Mesterlære – og kender du udtrykket “Mekanikerens bil er altid den værste“?
Eller “Frisørens børn er altid langhårede“?
Som gammel mekanikerdatter er jeg naturligvis vokset op med det første, og jeg kom til at tænke på udtrykket i sidste uge, hvor jeg lavede en liste over alle de strikmodeller og opskrifter jeg har sat mig for at få færdig inden påske… fordi: næsten alle modellerne på listen er i størrelser til børn, mænd eller damestørrelse 34/36, som passer min udstillingsgine (Fru Gine) og ikke mig 🙂
Strikke til andre – et privilegium!
På den ene side, er det jo skønt at kunne strikke, hækle eller sy forskellige ting til andre. Men glemmer vi ikke at forkæle os selv med håndarbejde? Jeg gør ihvertfald, bevidst og ubevidst.
Når jeg kigger på min lange to-do-liste over kommende strikkeprojekter, som jo mest af alt er designprojekter der har noget med shoppen og Garnhytten at gøre, så er det tydeligt, at jeg tænker som jeg plejer: strik til andre. Samtidig planlægges det meste i forretningsøjemed, altså strik som passer en udstillingsgine eller en fotomodel.
Men i sidste uge, efter tanken om Mekanikerens bil er altid den værste, så tænkte jeg: hvorfor ikke strikke mere i min egen ikke-længere-fotomodel-størrelse, og være min egen “udstillingsmodel” – ihvertfald i hverdagens gang i Garnhytten og andre steder?
Så opstod problemet: jeg har ikke tænkt “målrettet” over hvilke strikmodeller jeg selv vil gå i 🙂 Jeg har altså gjort mig mange forestillinger om hvad mine børn og øvrige familiemedlemmer nok gerne vil gå i af strik – om hvad moden dikterer lige nu og kunderne øjensynligt vil strikke eller hækle… men jeg selv… hvad vil jeg gå i?
Mesterlære – om at lære i praksis…
Den pædagogiske filosof John Dewey skrev, blandt mange ting, om det at lære i en mesterlæresituation i et håndværksfag*. At være i praktik, eller lærling, hos en håndværksmester betyder fx at de opgaver praktikanten eller lærlingen udfører har større eller mindre betydning for mesterens kunder. Måske fremstiller praktikanten eller lærlingen ligefrem et produkt som skal sælges til en kunde. Derved får mesterlæresituationen den ekstra dimension, at det objekt som er genstand for oplæringen og læreprocessen, har betydning for andre end praktikanten/lærlingen: nemlig også for mester og kunde.
Denne måde at lære på, med en kunde eller anden modtager i fokus, ligger på min rygrad, da den på flere måder var en integreret del af min opvækst. Som datter af en mekaniker med eget autoværksted, tankstation og bilforhandling, hvor min familie og jeg boede ca. 15 år i huset ved siden af virksomheden, fyldte mesterlære naturligvis rigtig meget i hverdagen. Mine forældres virksomhed var iøvrigt ofte lidt af et samlingssted for byens “knægte” – da lærlingene og deres kammerater tit “hang ud” efter fyraften, hos min far.
Samtidig stod jeg selv i lære hos min mor og bedsteforældre, i forhold til oplæring i strik, hækling og syning, som jeg langsomt men sikkert blev glad for- og lærte fra jeg var helt lille. Der er mange smarte begreber for den form for oplæring mine forældre og bedsteforældre praktiserede – “Show and tell” fx, men enden på det hele er, at mesterlære nok var langt mere udbredt som oplærings- og samværsform – også privat i familierne og hjemmene, end det er nu.
Husflidsskolen – den bedste skole?
Mesterlære, fik jeg også i mange år i træk, ind med skeer, i den lokale Husflidsskole. Her gik jeg til børnekurser mange gode eftermiddage i vinterhalvårene, hvor jeg lærte at arbejde med skind og læder, lave stoftryk, linoliumstryk (grafisk arbejde), smykker mv.
For mit vedkommende var min barndom og opvækst altså på flere måde omgivet af mesterlære – og jeg elskede det! Det gav mig en masse (som jeg vil skrive om en anden gang) – og det gav min fars lærlinge en masse, som de iøvrigt stadig taler om, når jeg en sjælden gang møder dem som voksne.
Opskrifter – formidling og “læretekst”
Som indehaver af en webshop og butik, med salg af garn, strikkekits og opskrifter – også i eget design, har jeg selv fået, eller rettere: taget, mesterrollen. Jeg har ikke praktikanter eller lærlinge i mit lille enkeltmandsfirma 🙂 men, hver eneste gang jeg designer og skriver en opskrift, tænker jeg som en mester der skal lære en anden op: opskriften skal være letforståelig og nem at gå til, så “eleven” (læs: kunden) får et godt resultat og en tilfredsstillende tekstil arbejdsproces. På den måde er mine kunder altså både “lærlinge” og kunder, i forhold til indholdet i -og målet med min arbejdsproces.
Tilbage til det at strikke mere til andre end til sig selv. Hvorfor hiver jeg Dewey og mesterlære ind i snakken? Det gør jeg, fordi jeg mener mesterlærens kundedimension, som jeg har erfaret -og Dewey beskrevet den: det at “der er nogle som skal kunne bruge det jeg laver” delen i lærings- eller fremstillingsprocessen, netop har betydet, at jeg altså ofte indtænker en modtager i både designproces og udførelse af mit produkt. Men mere om mesterlære og Dewey en anden gang.
Summa summarum: fremover vil jeg prøve at udfordre migselv, ved oftere at sætte mig i modtager- eller kunderollen, når jeg designer og strikker mv. – fremfor i den evige producent- og mesterrolle. Og så får vi se, hvad det fører til 🙂
Marianne Porsborg /www.garnkits.dk
* Dewey har blandt andet skrevet om mesterlæresituationer i bøgerne “Democracy and Education” (1916) og “Art as Experience” (1934)
