Jeg er velsignet med en familie, som laver og har lavet, en masse håndarbejde. En af mine oldemødre, hæklede for eksempel flere af de klassiske oldemors-tæpper, med den enkle oldemors-firkant, i et hav af forskellige farver (se også her: blogindlæg om hæklet oldemors-tæppe)).
Et af familiens oldemors-tæpper, var dog efterhånden blevet så slidt, at min mor for nogle år siden besluttede, at det enten skulle kasseres, eller laves om til noget andet…. Hun valgte heldigvis det sidste 🙂 På ingen tid, forvandlede min mor nemlig en del af det slidte oldemors-tæppe, til en vest til mig.
Sådan syr og hækler du en vest af et oldemors-tæppe
Mål hvor bred og lang vesten skal være for at passe dig – gange 2 i bredden (= omkredsen) – OG – så det passer til et antal oldemors-firkanter som går op i 4, i bredden. Klip dette firkantede stykke ud af dit (gamle) oldemors-tæppe, ved at klippe mellem 2 firkanter hele vejen rundt. Nu foldes siderne ind mod midten, som om du ville “lukke” vesten. Klip ned til ærmegab i begge sider af vesten (igen mellem 2 firkanter), i den ærmegabshøjde du vil have, og så det passer med et helt antal firkanter. Nu former du ærmegabet ved at klippe ca. 2/3 firkanter af i ærmegabets sider (f.eks. 2 ud af 3 firkanter) – og bukker den sidste, nederste 1/3 en halv gang om på bagsiden/vrangen – se foto! Hold det foldede ærmegabs-stykke til med nåle, og ri det fast på bagsiden, så det ligger fint “imod sig selv” i en trekant.
Nu skal du forme halsudskæringen. Lav f.eks. halsudskæringen som en V-udskæring: igen ved at folde om til bagsiden/vrangen, så du synes det passer. Hold igen til med nåle og ri stykkerne let til, på bagsiden.
Sy nu skuldersømmene sammen – og hvis du har lyst, kan du eventuelt hækle en kant (f.eks. med fastmasker eller musetakker) rundt i ærmegabene, og rundt om hele frontens åbning og forneden.
God arbejdslyst!
Marianne Porsborg v/Doggerland Design