed – er ikke altid enkelt, nemt eller simpelt. Enkelthed, i strik og håndarbejde – eller håndværk, i det hele taget – kan altså sagtens være enkelt og fint i sit udtryk, men stadig kompliceret i sin udførsel/formgivning.

Struktur- og hulmønstre af enhver slags, er mine foretrukne mønstre til strik. Det betyder, at jeg som en rigtig fagnørd, elsker at fordybe mig i, og bruge timevis med, min gamle og slidte “grundbog” med alverdens struktur- og hulmønstre, imens jeg tænker mønstrene ind i nye designs, nye snit…. Nye designs, betyder ikke nødvendigvis, at jeg prøver at opfinde den dybe tallerken, hver gang. Men det er spændende formgivningsmæssigt,  at lege og eksperimentere med nye kombinationer, nye mønstre og nye snit – til gamle klassiske modeller.

Historien om hvorfor jeg valgte “Doggerland” som navn til min virksomhed uddybes i blogindlægget om “min irske forbindelse…” – men overordnet set, betyder mit valg af Doggerland, som beskrevet indledningsvist, at jeg holder rigtig meget af de fælles mønstre og strikketraditioner vi har, på tværs af Nordsøen – fra Irlands vestkyst til Sveriges østkyst!

Aran-mønstre og andre snoningsmønstre, Guernsey og Jersey fiskertrøjer – og de fine Shetlandske hulmønstre er dybt fascinerende og inspirerende. På hjemmefronten, er f.eks. de gamle danske “Falster-trøjer” eller “nattrøjer” om man vil, med fine, enkle strukturmønstre, også meget inspirerende.

Doggerland Designs kollektioner af opskrifter og garnkits vil hele tiden blive udviklet og fornyet. Temamæssigt, arbejder jeg til en start med “Gypsy” som den lidt flippede, eksperimenterende kollektion – “Cosy” som den “tykke”, hyggelige, varme og rolige kollektion – “Shetland” som den kollektion hvor jeg udvikler modeller i den elskede Shetlandsuld – “Kids” er naturligvis kollektionen med garnpakker/strik til børn – og snart, kommer der også en “Comfy kollektion – med en samling af mine opskrifter på sjaler, huer, halstørklæder, futter, halsedisser og meget andet godt strikket- eller hæklet tilbehør.

Marianne Porsborg, strikdesigner og indehaver af garn webshop og blog: Doggerland Design

 

Tanker om at være kreativ, og at skulle vælge uddannelse, før og nu…

Lige nu, marts 2015, er det 20 år siden, at jeg fik mit første møde med den danske Folkehøjskole. Et møde, som skulle ændre mit liv. Året forinden havde jeg mødt John, som jeg nu har været gift med i snart 16 år. John læste til Eksport-ingeniør, en forholdsvis ny 5-årig Teknikumuddannelse dengang. Og John havde besluttet, før han mødte mig, at når han var færdiguddannet på Teknikum, ville han “hive stikket ud” ved at tage på et højskole ophold. Det at tage på højskole, lå langt fra hvor jeg var i mit liv på det tidspunkt, som nyuddannet All-round Kontorassistent, med en matematisk-samfundsfaglige studentereksamen, HH-eksamen, Merkonom og andre erhvervsrelevante aftenskole-enkeltfag i bagagen, samt med et job som Logistikassistent i en af landets store og ældste industrivirksomheder. Min plan var på det tidspunkt, at læse HD i Logistik, stige i graderne til Logistikkoordinator, og så ellers, tage det hele derfra.

Oprindeligt, var det egentlig ikke min plan, at mit liv skulle være fuld af salg & marketing, logistik, lagerstyring, transport og jura… Men det var fagområder som kontorassistent-uddannelsen og mit første “rigtige” job førte mig ind til, og som jeg hurtigt lærte at holde af og blive god til, selvom jeg måske ikke havde hele mit hjerte med i den karriereplan…

Vinteren 1995, begyndte mit job som logistikassistent dog langsomt at ændre sig. De egentlige logistikopgaver tyndede ud, og flere og flere sekretæropgaver fyldte min hverdag istedet. Jeg var ung – stadig nyforelsket – og job og fremtidsmuligheder kunne passe sig selv, så jeg tog 4 måneders orlov og drog med John på Folkehøjskole: Brandbjerg Højskole ved Jelling. Og hvilket højskoleophold! Nye verdener åbnede sig for mig, nye sider af mig selv blev afprøvet, nye venskaber blev skabt og nyt mod til at stå fast – blev langsomt men sikkert grundlagt. John og jeg havde kun et fag på højskolen sammen, og det var det afsluttende valgfag: Friluftsliv og vandretur i de Norditalienske bjerge. John havde film og musik som sine største fag – jeg havde tekstilkunst og drama/teater som mine. Egentlig, er det ikke helt rigtigt, for tekstilkunst var skemamæssigt et af mine mindre fag, men det kom til at betyde så meget for mig, at jeg betragtede det som det største fag.

