Tanker om karklude og plast…

 

Blog om miljøvenlige hæklede og strikkede karklude i øko bomuldsgarn, om mikroplast og genbrug. Foto: Marianne Porsborg v/Kignæs og Roskilde Fjord

Plastikforurening, garnbutik og bomuldsgarn…

Idag er årets første åbningsdag i Garnhytten (min garnbutik i Jægerspris) – og et par af dagens kunder har igen købt bomuldsgarn til strik og hækling af karklude. Jeg skriver “igen” fordi det, ihvertfald her i butikken, plejer at være noget jeg næsten kun sælger garn til i forår- og sommer månederne, men herligt er det altså igen, at se kunderne planlægge deres næste karklude-projekter!

Her på siden, har jeg efterhånden skrevet en del om karklude 🙂 Blandt andet fordi du kan finde en gratis opskrift til hæklede karklude her på siden, men også fordi jeg tidligere har afholdt små workshops, med miljøvenlige klude som tema. Et andet tema jeg også tidligere har kredset om på bloggen, er husflid og genbrug – som jeg er opvokset med og stadig interesserer mig meget for. Idag vil jeg begynde et andet sted.

Plastikforurening – engangskarklude… mikroplast

I efteråret deltog jeg nemlig i et debatmøde om mikroplast – og plastik i naturen i det hele taget. Mødet var arrangeret af organisationen “Plastic Change” hvor dagens tema nærmere præcist handlede om arbejdet for en plastfri Roskilde Fjord. Ved mødet faldt talen (naturligvis) også på engangskarklude, måske især fordi der netop har været meget fokus på disse i TV og medier. Brug af engangskarklude har imidlertid vist sig ikke at være husstandenes største miljøsyndere med hensyn til mikroplast-forurening, men det er fx vores skosåler og bildæk desværre i stor grad.

Hjemmelavede karklude i bomuldsgarn – strikkede eller hæklede

Karkludene kan vi gøre noget ved, ved blandt andet selv at strikke eller hækle dem i miljøvenlige naturgarner – brugen af (gummi/plast)skosåler og bildæk derimod, er desværre noget vi som almindelige borgere ikke kan begrænse eller ændre i særlig høj grad. Det er en opgave for plastindustrien, som til stor ros er igang, blandt andet i samarbejde med Plastic Change, med at forske i genanvendelse og udvikling af nye plastprodukter.

Tilbage til karkludene. For selvom de plastbaserede engangskarklude altså øjensynligt udgør et marginalt miljøproblem, så er der stadig – for mange, noget fantastisk ved dels at lave tingene – karkludene – selv, dels at kunne bruge de hjemmelavede ting igen, og igen og igen…

Hæklede eller strikkede klude?

Selv er jeg rigtig glad for de hæklede karklude. De er slidstærke og langtidsholdbare – også ved gentagen kogevask og ture i tørretumbleren.  Gennem de sidste to år har jeg efterhånden hæklet 20-30 klude (ikke kun til mig selv) – i gode garnrester eller i økologisk bomuldsgarn fra Mayflower. Desuden er jeg ikke kræsen når det kommer til farver på karkludene – som du kan se herunder – for når alt kommer til alt, så er det jo bare karklude 🙂

Endelig vil jeg vove at påstå, at en anden fordel ved at hækle eller strikke karklude er den skønne, at de hjemmelavede klude i længden er billigere end de (måske) miljøskadelige (plast)engangsklude. Jeg ved godt, at mange bruger engangskludene mange gange, og at de stadig er MEGET billige i pris – men de holder ikke i flere år, som de hjemmelavede bomuldsklude gør!

Blog om hæklede karklude i øko bomuldsgarn og om mikroplast, Roskilde Fjord og genbrug. Foto: Marianne Porsborg

2 år gamle karklude – som stadig holder!

“Slid dem med helse” – som mine bedsteforældre (med svenske aner) altid sagde! Jeg mener naturligvis, at jeg stadig vil opfordre dig til selv at hækle eller strikke klude af forskellig slags, eller måske lokke andre til at lave nogle for dig – som du kan bruge igen og igen, og på den måde slide dine karklude “med helse” – til gavn for miljøet og ja, vil jeg vove at påstå, også for din økonomi.

På glædeligt genhør! /Marianne Porsborg

Du kan læse om projektet “Plastfri Roskilde Fjord” her: https://plasticchange.dk/vores-loesninger/plastfri-roskilde-fjord/

Du finder opskriften på hæklede karklude her: http://blog.doggerlanddesign.dk/gratis-opskrift-haeklet-slidstaerk-karklud-i-bomuldsgarn/

Strikdesign og opskrifter fra Doggerland Design

Indehaver af firmaet Doggerland Design og webshop i samme navn. Marianne er uddannet Cand.pæd. i Generel Pædagogik (Master of Arts /Education), Tekstilformgiver, håndarbejdslærer og All-round kontorassistent (logistik).