Kunsthistoriker Lisbeth Tolstrup. Foto: Lars Pryds

Tekstile tendenser

I mange år var håndarbejde et fag, der i den bedste mening blev betragtet som opdragende og ikke mindst dannende, når det indgik i en skole- eller anden uddannelsessammenhæng. I de mere private boldgader kunne det ligge som dele af en varm understrøm, når det fx gjaldt undervisningen på højskoler, fagskoler eller kurser, alle med det fælles mål at styrke særlige kundskaber – der så igen kunne være rettet mod erhverv, meningsfuld fritid eller, i enkelte tilfælde, ligefrem udtryk. Blandt de stærkeste positioner sås beklædningssyningen, der på en gang kunne målrettes praktiske formål i hjemmet og erhverv i forhold til det at skabe sig et eksistensgrundlag. Med højskolebevægelsen, og hele spektret af folkeoplysning, som det har kunnet følges gennem mere end 150 år på land som i by, har det været muligt at iagttage en omfattende udfoldelse af fagligheder. Nogle blev teknik- og i visse sammenhæng linjedefinerede, som fx vævning og stoftryk på landets kunsthåndværkerskoler, mens andre blev mere specifikke i forhold til håndtering af materialer og teknikker. Et kig i oplysningsforbundenes aktuelle efterårsprogrammer vil afsløre, at der stadig findes en rig diversitet af fagbetegnelser.

Det, der måske udgør den største forskel, set under et tekstilt perspektiv på fx 40 år, er de udsving, der kan registreres fra midten af 1970’erne, hvor det modelfunderede skolehåndarbejde blev konfronteret af to stærke strømninger. Ungdomsoprørets frie tilgang til håndarbejde af snart sagt enhver form overfor ideen om at få legaliseret en håndarbejdslæreruddannelse på et vist niveau. Mens ungdomsoprøret lystigt sprang fra det ene område til det andet – fra det kønspolitiske til meningsskabende, fra det rebelske til det performative – fastholdt man i håndarbejdslæreruddannelsen en struktur, der for nogle seminariers vedkommende var tæt forbundet med folkeoplysningens kursuskonstruktioner, for andre stod i en klar gæld til højskolebevægelsens mere komplekse livsopfattelse. Uanset tilhøret fejede en politisk beslutning omkring år 2000 ind over området, der i løbet af nogle få år blev decimeret til en skygge af fordums uddannelsesposition. Omkring ti år senere blev det politiske søgelys rettet med folkeskolens håndarbejde, der i løbet af nogle få år gik fra at være et kulturbærende fag med en lang fagfaglig tradition, til at blive element i en rekonstruktion, der hverken på læreruddannelsesniveau eller på praktisk skoleniveau endnu kan siges at have fundet sin identitet. Begreber som materiel design, materiel kultur samt konstruktionen håndværk og design er lige nu under udvikling.

Rebelske fibre

Med denne indledning kan det lyde, som om en særlig tristesse har lagt landet øde, når det gælder håndarbejde. Men det er faktisk ikke rigtigt – tværtimod er min påstand. Det er som om hele forventningen til formalisering – både i folkeskolen og i folkeoplysningen – har sat et særligt blus under nogle mere rebelske tendenser. Som en stærk kontrast til de formelle uddannelsesstrukturer lader en anden bevægelse til at have suget næring i form af tekstile forgreninger – nemlig foreningsdannelsen. Uanset om blikket rettes mod vævning med tilhørende vævekredse, patchwork eller knipling, for blot at nævne nogle – er det foreningsstrukturer på frivilligt grundlag, der i dag er bærende for møder og træf, formidling af information og ikke mindst introduktion af ny viden. Dertil kommer markedskulturen, der med en stigende bevidsthed om genbrug og nærhed i dialogen, kan ses som infrastruktur for festivaler fx med forstavelsen uld, strikke eller knipling, vævedage eller ”tekstile højskoledage”, hvor handel, formidling og almindelig underholdning mikses sammen til folkelige træf af fagligt interesserede på alle niveauer. Endelig – som en tredje pind i registreringen – ses erobringen af det offentlige rum, fx i form af yarn bombing, street art eller graffitiinspirerede markeringer eller events.

Disse tre tilgange, foreningsdannelsen, markedsfestivalerne og de subkulturelle oprør er så meget i bevægelse, at det kan være svært at adskille tendenser og nytænkning overfor en mere formel kontekst. For med de tekstile forgreninger bliver der på en gang mange nye muligheder, men samtidig længere mellem fx en direkte faglig forankring, eller med overliggeren smækket lidt højere op, en egentlig tekstil forskning. Det tekstilfaglige kan naturligt forbindes med de tidligere omtalte fagligheder, men det vil også give god mening at forbinde dem med de digitale netværksdannelser, der er blevet mulige på kort tid – reelt inden for mindre end 15 år. Dermed opstår der den interessante situation, at fx strikkere med samme faglige nysgerrighed eller interessefelt på et øjeblik kan etablere kontakt på tværs af tid og sted, ligesom hvem som helst kan kommunikere ideer og teknikker ud ved egen hjælp. Dermed har der vist sig en særlig grobund for fx tekstil turisme, hvor større eller mindre tekstile grupper rejser ud sammen for at møde åndsfæller eller opleve begivenheder, der for få år siden ville have været praktisk uoverkommelige. Tættere på, hjemme i stuen, er det fx en søgemaskine som Google eller introsites som You Tube eller Wikipedia – for ikke at nævne den sværm af formidlingssider – der gør det muligt at præsentere og dele viden på et splitsekund, der åbner for helt nye tilgange.

I denne slipstrøm af tendenser bliver det stadig festligere og mere nærværende at deltage i tekstile træf, uanset om de finder sted på en ø i Nordatlanten, en campingplads i Sønderjylland eller et partytelt i København. For det er tekstilerne og glæden ved at møde hinanden og ikke mindst at blive præsenteret for nyt inden for de enkelte teknikker, der bliver bærende. Meningsfuld fritid for de fleste og faglige udfordringer for deltagerne i de vækstlag, der i dag har antaget nogle former, de færreste ville have gættet på for få år siden. På den måde får vi lov til at opleve historiens vingesus, i selvsamme øjeblik, det fejer forbi os.

Lisbeth Tolstrup

Er tekstilt uddannet som håndarbejdslærer og tekstilformgiver med afgang i vævning og strik. Hun arbejder funktionelt med formgivning af bl.a. strik og udtryksmæssigt inden for området fiber art. Teoretisk er hun som kunsthistoriker optaget af tekstil som kunstnerisk medie – med fokus på anden halvdel af det 20. århundrede.

Fra 2010 indehaver af det tekstile antikvariat www.tex-antik.dk