Med hensyn til tekstilkunst, håndarbejde, husflid, havearbejde og andre gør-det-selv-arbejder – er jeg skåret af samme læst, som næsten alle andre i min familie… Jeg lærte de mest grundlæggende strikke- og hækleteknikker at kende, inden jeg startede i folkeskolen. Jeg fik min første (håndførte) symaskine som 7-8 årig, skræddersyede mit konfirmationstøj (næsten) helt selv o.s.v. Så allerede som barn lærte jeg altså, langsomt men sikkert, at fordybe mig i den forførende design- og arbejdsproces, der ligger i Håndens arbejde. En kreativ fordybelsesproces, som i min barndom blev udviklet og styrket gennem samvær med mine forældre og bedsteforældre, og ved utallige fritidskurser for børn, på den lokale Husflidsskole.

Desuden er det ikke kun håndarbejde jeg er god til. Jeg kan også tegne og male, og især kul- og blyantstegning, var i mange år een af mine store lidenskaber. Derfor drømte jeg da også som barn om at blive billedkunstner…. eller forfatter: for det skrevne ord, fantasier, drømme, drama og ikke mindst historier om andre menneskers liv og mening, var også så fascinerende… eller kok: for hold da op, hvor var det også skønt at lave mad der ikke bare mættede, men også vakte glæde og stort behag hos venner og familie…

Folkeskolens 9. klasses eksamen blev overstået i 1985 og jeg skulle, i princippet til at klare mig selv: ved at få mig en uddannelse og et rigtigt job (jeg havde ellers masser af fritidsjobs som ung: rengøring, butiks- og babysitter jobs). Som 16 årig stod jeg så der, med alle mine drømme om at blive kok, forfatter eller billedkunstner – og følte mig lidt belastet af at have pæren i orden, fordi hverken mine forældre eller skolen syntes om, at jeg ville “spilde mit talent” på fag og uddannelse som højst sandsynligt “ikke ville give smør på brødet” – og ihvertfald ikke var særlig stor prestige i. Ergo: en sikker fremtid lå i samtidens øjne, i en eller anden form for merkantil uddannelse. Resultat: lange, lange diskussioner og skænderier om hvad jeg skulle med mit liv – og kompromiset blev, at jeg tog et år “i huset”, som tænkepause…

Det var et godt år i huset, hos en kærlig, moderne familie – som naturligvis, hjalp til med at få mig på rette tanker, så jeg i sommeren 1986 startede på Frederikssund Gymnasiums Matematisk-Samfundsfaglige linje. Jeg klarede da også gymnasieårene tilfredsstillende, og fik fine karakterer i næsten alle gymnasiefag. Jeg var bare ikke rigtig glad, da jeg stod der i 1989 med mit eksamensbevis i hånden. For hvad så? Nu lå det at blive kok, forfatter eller billedkunstner jo endnu længere væk – med en studentereksamen i bagagen og en samtid der havde “modernisering, globalisering og vækst” som mantra og omdrejningspunkt.

Endnu et sabbatår blev det til efter gymnasiet, med et års arbejde på 5-holdsskift på en af de store, lokale fabrikker. Mange tanker blev tænkt, mange bede i haven blev vendt og håndluget, mange striktrøjer og andet håndværk blev til i fritiden – og måske var det bare sådan det skulle være at blive voksen: at få sig en uddannelse og/eller et job, og så bare have de kreative fag som hobby? Eller, måske skulle jeg læse til maskiningeniør? Som barnebarn af en kunstnerisk begavet maskiningeniør, som mekaniker-datter med “hænderne skruet rigtigt på” og med en matematisk studentereksamen i lommen, var det måske bare det jeg skulle? På den anden side, nej. Så jeg tog en beslutning, eller rettere: overgav mig – og tænkte, at skulle det være en merkantil uddannelse, så skulle jeg selv vælge hvilken. Jeg arbejdede et lille års tid videre på fabrik, denne gang som (uuddannet) laborantvikar. Læste samtidig HH og Merkonom på aftenskole i Hillerød, flyttede så til København, kom i lære som kontorelev, studerede videre i fritiden, gik en masse i byen, festede og prøvede i det hele taget, at gøre det bare lidt som alle andre…

