Varmestuestrik, omsorg og hjertevarme…

Garnhytten Jægerspris Doggerland Design

Da jeg for nyligt afholdte en forsinket åbningsreception, i form af et åbent hus arrangement i garnshoppens lille lager-butik (Garnhytten), fik jeg også besøg af Bente Nørgaard fra Slangerup, som kom til mig med en lille bøn…

Bente er nemlig tovholder for en gruppe strikkeglade og hjælpsomme lokale medborgere fra “Varmestuestrik”, som med varme hjerter og ja – glødende pinde, forvandler alverdens garnrester til strømper og andet godt hjemmestrik, der primært doneres til hjemløse, folk på Væresteder, socialt udsatte på herberg og krisecentre mv. landet over:

Varmestuestrik – frivillige strikker

Inden mit åbent hus havde Frederiksborg Amts Avis været søde, at lave en notits omkring arrangementet, og det var denne lille artikel, som fik Bente fra Varmestuestrik til at kontakte mig for at høre, om jeg skulle ligge inde med nogle garnrester som de kunne få – og naturligvis, havde jeg det.

Jeg har tidligere givet garnrester til “strikke-damer” organiseret under Røde Kors, hvor de strikkede og hæklede produkter primært går til nødhjælp. Da Bente kontaktede mig, synes jeg også Varmestuestrik-projektet lød spændende, dels fordi det handler om at (gen)bruge de garnrester som mange måske er fristet til blot at kassere og smide ud, dels fordi al denne kreative “reste-strik” netop går til et godt formål: varmende hjælp til hjemløse og folk i personlig krise.

Garnrester – gemmes altid i mit hus!

Jeg kan stadig finde på, at strikke uldsokker og strømper til migselv, med “gakkede” uens striber, af alverdens – små og store – strømpegarnsrester, hvilket jeg også har skrevet om i et tidligere blogindlæg her på siden. Fra tid til anden, strikker jeg også reste-halstørklæder til migselv, lavet af alverdens garnrester, som “kilometer” lange smalle og stribede tørklæder, jeg flittigt bruger, til hverdag og fest… Måske ikke højeste mode, men sat “rigtigt” sammen med garderobens øvrige tøj, ser det nu meget fikst ud 🙂

MEN – når jeg nu har både blog, garnbutik og webshop, med eget design og produktion af strikkeopskrifter og garnkits mv., får jeg hurtigt MANGE garnrester… og kan selvsagt aldrig få gjort has på dem alle, alene!

Reste-sokker-3

Garnrester – skal godt nok gemmes, men ikke samle støv!

Derfor har jeg (naturligvis) besluttet, at jeg også fremover, vil give Bente og de andre ihærdige Varmestue-strikkere en pose garnrester fra tid til anden – OG – opfordrer da også andre til at gøre det samme.

Dine garnrester, er også “guld” værd…

På Varmestuestriks hjemmeside, kan man finde den nærmeste tovholder/kontaktperson, som man kan kontakte, enten hvis man vil støtte Varmestuestrik med gode garnrester, eller hvis man vil hjælpe med at strikke! Desuden er der flere garnbutikker landet over, inklusive Doggerland Designs Garnhytte, som har en kurv stående fremme til indsamling af privates garnrester. Ergo: kom gerne til Jægerspris med dine garnrester, så sørger jeg for, at Varmestuestrik får dem!

Du kan læse mere om Varmestuestrikkerne, organisationens historie og bedrifter på hjemmesiden: www.varmestuestrik.dk

Glade hilsner

Marianne Porsborg v/ Doggerland Design

Strikdesign og opskrifter fra Doggerland Design

Indehaver af firmaet Doggerland Design og webshop i samme navn. Marianne er uddannet Cand.pæd. i Generel Pædagogik (Master of Arts /Education), Tekstilformgiver, håndarbejdslærer og All-round kontorassistent (logistik).