Men, det holder jo ikke, altid at ville gøre som alle andre. Og blot fordi man kan, er det jo ikke ensbetydende med, at man nødvendigvis skal… Sagt med andre ord, blot fordi jeg var god til tal og matematik, god til at sælge, god til at læse og forstå jura, god til at simplificere og forenkle, god til at forbedre og nytænke o.s.v… betød det vel ikke, at jeg skulle gøre det til min levevej, til min profession, når nu mit hjerte var fuld af så meget andet, eller? Og, på den anden side, blot fordi man (også) kan en masse kreativt, er det jo heller ikke ensbetydende med, at det er dét man skal…?

Det var de tanker der stadig nagede og som fik ny næring, da jeg kom til Brandbjerg Højskole i 1995. Tvivlen og tankerne fyldte meget mere end jeg nok ville erkende, og mødet med højskolens intensitet, mundtlighed, debat, kreativitet og filosofiske tilgang til livet – udfordrede mig på det kraftigste, og blev altså den største øjenåbner i mit unge liv. Men, det voldte også temmelig meget rabalder. For hvad nu hvis, højskolelivets skønne tanker og de kreative fag blot var en drømmeverden uden perspektiv? Hvad nu hvis, samtidens krav og forventninger om Just-in-Time, kvalitetsstyring og modernisering af alt og alting – var den uundgåelige, virkelige virkelighed, som jeg burde acceptere og følge? Hvad nu hvis, hele den voksne verden havde ret, at det at blive kok, forfatter eller billedkunstner, ikke ville blive et værdigt og udbytterigt liv for mig?

Idag, 20-30 år og mange jobs og erfaringer senere, tænker jeg mest af alt over: hvem det egentlig er, der skal have definitionsretten over, hvad der er et værdigt og godt arbejdsliv for den enkelte? Min søn er snart 17 år, og jeg ved med sikkerhed, at han går og grubler over mange af de samme ting som jeg gjorde, da jeg var ung. For ham er der blot endnu skrappere samfundsmæssige krav og forventninger om, at han retter ind og følger tidens trend med “uddannelse for livet” – og helst en akademisk “science” uddannelse, uden slingerkurs, sabbatår og alle de andre tænkepauser jeg og mange andre tidligere kunne tillade os at tage. Hans liv har til dato været styret af elevplaner og nu af uddannelsesplaner, som – oh skræk, oh ve – han ikke skal afvige fra, eller fortryde, uden på eller anden måde at føle sig forpligtiget til, at skulle stå til ansvar overfor ikke bare sig selv, men… samfundet.

Min søn har iøvrigt også både en skarp matematisk hjerne og gode kreative evner (han tegner som en drøm) – og det frustrerer mig en smule, at jeg ikke bare, uden skrupler om alle konsekvenserne, kan opfordre ham til at sige rend-mig-i-traditionerne til tidens styrende, samfundsmæssige uddannelseskrav.

Med andre ord, jeg står altså lige nu i samme, eller næsten samme, situation som mine forældre gjorde for ca. 30 år siden. Min søns verden er blot endnu mere kompleks og langt sværere at navigere i på egen frie hånd, end da jeg var på hans alder. Men – i erkendelse af, at det er hans liv og at intet er givet på forhånd, vælger jeg at opfordre ham til at gøre både og. Til BÅDE at tage en studentereksamen OG holde fast i, nyde og forbedre sine kreative evner, og frem for alt: ikke at være flov over, at være et kreativt menneske! For når alt kommer til alt, så er livet kort og vi skal alle få det bedste ud af livet, og gøre det godt, alene eller sammen med dem vi holder af.

Efter højskoleopholdet i 1995, sagde jeg året efter mit Københavnske logistikjob op, og startede som studerende på Seminariet for Formgivning i Nykøbing Falster, imens John knoklede i sine første ingeniørjobs, først i Nakskov og senere i Århus. Jeg blev Håndarbejdslærer & Tekstilformgiver med flidspræmie, skyhøje karakterer og med min 1 årige søn på armen i 1999 – stadig, med stor lyst til på sigt, at blive højskolelærer eller daghøjskolelærer… Men, moderniseringen af den offentlige sektor og især, den såkaldte modernisering af hele det folkeoplysende område, underhalede hurtigt mine planer indenom. Så med 2½ uddannelse i bagagen, måtte jeg finde på noget andet end at blive lærer i de kreative fag, som jeg ellers drømte om at skulle undervise i.

Nu, mange år og mange forskellige, men på hver sin måde spændende jobs og udfordringer senere, er jeg BÅDE selvstændig, kreativ OG studerende. Jeg læser igen videre, nu en kandidat i pædagogik, som overbygning til min gamle håndarbejdslæreruddannelse – og jeg elsker det! Tænker tit, hvor fantastisk det er, både at kunne arbejde selvstændigt og kreativt med min lille garn webshop og blog – og samtidig studere uddannelse og pædagogik på universitetet, som 45 årig. Højskoleopholdets drømme gik altså i opfyldelse, godt nok noget anderledes og senere end jeg først havde drømt om, men essensen – kernen: nemlig kombinationen af kreativitet/håndværk og undervisning/pædagogik, den er der igen, på bedste vis – for mig.

Så mit råd til min søn må helt sikkert lyde: Gør både og. Følg strømmen og følg dit hjerte, i en balance der giver mening for dig. Vælg rigtig og vælg forkert. Forsøg dig frem og anerkend, at intet er givet på forhånd. Gør dig umage og lav fejl. Knokl løs og hold pauser. Lær af andre og af dine egne fejl. Lyt – og luk ørerne for nogle af de mange råd der vælter ind over dig (inklusiv mine). Læs – og tænk dine egne tanker, om al den viden verdenen og livet kan byde på. Lær – langsomt men sikkert, at stå fast, på egne ben, og gå så dine egne vegne. Det har ihvertfald, på trods af bump på vejen, virket fint for mig 🙂

Marianne Porsborg, v/Doggerland Design

Nyhed: Få både gratis fragt og god rabat på garn, opskrifter og andet tilbehør til strik…

Kære alle,

Nu har min garn webshop – med uldgarn i gode kvaliteter, kvalitets strikkepinde i bambus, garn-kits med gratis opskrift mv., fundet sin endelige form, og hvor er det bare en skøn fornemmelse! Hånden på hjertet, så har det da også taget lidt længere tid for mig at “bygge” webshoppen færdig, end jeg havde drømt om… MEN – nu er den færdig og resultatet er jeg rigtig godt tilfreds med – og jeg elsker mit nye (ekstra) arbejde med shoppen, ekspedition af Jeres ordrer, design af nye strikkeopskrifter, skrivning af blog-indlæg, foto arbejdet o.s.v.!

Skønt er det også, at få mails fra både kunder og “osere”, med ros af webshoppens skiftende slide-show, af vareudvalget, Doggerland Designs egne garn-kits og fotos 🙂 Tak for det, Jeres ros luner!!

Nu hvor jeg altså for alvor er kommet godt i gang med min nye garnbutik på internettet, har jeg lyst til at give Jer en ordentlig omgang “kommet-godt-igang-rabat”, så I nu – udover gratis fragt på ordrer over 450,00 kroner – også får:

20% rabat på alle varer – ved samlet køb i shoppen for mere end 550,-

Når du lægger varer i indkøbskurven for mere end 450,- fratrækkes forsendelsesgebyret på kr. 45,- helt automatisk… og lægger du yderligere varer i kurven, så du samlet handler for mere end 550,- trækkes 20% rabat – også helt automatisk – på din hele ordre! Nemt og billigt!

slide_1

Mange glade hilsner

Marianne Porsborg v/Doggerland Design

PS: Og hvad mener jeg så lige med “(ekstra) arbejde” i starten af teksten…, tænker I måske? Jo ser I, da min 16 år gamle uddannelse til Håndarbejdslærer & Tekstilformgiver (med speciale i tekstildesign, strik og pædagogisk udviklingsarbejde) for længst er blevet “moderniseret” og ændret til ukendelighed (læs: for gammel) – og da jeg længe har savnet BÅDE mit håndværksfag strik OG pædagogik – lå det lige til højrebenet, i min optik: BÅDE at læse videre på en kandidat i pædagogik (DPU/Emdrup) OG genoptage mit elskede håndværksfag med webshoppen www.doggerlanddesign.dk og med denne blog, som forhåbentlig kommer til at binde det hele fint sammen 🙂

Velkommen til Doggerland Design! Webshop med strikkegarn, bambuspinde og strikkebøger

slide_1

Velkommen – både til min garn webshop Doggerland Design og til bloggen af samme navn!

Det er med stor stolthed, at jeg idag kan præsentere Jer for min lille, nye virksomhed – bestående af en moderne e-shop og tilhørende blog! Et projekt som, af forskellige årsager, har været længe undervejs, men som altså nu langsomt men sikkert, er blevet en dejlig realitet! Og til en start, skylder jeg nok en nærmere forklaring på virksomhedens navn “Doggerland Design” – for hvad er det nu for et mærkeligt navn (vil mange nok spørge) 🙂

For at starte bagfra, så er forklaringen på “Design” delen den enkle, at da mit liv altid har været fyldt med håndarbejde (strikning, syning, hækling, vævning og tøjdesign), virker det naturligt, at min virksomhed (fuld af garn, strik og design) skal hedde noget med Design… Iøvrigt er jeg, tilbage i 1999, seminarieuddannet Tekstilformgiver & Håndarbejdslærer med speciale i Tekstil design, ligesom jeg tidligere har haft en dejlig garnbutik i hjertet af Jægerspris som hed “Porsborg Design” – og samlet set har “design” på mange måder, altså haft en stor plads i mit liv!

Så er der lige det der med Doggerland… Den lange baggrundshistorie for mit valg af “Doggerland” navnet får I en anden god gang, men kort fortalt har jeg valgt navnet, fordi det forhistoriske (før istids-) landområde Doggerland, mellem England og Nordeuropa, symboliserer de sammenhænge og ligheder, som jeg kan se mellem strikketraditionerne-, garnkvaliteterne- og ikke mindst strikkemønstrene i Danmark (og Sverige) og Storbritannien (og Irland)…

Før den sidste istid var der landfast mellem Irland og Storbritannien på den ene side, og Nordeuropa på den anden side. Og tænk Jer, hvis nu… (og her giver jeg fantasien frit spil) at vores aner for 10.000 år siden, har vandret mellem Danmark, England, Skotland og Irland – henover Doggerlands stepper, bakker og dal – på tværs af floder og igennem Doggerlands skove?

Nå, men tilbage til virkeligheden – hvor historien fylder meget, ihvertfald i mit liv. Det at kende sine rødder og at vide hvor tingene kommer fra, også inden for håndarbejde og strikdesign – giver nutidens liv og arbejde mening, på en god og tryg måde. Så helt lavpraktisk set, når jeg for eksempel designer en sweater i en god klassisk uldgarn med gamle mønstre, synes jeg også det er interessant at kende mønstrenes navne (“Gevir-snoning”, “fiskenet” o.s.v.), da bare navnene alene, giver mig inspiration til mit videre arbejde. I det hele taget er det lidt sjovt, at rigtig mange strikkemønstre har navne, og at de ofte hedder (næsten) det samme i Danmark og Storbritannien – men igen: mere herom en anden god gang.

Min e-shop Doggerland Design er altså en nytænkt garnbutik på internettet – hvor få, men nøje udvalgte garner (primært i uld) forhandles ved siden af garnpakker (“garn-kits”) primært med mine egne strikkeopskrifter. Det er iøvrigt helt bevidst, at jeg starter e-shoppen stille op, med et for branchen lidt “smalt” udvalg af strikkegarner – for tiden er ikke til de store armbevægelser som iværksætter, med økonomisk krise i landet og hvad har vi… Så – idéen er, at shoppen skal vokse langsomt men sikkert – hvilket alt andet lige, må være i alles interesse 🙂

Endelig – er der bloggen her. Udover at mit liv altid har været fyldt med håndarbejde, har jeg siden gymnasietiden også været meget glad for at skrive, debattere og diskutere. Derfor giver det, igen for mig personligt, mening at kombinere e-shoppen med en blog, hvor jeg kan fortælle, præsentere, fantasere, diskutere og problematisere…

Fra tid til anden vil jeg naturligvis bruge bloggen til at præsentere Jer for shoppens nye modeller, nye varer og gode tilbud – og, ellers vil blog-indlæggene bestå af historier om strik og design, om fortidens håndværk, om fortidens strikketøj, om nutidens håndværk og håndarbejde, om mønstre, om folk der inspirerer mig, om uddannelse, om samfundet, om livet i Danmark, om politik…. og om så meget andet – stort og småt – der i min verden, oftest vil kunne sættes i relation til håndarbejde og strik.

SÅ – kære familie, venner, bekendte og kunder: Jeg håber I synes om min spirende e-shop, og jeg håber I vil følge med i mine blog-indlæg og endelig, endelig: også kommentere på dem!

PS: Bemærk, at jeg giver 10% åbnings-rabat på alle garner (i løssalg) resten af november…

De bedste hilsner & på snarligt gensyn,

Marianne Porsborg, Doggerland Design